Renée: Hvorfor diskuterer vi stadig kvinders ret til abort?

Avisen ligger klar, denne morgen Kristeligt Dagblad. På forsiden har de en overskrift, der lyder: Abort-kulturen er under forandring. Jeg har alle dage syntes, at det dér med, hvorvidt kvinder skal have lov til suverænt at bestemme over egen krop eller ej, var en fuldstændig skør diskussion, og jeg har ALDRIG forstået, hvorfor vi bliver ved med at diskutere netop det? Men det skal vi åbenbart, for artiklen fortæller om, hvordan den retorik, vi havde i 70’erne om kvinders ret til at bestemme over egen krop, uden hensyntagen til eventuelle fostre, er forstummet. Abort er blevet en privat sag, som de fleste vælger at holde for sig selv. Det skyldes, ifølge artiklen, at etikken har generobret pladsen som omdrejningspunkt i abortdebatten. Det betyder med andre ord, at man mener, der er et dilemma mellem kvinders ret og fostres ret. Altså at et foster kan ses som noget, der er adskilt fra kvinden, og som derfor har en ret i sig selv – f.eks. til at blive boende i mors mave og give hende kvalme i ni måneder, selv om hun har andre planer! LÆS OGSÅ: 40 år med fri abort - Da sexlivet blev ændret for evigt Ord som slimklat og celleklump er blevet afløst af foster og menneskebarn, og det er blevet mere almindeligt at se på abort som en handling, der afbryder liv, frem for at være et valg, der sikrer kvinders rettigheder! Netop etikken og forandringen i den måde, vi taler om abort på, gør det pludselig langt sværere for kvinder at tale om det. Fy, skam dig, det må du ikke, kan man næsten høre nogle mene et sted derude i det indremissionske og meget mørke Jylland. Om der i virkeligheden er nogen, der kunne finde på at sige sådan, aner jeg ikke, min fantasi løb såmænd bare af med mig. Det faktum, at vi kvinder stadig skal forholde os til, hvorvidt vi må bestemme over vores egen krop, kan gøre mig rasende. Loven siger, at det må vi, og gudskelov for det. Abortkritikere mener, det er fuldstændig på sin plads, at vi nuancerer debatten med det etiske dilemma, og så er det, jeg tænker: Hvorfor render der nogle rundt derude og har en mening om min krop? I mine øjne har ingen andre end jeg ret til at bestemme over min krop, og hvis jeg bliver gravid, er det op til mig og ingen anden at bestemme, om jeg vil have et barn eller ej. At nogle har en mening om min krop og finder på at kalde det et menneskeliv for at give mig dårlig samvittighed, gør mig så hidsig, at jeg får lyst til at slå dem. Dét kunne jeg selvfølgelig ikke finde på, jeg er et ordentligt menneske. Det eneste, jeg ville sige til enhver, der dristede sig til at have en mening om min krop, er: FIS UD AF MIN BUTIK! NU ... Kærlig hilsen Renée