Renée: Det er hyklerisk, hvis vi presser de unge

Forleden læste jeg en kronik om det at være ung og i tvivl og vælge om og om igen. I kronikken stod, at de unge i dag blev mødt af meget alvorlige voksne, der har som primærbeskæftigelse at fremmane skræmmebilleder på alt det, der kan ske, hvis de unge ikke retter ind, makker ret og tager sig sammen. Skræmmebillederne er mange, men de går i al dens gru ud på, at de unge ender i arbejdsløshed og får et dårligt liv i fattigdom, hvis ikke de går den lige vej, som hedder at stå klar som cirka 25-årige til at blive skatteydere – og så ellers berede sig på at arbejde, til de bliver 75. Kronikøren skrev, at det værste ved alle disse mennesker på vores alder, der konstant presser de unge, er, at de fleste af dem selv har haft en ungdom med lange sabbatforløb og, for manges vedkommende, lange uafsluttede uddannelser. Hun fandt det derfor aldeles hyklerisk, at det er den godnatsang, vi selv vælger at synge for vores børn. Jeg kan kun give hende ret! LÆS OGSÅ: Vi presser de unge piger for hårdt Selv begyndte jeg i gymnasiet, da jeg var 17, og troede på det tidspunkt, at jeg skulle være sygeplejerske ligesom min faster og min mor. Men ups, så skete der noget, og jeg droppede ud efter første år for at rejse ud i verden og prøve lykken. Jeg havde på det tidspunkt et flot gennemsnit på 5,7, så måske var det i grunden meget fornuftigt at udsætte projektet. Jeg var helt åbenlyst ikke særlig interesseret i skole på det tidspunkt i mit liv. Det blev jeg senere, hvor det dog tog mig ni år at blive psykolog, og hvor jeg, da jeg endelig stod med min kandidatgrad, valgte noget helt andet. Nå ja, og så fik jeg jo lige fire lækre børn undervejs. Og det er såmænd det, der var hele pointen. Et liv er ikke altid en lineær størrelse, hvor vi som 18-årige ved, hvad vi har lyst til resten af livet, og ved, hvor vores evner ligger. Et liv er noget, der kan løbe af med dig – heldigvis. Det er en organisk størrelse, hvor vi prøver og afprøver hypoteser og indskydelser, hvor vi fumler og famler, og ja, nogle gange i blinde. Det er derfor også et sted, hvor vi kan træffe beslutninger, der ikke holder, hvor vi kan fejle, blive tilgivet og prøve igen. Hvem er det lige, der har prøvet, at det ikke var sådan, og derfor finder på, at unge mennesker skal straffes og skoses, mens de gør deres erfaringer og træffer de forkerte eller de rigtige beslutninger? Jeg kender ingen, der ikke har begået fejl i deres liv, og som jeg skrev på min Facebook-side, så burde vi sende fremdriftsreformen på dødsgangen – for den er en skamplet på al dannelse! Kærlig hilsen Renée