Kimberley Motley forsvarer de afghanske kvinder: Kvindernes sager er de sværeste

Den amerikanske forsvarsadvokat Kimberley Motley er hovedpersonen i dokumentaren ”Motley’s Law”. Vi fik en Skype-snak med hende om at måtte undvære sin familie hovedparten af året, forsvare sit valg som mor og erkende, at der er grænser for, hvor meget hun kan hjælpe.

Af: Ida Kønigsfeldt

foto: Helle Moos / PR fra filmen

- Pengene var den primære motivation. Jeg er mor til tre, og det job, jeg blev tilbudt, kunne give mig det firedobbelte af, hvad jeg tjente. Jeg havde studielån, og jeg ville så sandelig ikke forblive i gæld, fortæller Kimberley Motley.

Efter det første år i Kabul valgte Kimberley at åbne sin egen forsvarspraksis. Hun var optaget af det afghanske retssystem og havde set, at mange kvinder og udlændinge sad fængslet på grundlag, der med vestlige øjne virkede fuldstændig groteske.

Som den eneste kvinde og vesterlænding hidtil fik Kimberley lov at procedere i de afghanske retssale. En af de klienter, hun har forsvaret, er den afghanske kvinde Gulnaz, der som 16-årig blev voldtaget af sin kusines mand, blev gravid og idømt 12 års fængsel for utroskab. Gulnaz fødte en datter i fængslet og sad inde i to år, indtil hun på Kimberleys foranledning blev benådet af præsidenten.

Se billeder fra gallapremieren på Motley's Law her

– Jeg vil gerne indrømme, at kvindernes sager begynder at blive sværere for mig personligt at håndtere. Det, der frustrerer mig særligt ved de sager, er, at jeg godt ved, hvordan jeg skal vinde dem i retten – alle sager, jeg har haft, har jeg vundet – men det dræber mig at vinde en sag for en kvinde og vide, at hun går direkte tilbage til den samme situation.

Efter sin løsladelse var Gulnaz tvunget til at gifte sig med sin voldtægtsmand for at redde sin datters fremtid. Som voldtægtsoffer og mor til et uægte barn ville de ellers blive udstødt af lokalsamfundet. I dag bor Gulnaz derfor med sin voldtægtsmand, som hun siden har fået yderligere to børn med.

– Jeg prøver at snakke med kvinderne om, hvad deres plan er, når de kommer ud. Men mit job er ikke at sige til dem, at det er en dårlig idé at tage hjem til deres mænd. Jeg siger det til nogle af dem, men jeg skal ikke presse min mening ned over dem. De har ret til at sige: ”Du skal få mig ud herfra, og når jeg kommer ud, vil jeg prøve at finde ud af det med min mand”. Dét dræber mig. Men jeg må bare sluge det. Enten repræsenterer jeg dem som deres advokat, eller også gør jeg ikke. Jeg har affundet mig med, at jeg er deres advokat, ikke deres livscoach. Men det frustrerer mig.

Forlod mand og børn

Kimberleys beslutning om at tage til Afghanistan – og blive der – har sin pris. Hun har både mand og tre børn hjemme i USA, som hun kun ser to-tre måneder om året. Da hun første gang tog af sted, var børnene henholdsvis to, syv og 11 år.

– Det var meget trist. Det er jo aldrig nemt at sige farvel. Punktum. Lige meget hvor mange gange jeg har rejst. Det er altid – og stadig – meget svært. Det var trist, for jeg vidste ikke, om det var den rigtige beslutning. Du ved ... som mor. Du kommer ikke til at være der rent fysisk for dine børn. Men det er, hvad det er.

– At være væk fra min familie har været en stor udfordring. Jeg elsker mine børn, så jeg ville elske at være der hos dem, og jeg ville ønske, Afghanistan bare lå tre timer fra mit hus. Det ville være fedt, men sådan er det ikke. Det er en kamp.

”Det er, hvad det er”; ”det er, hvad det er”. En sætning, Kimberley flere gange i løbet af interviewet vender tilbage til. Det lader til, at hun i høj grad har affundet sig med tingenes tilstand. Måske skyldes det til dels den sløje Skype-forbindelse, vi taler over (Kimberley er i Kabul, da vi taler med hende), måske vil hun ikke dele for meget af sig selv, men det er svært rigtig at mærke afsavnet i hendes stemme. Hun er afklaret.

– Jeg har nogle fantastiske og glade børn, som er meget stærke og har vænnet sig til det. Selvfølgelig ville de ønske, jeg var mere hjemme, men de forstår, at det er mit job. Jeg snakker med dem hver dag, og selv om jeg ikke fysisk er der, opdrager jeg dem stadig. Jeg gør det bare på en anden måde. Og deres far gør et fantastisk arbejde med dem.

Må forsvare sit valg

Selv om det lader til, at både Kimberley og hendes nærmeste har affundet sig med situationen, må hun til stadighed forsvare den over for sine omgivelser. For hvordan kan man – som MOR – tillade sig at være væk så mange måneder om året? I filmen ser man bl.a. Kimberley rase over en kommentar fra en lærer, der mener, at datterens flip i skolen må skyldes morens fravær.

– Det er sjovt, for jeg hører aldrig mænd blive stillet det samme spørgsmål. Af en eller anden grund vælger folk kun at spørge kvinder om det, og det er meget skuffende, for det går begge veje. Som jeg sagde til mine børns lærere: Snakker I også sådan til militærfædrene? Det gør de ikke. Men jeg bekymrer mig ikke om, hvad andre mennesker synes. Det er jeg ovre.