Spaghetti med broccoli, æg og spinat
Foto: Line Falck
Spaghetti med broccoli, æg og spinat til 4 personer (30 min)
I mange år har toppen af broccolien været den mest populære, men stokken smager mindst lige så godt.
DET SKAL DU BRUGE
500 g broccoli
400 g spaghetti
1 æg
1 fed hvidløg
200 g frisk babyspinat
50 g parmesan
2 spsk. olivenolie
Opskrift - sådan laver du spaghetti med broccoli, æg og spinat
Skyl broccoli, og skær den i lange stykker på langs, så stokken kommer med. Kog spaghetti i letsaltet vand i 10 minutter, til den er al dente. Tilsæt broccoli i de sidste par minutter af kogetiden. Tag 1½ dl af kogevandet fra, og gem det til senere. Hæld vandet fra spaghetti og broccoli. Pisk ægget sammen i en skål. Pil og pres hvidløg, og rør det sammen med ægget. Tilsæt kogevandet, og pisk det godt sammen. Hæld æggeblandingen i gryden sammen med spaghetti og broccoli, og vend det godt rundt. Skyl babyspinat, og vend den i spaghettien sammen med friskrevet parmesan. Servér straks dryppet med olivenolie.
UGENS ANDRE OPSKRIFTER
Fredag: Mørbradmedaljoner og panzanellasalat med hvide bønner - Få opskriften her