Emilia van Hauen: Det sociale gåsebryst

Mit hjerte flød over af kvalme, som snart væltede ud som en arrig skrubtudse af sorte ord. Der ramte hende, de skulle ramme. Jeg så det, for hendes øjne glippede et sekund, før de trak sig væk fra mig. I det øjeblik var jeg heller ikke særlig vild med mig. Men jeg var bestemt heller ikke vild med hende. For hun havde lige underholdt et mindre bord af veninder med en virkelig grim historie om en fælles bekendts skilsmisse, der var mere end honorar-sikker hos Se og Hør, så dramatisk og ubehagelig var den. Det, der virkelig pissede mig af, var det toneleje, som den blev fortalt i. Snagende. Nydende. Med et drys af selvretfærdig skadefro. Og med et totalt fravær af medfølelse. Fuldstændig som sladderbladene er kendt for! Jeg forstod det simpelthen ikke. De to var sådan set veninder, så at bruge den historie til at gøre sig selv mere interessant og måske også tro, at hun derved kunne højne sin egen sociale status, var mig en ubegribelig led opførsel. Det var sladder på det laveste plan. Ren gift. Også for dem, der bare hører den. Sladder er godt. Sladder er ikke kun nødvendigt socialiserende: Det er også den sociale lim, der holder et fællesskab kørende. Faktisk oftest på en positiv måde. Sladder gør, at vi erfarer alt muligt om mennesker, vi ikke nødvendigvis selv er i kontakt med hele tiden, og på den måde holder vi en forbindelse med hinanden. Sladder kan også virke virkelig inspirerende og givende, så længe den bliver fortalt med medfølelse og sympatisk indlevelse. Så sladder er altså en god og nødvendig social mekanisme. LÆS OGSÅ: Emilia van Hauen: Hvor længe varer ægte kærlighed? Men grum sladder, som primært er ude på at nedgøre offeret og gøre fortælleren spændende, er hvad jeg vil kalde et forgiftet socialt gåsebryst. Umiddelbart virker det super tiltrækkende, forførende, lækkert og indbydende, for den der puffede lækre sladderkage med uskyldsren marcipanoverflade, er en syndig fest at sætte tænderne i. Uha, man bliver jo også selv spændende og særlig, fordi man hører noget lidt hemmeligt om andre. Men når man er færdig med at fortære det, mærker man tit et anstrøg af hjertekvalme. Garneret med en giftig dårlig samvittighed. Måske fordi man selv var med til at give gåsebrystet en ny topping på med endnu flere spektakulære detaljer, der også gjorde mig vigtig. Jeg har guffet mange sociale gåsebryst i mig. Og har også serveret min del af dem. I dag forsøger jeg for det meste hverken at servere eller indtage dem. Med den der aften som en ubehagelig undtagelse, der gjorde os begge to lede. Fordi jeg i min forargelse over hendes manglende empati gav hende igen med andre lede ord, der skulle nedgøre hende. Så hun opdagede, hvad hun havde gang i. Ja, jeg ved det godt. Det gjorde mig lige så dum som hende. At jeg var SÅ gal og syntes, at hun skulle mærke en flig af den smerte, som jeg bildte mig ind, at den skilte veninde ville føle, hvis hun havde hørt fortællingen, er ikke en undskyldning. Hvis jeg vil være med til at ændre verden, må jeg ligesom starte med mig selv … Jeg elsker at sladre. Jeg elsker at udveksle historier om andre mennesker, blive klogere på livet og opdage, at det nærmest altid overgår den vildeste fantasi, fordi mennesker og livet simpelthen er fuldstændig fantastisk! Sladder er jo skønne virkelige historier, som vi frivilligt gider at fortælle hinanden, fordi de underholder og skaber forbindelser mellem os. Men jeg vil gerne insistere på, at vi lader det sociale gåsebryst stå og i stedet laver vores sladder om til den lækreste frugtsalat eller wokblanding eller grillpakke, eller hvad du nu er mest til, gerne garneret med eksotiske dimser, der kan pirre og kilde vores fantasi, lyst til livet eller øge vores medfølelse og indlevelse. Og fedest vil det være, hvis vi også formår at reagere noget mere elegant end jeg, når vi får serveret et giftigt gåsebryst, og måske har held til at få den onde sladder stoppet med et enkelt spørgsmål: Hvis det var dig, du fortalte om lige nu, ville du så synes, at det var en fair måde at fortælle det på?