Leonora Christina Skov klæder sig i luksus hver dag
Foto: Camilla Stephan
1. Hvad er det sundeste, du har gjort i dag?
Jeg har netop cyklet syv kilometer gennem byen og tilbage igen for at indlevere en visumansøgning på Den Indiske Ambassade. Der ligger en Emmerys i stueetagen af min ejendom. Tæller det, at jeg ikke købte en kanelsnegl på vej op?
2. Hvad er hverdagsluksus for dig?
Min kæreste og jeg arbejder hjemmefra, og det fungerer kun, hvis der ikke går joggingtøj i den. Så jeg tager lækkert tøj, makeup og parfume på, selv om jeg ikke skal ud. Det føles ret luksusagtigt. Mit arbejdsværelse er også lidt af en luksus: Stort, højloftet, med masser af bøger og en fantastisk udsigt. Endelig har jeg en svaghed for netshopping, og mit seneste stykke hverdagsluksus er en whiskyfarvet Chloé Edith-taske. Og så er det vel også lidt af en hverdagsluksus, at jeg er bortrejst halvdelen af året.
3. Hvad er sunde tanker for dig?
At tænke gode ting om mig selv: At jeg er værd at elske, at jeg ikke er alene i verden, at det nok skal gå med mine bøger, og at "alle andre" ikke klarer deres liv utrolig meget bedre end mig. Jeg har også en tendens til at synes, at jeg burde have arbejdet mere, uanset hvor meget jeg har arbejdet - så den sunde tanke er, at jeg har arbejdet nok og kan holde fri med god samvittighed.