Stil
27. august 2015

FEMINAs modestylist: ”Jeg har selv dårlige tøjdage”

Birgit Axelsen har været stylist i 25 år, og lavet både modereportager og forsidebilleder til FEMINA. Og så har mange hundrede kvinder været igennem i hendes kyndige hænder for at få peppet deres stil op til ”Stilboost”-siderne i FEMINA. Her fortæller hun, hvad jobbet som stylist har lært hende om kvinder og stil, og så kan du møde hende til september til eventet FEMINA Dagen - Boost din stil
Af: Charlotte Hallbæck
kropstyper, kropsform

Foto: Jakob Kirk

Jeg begyndte at lave ”Ny kvinde”, som ”Stilboost” hed på det tidspunkt, for 25 år siden. Jeg arbejdede som model ved siden af min uddannelse, og ret tit for FEMINAs mode- og håndarbejdsredaktører (sådan nogle havde vi nemlig også dengang, red.) Man skulle selv medbringe sko og accessories på modeljobbene, og den daværende moderedaktør kunne godt lide min stil, så hun foreslog, at jeg skulle lave den ugentlige makeover til bladet. Det har jeg så gjort lige siden – samtidig med modeserier, forsider, modeguides og mange andre ting.

Vil du med til "FEMINA Dagen - Boost din stil" og blive inspireret og forkælet? Så kan du tilmelde dig lige her

Jeg har selv dårlige tøjdage, hvor jeg ikke føler mig godt tilpas – selvfølgelig har jeg det. Når jeg har sådan en ”offday”, eksperimenterer jeg IKKE med min stil, men vælger noget, der fungerer. En hvid T-shirt, en skindnederdel, sneakers, en sort taske og et ”hyggeligt” cashmere-tørklæde. Det ved jeg nemlig, virker. Men jeg går generelt meget i det samme tøj, meget ensfarvet og så varierer jeg med sneakers og forskellige striber, og så kan det ikke gå helt galt.

I mange år troede jeg, at jeg brugte str. 38-39 i sko. Men faktisk er jeg nærmere en str. 40, så jeg har haft ømme tæer i ret så mange år! I det hele taget laver jeg ikke så mange fejlkøb mere, og dem jeg laver, forærer jeg væk MEGET hurtigt. Og så køber jeg mange basis-ting nu, og så er det sværere at lave deciderede fejlkøb.

Der er ikke noget, jeg ikke synes, kvinder kan tage på. Men jeg har det svært, hvis kvinder viser for meget ben og går i for stramt tøj. Det klæder de færreste.

ALLE kvinder har deres fortrin. Men hvad det er, kommer helt an på den enkelte kvinde. Jeg synes, det er rigtig ærgerligt, at mange af os kvinder aldrig rigtig er tilfredse med os selv.

Jeg ville ønske, alle kvinder vidste, at det ikke nødvendigvis gælder om at følge moden slavisk. I stedet skal man hellere fokusere på at klæde sig så figuren bliver så harmonisk som muligt. Tøjstilen og personligheden skal supplere hinanden.

Alle kvinder bør have en lækker hvid skjorte i skabet. Og et par sorte bukser, der følger trenden. Med vidde, stumpede, baggy eller hvad der nu er et hit lige nu. En bluse med et print eller striber. En skindjakke eller en klassisk blazer. En nederdel i den rigtige længde og det rigtige snit til kropsformen – i skind, ruskind eller jersey. En lækker strikbluse eller cardigan i en juvelfarve eller en nude farve. Et par pumps, et par sneakers og et par støvler. Og endelig en lækker taske og tørklæde. Så er basis i orden.

Mit bedste køb nogensinde er helt klart et stribet Isabel Marant-tørklæde i cashmere. Jeg har brugt det uafbrudt i to år nu, og det er lige før, det er blevet min signatur. Jeg har bare noget med striber.

Deltager du i "FEMINA Dagen - Boost din stil"? Så kan du her læse om dem du kan møde på dagen, og hvad du kan opleve.

Jeg ville have meget svært ved at undvære mine sneakers. Jeg elsker, at de er så behagelige og samtidig top trendy.

Mode behøver ikke være så kompliceret. Man må gerne gøre det nemt for sig selv. Selv går jeg oftest i neutrale farver som hvid, sort, meleret grå, bordeaux, pudder og cremefarver – og så selvfølgelig mine uundværlige striber.

Jeg har haft mange hundrede kvinder igennem ”Stilboost” i løbet af årene. Dem, jeg nok husker allerbedst, er de kvinder, der er mødt op med forskellige fysiske handikap. De har altid påvirket mig meget. Deres åbenhed, gnist og positive indstilling – og deres mod til at gøre noget for sig selv. Det er altså fantastisk.

https://imgix.femina.dk/birger_bs_dsf8575_copy.jpg

Du kan møde Birgit på FEMINA-dagen - boost din stil den 23. september i Aalborg og 1. oktober i Køge, hvor hun giver tips og tricks til god stil. Læs mere om arrangementet her - og tilmeld dig eventet

https://imgix.femina.dk/call_to_action/fe_abo_web_8nr_1138x370_0.png

Læs også