Renée: Hvorfor holder vi mund, når folk bryder de sociale koder?

Jeg sidder i stolen hos min tandlæge. Mens bedøvelsen skal udøve det lille mirakel, sludrer vi om løst og fast. Her kommer vi så ind på kulturelle normer og sociale koder, fordi jeg i elevatoren på vej op har mødt en person, der fløjtede ”Dengang jeg drog af sted” hele vejen til tredje etage, så spyttet fløjtede rundt på den knappe kvadratmeter. Jeg kunne ikke lade være med at grine, men på samme tid var der også en vis forargelse i mig, som trængte til at få plads. For hvad tænker en person, når han uden videre fylder sådan et lille et rum med lyd og kropslige væsker uden at overveje, om jeg havde lyst til at være med i serenaden? Min tandlæge griner, hun har lige været på en stor tandlægekonference og havde utallige historier om, hvordan hendes kolleger kan have tendens til at rage til sig af diverse gratis goder på sådan en messe. Hun fortæller om, hvordan hun overværede en kollega tømme en hel fyldt fiskebowle med bolsjer, sidst hun var af sted. Uden at blinke havde han åbnet en stofpose og tømt bowlen ned i posen. Det virkelig sjove var, at både hun og den person, der arbejdede på standen, intet havde sagt eller gjort, siger hun selv. De havde bare stået og kigget på, at han tømte bowlen fuldstændig uden skam, hæmninger eller stopklods – sådan! Renées klumme i sidste uge: Skærpet opmærksomhed på skilsmissebørnene Mens hun borer løs i roden på min tand, kan jeg ikke lade være med at tænke på, hvorfor vi ikke siger noget i de situationer, hvor andre mennesker helt åbenlyst gør noget, der enten er generende eller ”langt ude”. Langt ude er netop betegnelsen, når de sociale koder eller kulturelle uskrevne regler bliver brudt, og det sker jo konstant. Her, dér og alle vegne. Jeg kunne jo sagtens have bedt min medpassager i elevatoren om at stoppe med sine mundt­lige aktiviteter, men fakta er, at det gjorde jeg ikke. Min tandlæge havde heller ingenting sagt, da hendes kollega tømte fiskebowlen. Alligevel sidder mødet med den upassende adfærd stadig i os bagefter og giver anledning til forargelse – og et godt grin, må jeg så også indrømme. Da roden er færdigudhulet, spørger jeg hende, hvorfor hun ikke sagde noget til ham med bolsjerne? Hun ser skævt på mig – det har hun ingen idé om – men det gør man jo bare ikke ... eller gør man? Kærlig hilsen Renée LÆS OGSÅ: Hvoar blev alle gentlemen af?