Renée: Lad børnene sige nej

Jeg elskede Erik Sigsgaards bøger om skældud og læste dem som en bibel, dengang mine unger var små. Det gav SÅ meget mening for mig, når han skrev, at skældud var ligesom at slå med stemmen. Nu er Sigsgaard på banen igen med en bog, der handler om børn og unges ”nej”. Normalt handler pædagogik om at få børn og unge til at sige ja, men Sigsgaard vender det hele på hovedet og mener, at ”nej” er mindst lige så vigtigt et ord. For det er med et nej, at barnet siger: ’Jeg er mig’. Det sker første gang, når barnet er 6-8 måneder gammelt og vender hovedet væk fra brystet. Undertitlen på Sigsgaards nye bog er ’Farvel til lydighedskulturen’, for han mener, at respekten for børns nej er på vej til at blive en ny værdikamp. Børn og unge siger mere nej i dag, fordi de har brug for det, idet de har mistet deres mulighed for at færdes frit. Ifølge Sigsgaard overhører de voksne nemlig i stigende grad børn og unges nej, eller også møder de nej’et med sanktioner. Dermed forringes den opvoksende generations mulighed for at »blive sig selv«. LÆS OGSÅ: Renées klumme i sidste uge: En ny generation med andre jagtterritorier Når barnet stritter imod, siger nej, slår fra sig eller slynger skældsord mod læreren eller pædagogen, så reagerer de voksne ikke med at sige, at det er en naturlig reaktion mod, at barnet er blevet anbragt i institution eller skole i mange timer uden selv at kunne bestemme, hvornår hun skal spise, sove og lege, og hvor hun vil bevæge sig hen. I stedet for rettes der en kritik mod barnet, og så forsøger vi straks at opdrage oprøret væk med skældud eller straf. Ifølge Sigsgaard tilbringer børn og unge op til 30.000 timer i institution, før de får fri i 18-19-års-alderen, og Sigsgaard spekulerer på, om det kunne tænkes, at der f.eks. ville være færre børn med ADHD-symptomer, hvis vi havde færre børn i åbne institutioner med mindre skældud? Jeg synes, det er en rasende vigtig tanke, men det er desværre ikke noget, vi ved noget om, for den slags spørgsmål beskæftiger forskningen sig ikke med. Næ, Egelunds PISA-undersøgelser har efterhånden sejret ad helvede til. Vi tester børn helt ned i vuggestuealderen. Tanken om, at institutioner kan fratage børn noget og begrænse deres muligheder for at lære og for at udvikle sig socialt, er totalt fremmed. Det er bare fremad march. Spis, sov og leg på bestemte tidspunkter børnlille, fra du vågner, til du går i seng! Jamen, det gør da noget ved et menneske at blive sat så markant i skema, gør det ikke? Hvor er det dog vigtigt, at der er nogen, der beskæftiger sig med, når børn siger nej tak. Kærlig hilsen Renée