Tine Bendixen: Ingen kan spå om fremtiden

Min kollega var til clairvoyant for et godt stykke tid siden. Hun fik at vide, at hun skulle spise noget mere og sørge for at spise langsomt, og så kom den lidt aparte besked: ”Husker du at gå ud at tisse, når du skal tisse? Du skal tisse, når du skal tisse!”. De livsvigtige informationer plus en ekstra håndfuld sætninger af samme kaliber kostede 1.500 kr. Vi, der sidder ved siden af hende til daglig, kunne ret beset have sagt det samme helt gratis: Du er lige blevet skilt, du er forståeligt nok lidt fragile og sitrende, og det er nok en god idé at spise lidt mere, for du er blevet en pind med pagehår i toppen (49 kilo, av!). Og så kunne hun have brugt de 1.500 kr. på at forkæle sig selv med noget mere nærende end clairvoyante luftfrikadeller ... Hun ved det godt, og hun har lige grinende fortalt om tisse-ordren, og hun HAR givet mig lov til at skrive det her, og nu ligner hun heldigvis skønne sig selv igen – ny kærlighed er en god ting. (Og det kunne jeg have forudsagt helt uden at være clairvoyant ...). Jeg tog en tur på nettet og opdagede, hvor stor og alsidig clairvoyance-branchen er herhjemme. Dyreclairvoyance? Findes også ... Afdødeclairvoyance? Naturligvis. Kunne man muligvis kombinere de to ting, så jeg kunne komme i kontakt med min barndoms yndlingskat? Den var sort og hvid – dem kan der da ikke være mange af i kattehimlen? LÆS OGSÅ: Dorthe Kandi: Er du ligeglad med andres mening? Jeps, du har gættet rigtigt – jeg tror ikke på clairvoyance. Og nu er der sikkert nogle, der bliver sure og har alle mulige gode forklaringer og historier om, hvordan det virkede for dem. Men jeg tror stadig ikke på det. Hvis jeg tror på noget, er det troen på det. Og den kan selvfølgelig i visse situationer flytte bjerge ... Jeg er sikker på, at der findes masser af mennesker med gode intentioner i den spirituelle branche. Jeg er også sikker på, at der er en masse, der bare tjener penge på den. Uanset hvad undrer jeg mig over, at markedet er så stort. Jeg undrer mig over, at så mange mennesker søger svar på store livsudfordringer hos clairvoyante og tarotkortlæggere og så videre. For mig svarer det til at forsøge at behandle en penicillinkrævende mellemørebetændelse med løg-omslag på ørerne (og jo, det findes, og der er nogle, der mener, det virker). Ingen af os går igennem livet uden knubs, livet gør af og til vanvittig ondt. Samtidig lever vi i en tid, hvor det at lykkes som menneske på mange måder er den enkeltes projekt og ansvar. Det skaber grobund for skyld og skam og afmægtighed og en evig søgen efter svar og usund selvopfyldelse af MIG. På mange måder var det altså nemmere på min farmors tid: Det enkelte menneske levede derudad, vejen var måske ikke snorlige, men valgene var mere indlysende, og hvad der så skete undervejs af skidt og kanel, var LIVET. Sådan er det ikke længere. Måske er det derfor, vi af og til søger svar på personlige livsudfordringer uden for os selv. For når man en dag står dér med håret i postkassen og det store ansvar for egen lykke som et nærmest uoverstigeligt bjerg foran sig, så ville det jo være rart, om nogle ANDRE havde svarene. Tænk, hvis der fandtes et quick fix, så man slap for at bestige bjerget selv: Sig noget om mig og til mig, som kan trylle mig videre. Og varm luft i meget store poser kan naturligvis virke momentant lunende, hvis man går rundt og fryser mentalt i sit liv. Jeg tror bare, man kommer længst ved at bestige sine bjerge selv. PS: Det her råd var helt gratis. Har du lyst til at skrive et indlæg om, hvad der optager dig, så send os mellem 300 og 500 ord på redaktionen@femina.dk Læs andres indlæg og få mere info på femina.dk/fraenlæser