Sundhed
23. juni 2015Kom i gang med yoga
Er du stadig lidt usikker på, hvad fidusen ved yoga egentlig skulle være, eller er det bare blevet ved nysgerrighed? Så er det måske nu, det skal prøves. For der er masser af fordele og dejlig ro at hente i yogaen. Vi hjælper dig i gang.
Af: redaktionen
Foto: Pantherstock
Yoga er en over 5.000 år gammel motionsform for både krop og sind, hvor det først og fremmest handler om at være til stede i nuet. Det er en hel livsfilosofi, og det kan måske virke afskrækkende, men der er intet at frygte. Dybest set handler yogaen om at tage hånd om hele dig – et sundt sind i et sundt legeme, som man siger. Og det er lettere at gå til, end man skulle tro. En god start Du kan sagtens lave yoga hjemme på stuegulvet, og det kan også være en fin måde at snuse lidt til det eller vedligeholde en rutine på. Men vil du være sikker på et godt udbytte, er decideret undervisning den sikre vej. Find et yogastudie, hvor du godt kan lide stemningen, eller tag prøvetimer flere forskellige steder. Ingen yogalærere er ens, og den helt rigtige kan gøre hele forskellen for dit forhold til yoga. Det får du ud af det Yoga er en af de få motionsformer, der både fokuserer på kroppen og sindet – og samspillet imellem dem. De grundlæggende aspekter i yogaen er harmoni, balance og en moderat tilgang til alt i livet. De fleste, der bliver bidt af yoga, bliver det, fordi de oplever, at det virker afstressende og vitaliserende på både krop og sjæl. De positive bivirkninger kan desuden være rank holdning, flad mave, bedre fordøjelse, hormonbalance, blodcirkulation og ro i hovedet. LÆS OGSÅ: Yoga: Ayurveda, namasté eller chakra? Det betyder ordene
Vælg din yogaform
Nogle yoga-stilarter er oldgamle – andre udviklet i de senere årtier. Disse tager højde for vores moderne livsstil med vores øgede viden om, hvad der træner krop og hjerne bedst. Samtidig matcher de vores moderne krav om høj fedtforbrænding, sved på panden, højere energiniveau og mental ro. Perfekt begynder-yoga Hatha-yoga er den mest udbredte yogaform. Hatha betyder styrke på sanskrit og er de oprindelige fysiske stillinger og åndedrætsøvelser – som regel udført i et relativt roligt tempo. En kombination af både kraftfulde øvelser og genopbyggende, mere meditative øvelser, hvor åndedrættet er omdrejningspunkt. Typisk laver man én stilling ad gangen og bruger tid på at mærke strækket både undervejs og efterfølgende. Hatha er for alle – uanset fysisk form og alder. Den er god at starte med, hvis du har småskavanker, eller hvis du føler dig stresset og har brug for at komme lidt ned i gear. Den udfordrende Ashtanga hører til de hårdeste og mest dynamiske yogatyper. Den består af seks sekvenser med stigende sværhedsgrad, og hvor stillingerne glider over i hinanden uden pause. Det er primært den første serie, der undervises i. Ashtanga kræver en god grundform og er for dig, der kan lide at blive udfordret på styrke, udholdenhed og disciplin og kan lide den meditative del, der ligger i at gentage samme sekvens hver gang. Bevægelser i flow Vinyasa er en overordnet betegnelse for yoga i bevægelse. Stillingerne udføres i et flow, der kan variere i tempo og sværhedsgrad. Der er ikke nogen fast sekvens – hver time er forskellig. Ofte indgår der Solhilsner, som foregår i flydende bevægelser, holder kroppen varm og guider kroppen videre ud i mange stående stillinger. Vinyasa er for dig, der kan lide at få sved på panden, og for den lidt mere øvede yogi. Har du skader eller skavanker, anbefales det at starte på Hatha-yoga i stedet. God mod stress Yin-yoga er en rolig og meditativ yogaform med fokus på dybe stræk, der varer fra tre til 10 minutter og smidiggør bindevævet i hele kroppen. Yin-yoga kan, i lighed med akupunktur, være med til at nære og frigive energi i kroppen og løsne op for blokeringer og spændinger på et dybere plan. Er god til dig, som er stresset, føler sig energiforladt og/eller nedtrykt eller har brug for en seriøs udstrækning. LÆS OGSÅ: Yoga for begyndere Sved på panden Hot-yoga dyrkes i opvarmede lokaler – 37 grader i gennemsnit. Det betyder, at kroppen hurtigt varmes op, og du sveder ekstra meget. Der undervises både i faste serier og andre gange mere Vinyasa-agtigt. Er godt for dig, som er vild med at svede og vil forbrænde kalorier. Hvis du har hypermobile tendenser eller knæproblemer, er Hatha-yoga bedre for dig. Husk generelt efter yoga at drikke rigeligt med vand – og især ved hot-yoga er væskebalancen vigtig, fordi du sveder så meget.Tøj og udstyr
- Bløde bukser som for eksempel leggings
- En top – gerne tætsiddende, så alt bliver, hvor det skal
- En flaske vand
- Yogamåtte – langt de fleste yogastudier har dog måtter til alle
- Evt. et håndklæde – især til de mere sveddryppende yogaformer
- En sweatshirt til at tage på, når I afspænder
Kom med til kæmpe yogafest!
VIBORG 25. juni * AARHUS 16. juni * KØBENHAVN 3. juli
Du får:
- 1 times yoga, hvor alle kan være med
- En sjov oplevelse med en masse andre kvinder
- En yogamåtte fra Purelime (værdi 200 kr.)
- Goodiebag fyldt med blade og lækkerier fra vores sponsorer (værdi 400 kr.)
- Shopping, smagsprøver og gratis vareprøver