Anne Sophia Hermansen: Søstersolidaritet er en myte

Den konservative ungdomspolitiker Nikita Klæstrup gjorde sig for nylig skyldig i at blive fotograferet i en kjole, der fremhævede hendes bryster. Billedet blev efterfølgende debatteret på de sociale medier, og hun blev kaldt både tomhjernet og billig og spurgt, om hun var pornomodel eller bare tog penge for det? En ung, smuk kvinde kan ikke tillade sig særlig meget, før offentligheden afsiger sin dom. Og er hun smuk, er hun sikkert også dum. Jeg fulgte også debatten og lagde mærke til, at det især var kvinderne, der var hårde. De gik langt for at udtrykke deres væmmelse, og det var vigtigt for dem at like hinandens kommentarer på Facebook. Her var ikke tale om skolepiger, men om voksne kvinder, der selv har børn. Da Klæstrup beskrev sine oplevelser i Politiken, skrev hun direkte til de kvinder, der havde tilsvinet hende: ”Er det virkelig den kultur, I ønsker at videregive til jeres døtre? Hvis jeres datter en dag kommer grædende hjem, fordi hun er blevet kaldt grimme ting i skolen, vil I så svare igen, at hun skulle have haft en længere nederdel eller mindre mascara på?”. Og hun konkluderede: ”Det er der ikke meget søstersolidaritet over.” Monica Lewinsky sad for 20 år siden tilbage med den samme oplevelse. Søstersolidariteten var i virkeligheden ikke særlig solidarisk. Hun havde haft en affære med Bill Clinton og blev globalt cyber-mobbet. Men selv om hun var ung, fattig, alene og blev politisk udnyttet, blev hun svigtet af dem, hun troede hun kunne række ud efter – feministerne. Bill Clinton var deres helt, så ham trashede de ikke. I stedet blev hun slutshamed, og hun har senere fortalt, at hun var tæt på at blive ydmyget til døde. LÆS OGSÅ: Til de perfekte piger fra en uperfekt kvinde I dag er Bill Clinton en respektabel foredragsholder og gift med USA’s muligvis næste præsident, mens Monica Lewinsky er single og har svært ved at få karrieren til at køre. Mig bekendt var de lige gode om at have en affære, men hun betalte den højeste pris. Og yes-yes, kvinde er kvinde værst. Man skal ikke stikke meget ud fra mængden, være glad for sex, råbe højt eller fremhæve sig selv, før mors hammer falder. Og det piner mig, at vi virkelig ikke under hinanden ret meget. Her kunne klummen principielt stoppe, men jeg kunne godt tænke mig at tage den et skridt længere. For hvem har egentlig opfundet den myte, at kvinder skulle være specielt solidariske – med hinanden? At vores køn skulle udgøre et særligt bånd eller fællesskab? Vi må jo igen og igen konstatere, at sådan forholder det sig ikke. Mænd virker anderledes frigjort af den slags forestillinger. Jeg har i al fald til gode at se mænd påkalde sig brodersolidaritet. Hvorfor gør kvinder så? Jeg ved det ikke med sikkerhed, men jeg ved, at jeg selv har prøvet at sidde i saksen og blive tilsvinet på nettet. Jeg har også taget mig selv i at tænke, at kvinder da godt kunne være lidt sødere. Men det er hyklerisk af mig. For jeg er ikke selv solidarisk med kvinder, bare fordi de er kvinder. Jeg er heller ikke usolidarisk med mænd, fordi de er mænd. Og jeg mener ikke, at der findes et særligt sted i Helvede til kvinder, der ikke hjælper hinanden, men til alle idioter m/k. Jeg holder med den lille, der trynes af de store eller de mange – uanset køn. I mine øjne må Nikita Klæstrup tage den kjole på, hun har lyst til, og jeg beundrer Monica Lewinsky for at have overlevet en tsunami af forargelse. Hun gjorde jo bare det, vi alle havde lyst til, nemlig at knalde Clinton. Begge sager handler om misundelse og viser, at søstersolidaritet er en myte. I al fald indtil vi får gjort op med vores smålighed og begynder at unde hinanden et frit sexliv og et par virkelig velformede bryster.