Tine Bendixen: Klar, parat, start, JUL!

Nedtælling. December starter lige om lidt. I år skal det være anderledes, tænkte jeg, da jeg læste om en kvinde, som konsekvent lister op på loftet og henter julekassen frem den sidste aften i november, når resten af familien er gået til ro. Så pynter hun overskudsagtigt hjemmet op, så julen behørigt er flyttet ind, når familien vågner igen om morgenen den 1. december. Lys, kugler, engle, nisser, hele moletjavsen. Klar, parat, start, JUL! Jeg fik straks dårlig samvittighed. Så for mig de julelængselsfulde søvndrukne børn liste rundt om morgenen i nattøj og frydes over deres mors fine udsmykninger og åbne sirligt ophængte julekalendere med velvalgt indhold. Og tænkte på alle de gange, jeg har knaldet et kalenderlys i en stage på køkkenbordet 1. december og købt gaverne den 23. december. Tænkte på alle de gange, jeg ikke har bagt småkager. For ikke at tale om kalendergavehelvedet. Det ER også lykkedes mig at købe en and en time før sidste udkald, nu er det jul-lukketid. Fordelen ved dét er, at man nærmest får anden kastet i nakken, for der er ikke noget så usælgeligt som ferske ænder mellem jul og nytår. Det er ikke, fordi de gode juleintentioner ikke er der, men jeg bliver altid indhentet af virkeligheden: Lige pludselig er det jul, og det har det været siden oktober ... jeg har bare ikke lige haft tid til at gøre noget ved det. Sidste år havde vi overhovedet ingen pynt, lige bortset fra den hjemmelavede (!) adventskrans af halm dækket med skumfiduser og udsmykket med limegrønne velourbetrukne plastikrensdyr – jeg havde kun lavet den for at vinde en konkurrence, som jeg underligt nok ikke vandt. Men sidste år var også særligt juleudfordret, for vi stak af i december og fejrede jul hos gode venner i Kenya. 24. december er bare business as usual på de kanter, jeg tror, vi spiste pasta med tun, det er først jul den 25. december, så vi vågnede den 25. til gaveudpakning og champagne og juletræ af plastik fra morgenstunden. Og om eftermiddagen: Glaseret skinke og fyldt kalkun. I 35 graders varme. Min datter var iført nissehue og bikini. LÆS OGSÅ: 5 tricks: Undgå stress i julen Det var dér, det gik op for mig, at det ikke gjorde mig spor at springe julen over. For det var det, vi gjorde, erkendte jeg: Det var jo ikke JUL det dér med den 25. og gaver på det forkerte tidspunkt og skinke og kalkun om eftermiddagen. Champagne ved poolen? Jo, jo, det gik lige (læs: Det var superfedt!). Men jul er for de fleste af os i dén grad kultur langt ind i rygmarven. Det er identitet, selvforståelse, tryghed. Det kan også være skilsmissegrund: Flæskesteg juleaften? Aldrig i livet! Risengrød i stedet for risalamande? Det bliver over mit lig! Jul er gentagelse af noget kendt. En lille flig medbragt barndom. Det er ritualer, minder, følelsen af at høre til i éns eget liv og éns egen kultur. Enten er det jul på den rigtige måde, eller også er det bare ikke jul. Men muligvis bliver man sløset omkring julen, fordi der er så næsten kvalmende meget af den, at den ikke er et tilvalg, men et fravalg. Og så meget af den bliver bare smidt væk bagefter. Tusindvis af træer. Oceaner af gavepapir. Kilometervis af bånd. Bunkevis af gaver står ubrugte og glor på bunden af skabe. Jul og minimalisme hører ikke så godt sammen, vel? Jeg vil alligevel gøre forsøget. Jeg er ikke ude i minimalistiske simple Christmas-løsninger – de findes jo, de mennesker, der helt har opgivet gaverne og træet, og jeg forstår det ikke. Men i år BLIVER det alligevel anderledes. I år bliver vi nogle og tyve til jul. Og den skal være gammeldags. Som snuppet ud af ”Peters Jul”: Traditionel julemiddag på hvide duge og farmorporcelæn, stort juletræ, velvalgte gaver købt i god tid, julemand og små børn med røde kinder i et hjem med nellikeappelsiner og marcipan, som jeg MULIGVIS selv har lavet. Hvor svært kan det være? Og er det egentlig ikke det, vi trænger til alle sammen: En pyntet, men ikke materielt overlæsset jul? På søndag vil jeg hente julekassen ned fra loftet. Det er nu eller aldrig ... LÆS OGSÅ: Redaktionens juletraditioner