Renée: Intet er så hyggeligt som associationer

DEN ÅRLIGE FAMILIELEJR Vi sidder omkring lejrbålet på vores årlige familielejr. Ilden brænder, stjernerne blinker på nattehimlen, og snakken går. Jeg sidder med en whisky og fortæller om en film, jeg arbejder på. Den handler om en indisk familie, som bor i Blågårdsgade. ”Ved du, at Dronningen af Blågårdsgade har boet i din skurvogn?” spørger min far. Jeg ryster på hovedet, og så går han ellers i gang, den gamle. Det viser sig, at den skurvogn, min familie og jeg har boet i hver eneste sommer de sidste 16 år, har en helt særlig historie. SLUT MED TELT Jeg købte den af min far efter den værste sommernat i mands minde. Jeg var højgravid og kunne føde any minute. Den ældste tissede i soveposen, og den næstældstes luftmadras punkterede. Jeg vågnede med en dynejakke over mig på en flad luftmadras i det fugtigste telt ever og havde en klar fornemmelse af, at hvis jeg gik i fødsel nu, ville jeg nok ikke engang have kræfter til at få knægten ud. Jeg besluttede, at det var slut med fire små børn i et vådt telt og indgik forhandlinger med den gamle ræv om at købe hans elskede skurvogn. LÆS OGSÅ: Renées klumme i sidste uge: Paprika Steen all the way FEST I SKURVOGNEN At den havde huset en dronning, anede jeg ikke. I virkeligheden hed hun Addi, var vistnok bums eller hjemløs og boede hos min far en sommer. Hun var noget af en mundfuld. F.eks. havde Hanstholm Kommune besluttet ikke at udbetale bistandshjælp, men det ville Dronningen ikke finde sig i. Så hun tog op på socialkontoret og slog sig ned, indtil hun fik sine penge. Da målet var nået, kom hun hjem med en ”bombe” – en flaske sprut. Min far smiler og husker: ”Og så kom Svend Sidevind og Gave-Allan, og ja, så kiggede Tonny nok også forbi – og så var der ellers fest i skurvognen. Vi spillede pirat-whist, og vand-hugaen gik rundt. Jeg sad på mixerpulten, og så var der bankdirektørfruen, som også tit kom på besøg, men det vidste hendes mand selvfølgelig ikke ...”. Mens minderne strømmer gennem min far, får jeg lyst til at holde mine børn for ørerne. Men da jeg lægger mig under dynen i vores skurvogn, kan jeg alligevel ikke lade være med at fnise lidt ved tanken om alle de historier, den vogn har været vidne til. Livet er en forunderlig størrelse, og med den slags associationer kan man da ikke andet end elske det. Kærlig hilsen Renée SKRIV TIL RENÉE Renée Toft Simonsen giver hver uge gode råd og kærlige indspark til læserne. Du kan spørge om alt, hvad der hører kvindelivet til. Skriv til FEMINA, Havneholmen 33, 1561 Kbh. V, og mærk kuverten ”Renées sider”. Eller send en e-mail til renee@femina.dk Redaktionen forbeholder sig ret til at forkorte brevene, og kun spørgsmål, der bringes i bladet, kan forvente svar.