Ulrich Thomsen: Jeg vænner mig aldrig til sexscenerne
foto: Jonas Vandall
52-årige Ulrich Thomsen er efterhånden en garvet skuespiller, der både har været med i danske og udenlandske produktioner. I øjeblikket filmer han fjerde sæson af den amerikanske hitserie Banshee i Pittsburgh i USA.
Men selvom han har prøvet det mange gange, kommer han aldrig til at vænne sig til at spille sexscenerne i film.
- Det fortsætter med at være ubehageligt. Altså, hvis man ligger dér stort set nøgen, og hvis man bliver filmet forfra, har man sådan en skridtpose på. Det er nærmest værre end at være nøgen. Det kan helt sikkert heller ikke være rart for kvinden, som har en fremmed mand liggende oven på sig, men hvis man ikke tør gå helhjertet ned ad den vej, så fungerer det ikke, forklarer Ulrich Thomsen i et interview med FEMINA.
Læs, hvordan I kan blive ved med at have god sex.
Blufærdigheden fylder meget
Nøgen eller ej - at gøre sig fri af sin blufærdighed i roller kan kræve en del mod, men for Ulrich Thomsen spiller blufærdigheden også en rolle, når han møder journalister. Han har sagt ja til at mødes med journalister, fordi han lige nu er aktuel med filmen Sommeren ’92 – ellers havde han nok sagt nej.
- Der er mange ting, jeg ikke gider at dele med offentligheden. Spørgsmålet er, hvor meget man skal give af sig selv. Det er svært at undgå, at folk får en holdning til én. Som du kan høre, fylder min blufærdighed en del, siger den erfarne skuespiller.
Derfor har han måske netop også svært ved at vænne sig til – trods en lang karriere – at det ofte er ham, der er stjernen, og at den status får indflydelse på den måde, hans omgivelser behandler ham på.
- Mennesker ændrer sig, når de er i selskab med kendte mennesker. Det skal jeg stadig vænne mig til. Når vi er på optagelse herovre, er der folk ansat til at spørge, om jeg vil have kaffe. Og det er selvfølgelig meget mere effektivt på en optagelse, frem for at jeg skal rejse mig selv og være høflig. Men jeg kan sagtens se mig selv udefra sidde dér på min flade røv, og så bliver alting serveret. Det bryder jeg mig ikke om. Det er dybt ubehageligt, siger Ulrich Thomsen.
Pernille Rosenkrantz-Theil var helt udbrændt og gik ned med stress – læs hendes historie her.
Mange er arbejdsløse
Selvom Ulrich Thomsen er nået langt i sin karriere, er livet som skuespiller mere slid end glamour – i hvert fald i de tidlige år af karrieren.
- Det er et svært fag at overleve i. Halvdelen af skuespillerne er arbejdsløse, og der er få, der lever rigtig godt af det. Så hvis man gerne vil tjene penge, er det måske bedre at blive advokat, siger Ulrich Thomsen, der indrømmer, at det er gået godt for ham.
- Jeg har klaret mig godt, så et eller andet må jeg have gjort rigtigt. For at lykkes må jeg give mit eget bud på den historie, der skal fortælles, slår han fast.
Boost din stil og deltag i FEMINAs store forkælelsesdag – læs her, hvordan du kan komme med.