Derfor skal du kigge i toilettet, inden du skyller ud
foto: Pantherstock
Når du vågner om morgenen og drikker din første tår vand, er din krop klar til at skille sig af med det, den nu engang skal skille sig af med. Væsken virker som en naturlig kickstarter, da den starter en bølgeformet bevægelse i hele mavetarmsystemet.
– Problemet er bare, at mange, især yngre kvinder, frygter lugten eller lyden og modarbejder processen ved at knibe sammen. Men dermed bliver afføringen siddende i kroppen, så de næste gang skal kæmpe for at komme ud med det, hvilket bl.a. kan medføre oppustethed, forstoppelse, hæmorider, og det kan være energidrænende, siger specialsygeplejerske SD og brevkasseredaktør Gerd Johnsen fra Maveguiden.dk.
Sunde patienter med maveproblemer
Tommelfingerreglen er enkel (om end tabubelagt): Du skal kunne komme af med din afføring, uden at du behøver at presse, og så spiller udseendet også en rolle – selv i denne kontekst …
– Er det små hårde knolde eller flydende ligesom ymer, så skal du kigge på din livsstil. Stress, mangel på motion og forkert kost kan aflæses på formen og konsistensen. Jeg har mange patienter, der tror, de spiser sundt, fordi de lever ensidigt af ”stenalderkost”, f.eks. rå grøntsager og kerner, men det kan skabe problemer, eksempelvis i form af en hyperaktiv tarm og svært ildelugtende prutter eller måske kun 30 sekunder til at nå på toilettet, før det vælter ud, slutter hun.
Sund mave – sådan!
• Drik rigeligt med vand – du giver dig selv en indvendig tarmskylning
• Undgå for meget alkohol eller kaffe, det kan irritere maven
• Sørg for en stressfri hverdag med livslyst, kærlighed og glæde
• Nyd mad baseret på gode råvarer (så er mormormad ikke usundt)
• Spis melbaseret, fiberrigt, da kerner ryger ufordøjede gennem systemet