Underholdning
2. marts 2015

Lærke Winther brød med angsten: Det har gjort mig stærk at vælge mit eget liv

Flere livskriser udløste nogle voldsomme angstanfald hos skuespilleren Lærke Winther Det har sat sine spor i den måde, hun lever sit liv på i dag
Af: webversioneret af redaktionen
https://imgix.femina.dk/media/article/1509_laerke_winther.jpg

foto: Carsten Seidel

Da Lærke Winther for nogle år siden indløste en recept på antidepressiv, havde hun aldrig troet, det skulle overgå hende at tage medicin, fordi livet gjorde ondt, men i dag er hun med egne ord ”eddermane glad for, at der er nogen, der har opfundet det!”. Det fortæller hun i et interview med FEMINA i denne uge.

- For jeg var blevet ramt af angst og havde det virkelig dårligt. Så jeg havde brug for at komme til et sted, hvor jeg kunne benytte de andre redskaber til at komme ovenpå igen. Det kunne jeg ikke i starten. Der har været så meget debat om, at det kendetegner vores samfund, at vi bare tager en pille, når livet gør ondt, men det synes jeg er for nemt at sige, når man ikke har været der selv. Du får gips på, når du har brækket benet – hvorfor må du så ikke få plaster på, når du har så i sindet?

Michelle Hviid har fået fjernet en tumor i hjernen – men har med få undtagelser ikke haft ondt af sig selv

Medicinen blev nødvendig, da Lærke Winther blev skilt for snart fire år siden og fik nogle voldsomme angstanfald. De kom som et lyn fra en klar himmel, som de fleste oplever det. For skilsmissen var ikke ulykkelig – tværtimod.

- Men vi var blevet mere venner end kærester, og jeg syntes, vi var for unge til aldrig at skulle opleve den store kærlighed. Vi KUNNE godt være blevet sammen for vores datters skyld, men her bliver jeg nødt til at hive den gamle kliché frem om, at lykkelige forældre også giver lykkelige børn. Det kan jeg trække mit eget lille personlige bevis frem på i dag, hvor min eksmand skal være far igen, og min datter altså storesøster. Det er fantastisk, og vi har stadig et supergodt forhold, så det har været den lykkeligste skilsmisse, siger hun.

Brød med sin mor

Men for hende var det et stort valg at træffe at bryde en familie op. Og så var hun nok i forvejen disponeret for at få angst på grund af hendes barndom, der var præget af alkoholmisbrug.

- Selvom det var det rigtige at gøre, så var det meget provokerende for mig at træffe det valg om at bryde en familie op. Og så står det jo på side ét i alle bøgerne, at man er mere disponeret for at få angst, når man er barn af en alkoholiker, som jeg er. Og et sensitivt menneske. Dem er der mange af i mit fag, så på den måde hænger det sammen, siger Lærke Winther, som blev tvunget til at tage endnu et svært valg: At bryde med sin mor.

Da rapperen Jooks mødte sin kone, tog de etårskrisen med det samme

- Jeg har været nødt til at vælge min mor fra, så jeg ser hende ikke i dag. Jeg vil da virkelig ønske, at tingene ændrer sig, og at vi kan genoptage kontakten på et tidspunkt, men min mor er alkoholiker, og så længe hun drikker, kan jeg ikke have hende i mit liv. Desværre. Det er for destruktivt.

En smerte at miste hende

For Lærke Winther har det været noget af det mest barske i hendes liv og et kæmpe afsavn.

- Min mor og jeg har været enormt tætte, da jeg var barn og teenager, og hun er jo ikke KUN alkoholiker. Hun er også så meget andet, og hun har betydet hele verden for mig. Derfor har det også været så stor en smerte at miste hende. Jeg savner stadig den dag i dag at have en mor. Det har jeg savnet i mange år.

- Men min mor har jo ikke bevidst valgt flasken frem for mig – hun er syg, det er jeg helt klar over. Og hun ved godt, at jeg ikke kan have hende i mit liv, for så kan jeg ikke selv leve. Når hun havde det dårligt, havde jeg det også dårligt, og så havde jeg lige så meget overskud til min egen datter. Det er ikke, fordi jeg ikke elsker hende, men jeg kan ikke redde hende. Hvis jeg kunne, ville jeg gøre det – jeg har forsøgt, siger Lærke Winther til FEMINA.

For skuespilleren Nikolas Bro ramte angsten allerede, da han var 19 år. Læs, hvordan han har tacklet det

Læs mere om:

Læs også