Julenovelle af Jojo Moyes: På juleindkøb

Pink Fritillary. Kun Davids mor kunne finde på at ønske sig en parfume, som ingen nogensinde har hørt om. Chrissie har nu gået West End tyndt, og i alle de butikker, hun har været inde i, har de sagt: ”Nej, det mærke fører vi desværre ikke. Måske du skulle prøve ...”. Mens hun baner sig vej gennem mængden af folk på juleindkøb, kan hun ikke lade være med at spekulere på, om Diana mon har gjort det med vilje. Bare for at kunne åbne sin gave med et dybt suk og sige: ”Åh, David havde sagt, at I nok ville købe parfumen til mig, men den her er da også ... fin.” Men det skal være løgn, tænker Chrissie. Hun fortsætter derfor turen ned ad Oxford Street og passer på ikke at støde ind i de fortravlede julehandlende tungtlæssede med skinnende indkøbsposer. Hun går ind i den ene butik efter den anden, indtil hun har helt ondt i fødderne. Måske skulle hun prøve at huske til næste år, at den 23. ikke er den perfekte dag at købe de sidste julegaver. I Selfridges taler hun med endnu en ekspedient, der bare ryster beklagende på hovedet. Hun er så træt nu, at hun er lige ved at begynde at græde. Så gør hun noget, hun aldrig har gjort før: Hun går ind på en af de dér oversmarte barer og bestiller et stort glas vin. Hun føler sig lidt oprørsk nu og skyller hurtigt vinen i sig. Så lægger hun for mange drikkepenge og rejser sig med en mine, som om hun er en kvinde, der er vant til at komme så fine steder. ”Godt så,” siger hun til sig selv på vej ud ad døren. ”Nu gør vi et sidste forsøg.” Og så får hun øje på et sjældent syn på en regnvejrsdag i London: En taxa med skiltet tændt. Hun kaster sig frem mod den, og chaufføren holder straks ind til siden. ”Øh ... til Liberty, tror jeg.” Hun sætter poserne på sædet ved siden af sig og læner sig taknemmeligt tilbage. Af en eller anden grund fyldes hun altid med følelsen af, at hun lige er blevet reddet fra noget, når hun sætter sig ind bag i en London-taxa. ”Tror du?” ”Jeg skal finde en særlig parfume. Til min svigermor. Liberty er mit sidste håb.” Det eneste, hun kan se af ham, er hans smilende øjne i bakspejlet og hans kortklippede nakke. ”Kan din mand ikke hjælpe?” ”Han er ikke så vild med at shoppe.” Chaufføren løfter det ene øjenbryn. Det øjenbryn siger tydeligt, hvad han mener om den sag. I det samme kommer der et lille bip fra hendes mobil. En sms: ”Har du hentet de dér dollars til min tur til New York?” Hun var blevet nødt til at tage hele vejen hjem efter sit pas, fordi banken havde krævet at se billedlegitimation. Det er derfor, klokken er blevet så mange nu. ”Ja,” taster hun. Der kommer ikke noget svar retur fra ham. ”Er du da vild med at købe gaver?” ”Ja. Jeg elsker den slags. Men i år holder vi lidt igen. Min datter har nemlig fået en baby og er flyttet hjem igen, så vi bliver nødt til at være sparsommelige.” ”Har hun da ingen mand?” Vinen har gjort hende snakkesalig. Det er derfor, David ikke kan lide, at hun drikker. ”Hun havde en fyr, der var lidt ældre end hende. Han havde sagt, at han ikke ville have børn, og det mente han åbenbart. Vi bor lidt småt, og pengene er det også småt med, men ellers er det rigtig hyggeligt.” ”Jeg vil ikke have børn,” havde David sagt til hende lige i begyndelsen af deres forhold. ”Det har jeg aldrig haft lyst til.” Hun havde hørt ordene gennem et par mentale ørepropper og tænkt, at han nok ville skifte mening. ”Hvor er hun heldig, at hun har jer.” ”Har du børn?” ”Nej,” sagde hun. ”Det har jeg ikke.” Taxaen er gået helt i stå i den tætte trafik på denne regnvåde eftermiddag. De holder nu og venter uden for en butik, hvorfra en rædselsfuld version af ”Jingle Bells” strømmer ud for fuld styrke. ”Glæder du dig til jul?” ”Næ, ikke rigtig. Min svigermor bryder sig ikke særlig meget om mig, og hun kommer og bor hos os en hel uge. Sammen med sin anden søn, som kun svarer med enstavelsesord og beslaglægger fjernbetjeningen til fjernsynet. Jeg gemmer mig nok bare i køkkenet.” ”Det lyder ikke særligt sjovt.” ”Du må undskylde, at jeg ikke er mere muntert selskab. Faktisk har jeg lige drukket et stort glas hvidvin, hvilket altid får mig til at sige min mening ligeud.” ”Plejer du da ikke at gøre det? Sige din mening?” ”Aldrig. Det er nemmere at lade være.” Hun smiler i et forsøg på at tage brodden af sine ord, men stemningen i bilen er trykket, og de sidder lidt i tavshed. Tag dig nu sammen, skælder hun tavst ud på sig selv. ”Ved du hvad,” siger han så. ”Min kone har engang arbejdet for Liberty. Jeg kan prøve at ringe til hende. Hvad hedder den parfume, du er på jagt efter?” Hun kan ikke lade være med at lytte med, mens han taler med konen. Hans stemme er lav og fortrolig. Inden han afbryder samtalen, ler han ad en eller anden indforstået vittighed. Hun og David har ingen indforståede vittigheder. Den lille konstatering gør hende endnu mere trist til mode. ”Hun foreslår, du prøver en lille parfumeforretning bag Covent Garden. Skal jeg køre dig derhen?” Hun læner sig frem. ”Ja tak, meget gerne.” ”Hun kendte godt parfumen. Sagde, at den duftede dejligt. Og at den ikke var helt billig.” Han smiler sammensvorent til hende i bakspejlet. ”Det tror jeg gerne. Diana er et dyrt bekendtskab.” ”Nå, men det her skal nok give dig nogle point på pluskontoen. Hold godt fast. Jeg vender lige bilen.” Han laver en skarp U-vending, og hun kan ikke lade være med at le højt, da hun rutsjer hen over sædet. Han smiler. ”Jeg elsker at gøre det dér. Før eller siden indkasserer jeg sikkert en bøde for det.” ”Kan du lide dit arbejde?” ”Jeg elsker det. Mine kunder er som regel søde nok ... Jeg stopper ikke for hvem som helst. Jeg samler kun dem op, som ser okay ud.” ”Jeg så altså ”okay” ud?” Hun ler stadig. ”Du så bekymret ud. Jeg kunne ikke lade en bekymret kvinde i stikken.” Hun ved præcis, hvad han mener. Det bekymrede udtryk er blevet fast gæst på hendes ansigt. De rynkede øjenbryn, de sammenpressede læber. Hvornår skete det? Hvornår blev jeg denne anspændte og bekymrede kvinde? Da min chef sagde op, og magtliderlige Ming tog over. Da min mand begyndte at tilbringe hver aften med at chatte med folk, jeg ikke kender, på computeren. Da jeg holdt op med at spejle mig i butiksruderne. ”Undskyld, hvis jeg fornærmede dig.” ”Nej, nej ... jeg ville bare ønske, at jeg ikke så bekymret ud. Det gjorde jeg ikke før i tiden.” ”Måske trænger du til ferie.” ”Åh nej, vi skal altid have svigermor med, og så er det jo slet ingen rigtig ferie. Min mand er heldig. Han kommer en masse skønne steder hen på forretningsrejse.” ”Hvor ville du tage hen, hvis du selv kunne vælge?” Hun overvejer det et kort øjeblik. ”Min bedste veninde bor i Barcelona. Dér ville jeg tage til. Jeg har ikke set hende i årevis. Vi mailer sammen, men det er ikke det samme. Åh, undskyld et øjeblik, tror lige, jeg fik en besked.” Ny sms: ”Glem ikke at købe den stilton, mor elsker, fra den gode ostehandler.” Hun sukker dybt. Hun havde glemt alt om osten. ”Er du okay?” ”Jeg har glemt at købe ost hos ostehandleren i Marylebone.” ”I Marylebone? Det var langt væk bare for at købe ost.” ”Hun kan kun lide en helt bestemt stilton.” ”Hold da op. Hun lyder som en krævende dame. Skal jeg vende om? Det vil nok tage sin tid i denne trafik.” ”Jeg må hellere tage undergrunden. Jeg har sikkert allerede brugt alt for meget på at køre i taxa. Kan du sætte mig af her?” Hans blik møder hendes i bakspejlet. ”Narh, jeg tror, at det er bedre, hvis jeg bare slukker for taxameteret.” Og det gør han så. ”Det kan du da ikke!” ”Nå, men det gjorde jeg lige. Jeg gør det én gang om året. Hvert eneste år. Du er dette års heldige modtager. Nu kører vi hen efter parfumen, så tager vi ostehandleren, og så sætter jeg dig af ved en station. Betragt det som en julegave ... Åh nej, du må ikke begynde at græde ... Jeg prøvede jo bare at gøre dig lidt glad.” Hendes øjne er blanke af tårer. ”Undskyld,” siger hun. ”Jeg ved ikke, hvorfor jeg reagerer sådan.” Han smiler venligt. Det giver hende endnu mere lyst til at græde. ”Nu får vi styr på parfumen. Det skal nok hjælpe på humøret.” Han har ret, hvad angår trafikken. De sidder fast i den ene kø efter den anden og kommer kun frem i små ryk, når han tager en smutvej ned ad de små sidegader. Byen udenfor ser grå og våd og nærmest vred ud. Hun er glad for at sidde i den lune taxa. Han sludrer om sin kone, og hvordan han godt kan lide at stå tidligt op med babyen, så hans datter kan sove længe. Da han stopper bilen, har hun næsten glemt, hvad det var, hun skulle. ”Jeg skal nok vente her,” siger han. ”Du kan lade dine poser ligge i bilen.” Parfumebutikken er et velduftende paradis. ”Pink Fritillary,” siger hun til ekspedienten og kan ikke lade være med at tænke, at det er et mægtigt flot navn til en parfume, der skal gives til en kedelig og grå kvinde. ”Vi har desværre ikke flere 50-ml-flasker tilbage,” svarer ekspedienten. ”Kun 100-ml’s, og det er altså parfume og ikke eau de toilette. Er det okay?” Den er dobbelt så dyr, som hun havde regnet med. ”Det er fint,” siger hun. Hun vil vente til januar med at bekymre sig om penge. ”Fik den!” siger hun, idet hun kravler tilbage ind i taxaen. ”Fik endelig den skide parfume.” ”Godt gået! Okay, så kører vi mod Marylebone.” Hun læner sig frem mod forsædet, mens de kører, så de bedre kan sludre sammen. Hun fortæller om sin dag, om passet og de dollars, hun skulle hente. Og bagefter fortæller hun ham om sit job, og hvordan hun elskede det, før hun fik ny chef. Hun siger ikke så meget om David. Det ville føles illoyalt. Men hun har lyst til det. Hun har lyst til at fortælle, hvor ensom hun er. Hvordan hun bare ved, at der er noget galt, men ikke hvad. De sene aftener. Forretningsrejserne. Hvordan hun føler sig dum og træt og gammel. Og så er de fremme ved ostehandleren. Der er lang kø, men chaufføren er åbenbart ligeglad. Han klapper, da hun endelig kommer ud med den store, ildelugtende pakke. ”Færdigt arbejde!” siger han, som om det er en større bedrift, hun har præsteret, og hun kan ikke lade være med at grine stolt. Og så bipper hendes telefon med en ny besked: ”Har jeg ikke sagt til dig, at du skulle købe julekagen hos Waitrose, og nu har du købt den fra Marks & Spencer. Nu har jeg lige selv været en tur i Waitrose, fordi du er så lang tid om at komme hjem, og kagen er udsolgt.” Det føles som et hårdt slag i maven. Hun ser for sig, hvordan de fire sidder rundt om bordet, mens David undskylder over for sin familie, at hun har købt ”den forkerte julekage”. Og pludselig har hun fået nok. ”Jeg kan ikke gøre det,” siger hun. ”Gøre hvad?” ”Holde jul med svigerfamilien. Jeg kan ikke sidde dér med osten og den forkerte kage og ... dem.” Han trækker ind til siden. ”Hvad har jeg gang i? Du siger, du ikke har så meget, men du har en familie, du elsker. Jeg har en dyr stilton og tre mennesker, der ikke synes særlig godt om mig.” ”Jamen, hvad laver du så dér?” ”Jeg er gift!” ”Så vidt jeg ved, er ægteskabet en gensidig aftale, ikke et fængsel. Hvorfor besøger du ikke din veninde? Ville hun ikke blive glad for at se dig?” ”Jo, hun ville blive superglad. Det ville hendes mand også. De er begge så søde.” Han løfter spørgende det ene øjenbryn. Han har de skønneste små smilerynker ved øjnene. ”Men jeg kan da ikke bare ...”. ”Har du ikke dit pas i tasken?” Han har tændt en lille glød af håb i hende. ”Jeg kunne sætte dig af ved King’s Cross. Tag undergrunden til Heathrow og køb en billet til Barcelona. Kom nu. Livet er kort. Alt for kort til at gå og se så bekymret ud.” Hun tænker på en jul langt væk fra svigermors misbilligende udtryk. Langt væk fra Davids stikpiller og høje rødvinssnorken. ”Min mand ville aldrig tilgive mig det. Det ville være dødsstødet for mit ægteskab.” Han sender hende et skævt smil. ”Det lyder ikke som den store tragedie.” De stirrer et kort øjeblik på hinanden. ”Kør mig til King’s Cross,” siger hun så. ”Okay, hold på hat og briller.” Hendes hjerte hamrer derudad, mens han kører hurtigt gennem de små sidegader. Latteren bobler i hende. Hun kan levende forestille sig, hvordan hendes chef vil stå og stirre på sit ur, når hun ikke dukker op på arbejde. Og hendes svigermors fordømmelse over, at hun bare er stukket af. Og ikke mindst kan hun forestille sig Barcelona og kram og overrasket latter. Og så er de fremme ved King’s Cross, og chaufføren bremser hårdt op ved kantstenen. ”Du gør det altså?” ”Jep, det gør jeg. Mange tak ...”. ”Jim,” siger han. Og han stikker hånden om til bagsædet og giver hende hånden. ”Jeg hedder Chrissie,” siger hun. Hun ser på alle sine poser. ”Her. Giv parfumen til din kone og gavekortet her til din datter.” ”Det er altså alt for meget ...”. ”Vær nu sød at tage imod det. Det ville gøre mig glad.” Han tøver, men tager så imod poserne. ”Tusind tak skal du have. Det skal nok vække lykke.” ”Jeg går ikke ud fra, at du vil have osten?” Han skærer en grimasse. ”Nej tak, jeg kan ikke fordrage stilton.” ”Det samme her.” De begynder begge at grine. ”Jeg føler mig sådan lidt vanvittig, Jim.” ”Jeg tror bare, du har fundet dit julehumør,” siger han. ”Hold fast i det.” Hun småløber hen mod stationen som en glad lille pige. Så stopper hun op, løfter pakken med ost højtideligt i vejret og lader den dumpe ned i en skraldespand. Hun ser sig tilbage og når lige at se ham løfte den ene hånd til hilsen. Og mens hun baner sig vej gennem menneskemængden til billetkontoret, og han manøvrerer bilen tilbage ind i den heftige juletrafik, ler de stadig begge.