Jeg har tidligere skrevet om perfektionisme (Det hårde job som perfektionist - læs den her). Jeg fortsætter med emnet i denne uge, fordi jeg er stødt på det igen. Godt nok i en helt anden sammenhæng, men med så alvorlige konsekvenser, at det fangede min opmærksomhed. For én ting er at være hygge-perfektionist, som jeg sådan lidt nonchalant betragter mig selv. En helt anden ting er at være så hardcore perfektionist, at du gør andre mennesker syge med din perfektionisme. Den perfektionisme, jeg er stødt på, handler om det, man fra politisk side har valgt at kalde fremdriftsreformen. Den går i al sin enkelthed ud på, at der i uddannelseslivet konstant skal være fremdrift. De unge skal fra A til B til C uden pauser og slinger i valsen. Så hvis man dumper til en eksamen, eller man har brug for et sabbatår på grund af psykologisk sårbarhed eller andet af den kaliber, så kan konsekvenserne være store.
Som de fleste ved, har jeg fire styk unge i uddannelse, hvorfor den her samfundsmæssige perfektionisme interesserer mig dybt. Antallet af studerende med psykiske problemer på de videregående uddannelser er skudt voldsomt i vejret de seneste år. Fra 2007 til 2011 er antallet af studerende med behov for ekstra hjælp på grund af psykisk lidelse og udviklingsforstyrrelse steget med 315 procent. Den udvikling skyldes ifølge Søren Langager, lektor med speciale i udsatte unge på Aarhus Universitet, blandt andet, at der er kommet et øget pres på forventningerne til de studerende.
LÆS OGSÅ: Psykolog: Jagten på ferfektion gør os kede af det Krav om høje karakterer, normeret studietid og mindre SU får de unge til at føle sig så pressede, at flere og flere klapper sammen under vægten. På Studenterrådgivningen oplever de, at dem, der henvender sig i dag, er meget belastede af angst, depression og præstationsangst. Søren Langager sætter ord på den forandring, der er sket. Og den handler om, at vi har mistet retten til at fejle eller pladsen til at gøre om. Systemlogikken i uddannelserne er, at fejldispositioner er spildtid. Fejl er uønskede. Om det så er en dårlig præstation, studieskift, en svær tid eller ting, der ikke lykkes, så bliver det betragtet som en personlig fejl. Og fejl straffes. Det er værd at bemærke, at det her IKKE drejer sig om unge mennesker med diagnoser, men derimod helt almindelige velbegavede, søde unge mennesker, der bare får det rigtig svært, når de ikke må begå fejl. Kan man stadig være i tvivl om, hvad det gør ved menneskers psyke, hvis man ikke må begå fejl? Kærlig hilsenRenée
