Renée: Tid til at sige pyt

Jeg har lige været i skoven med min faste løbemakker, der var mere end almindelig animeret her til morgen, fordi hun havde taget en stor beslutning: I år skal der være en del mere pyt i hendes liv! FLØDESKUMSKAGER, STØVBOLDE OG SØNDAGE PÅ SOFAEN Pyt som i: Skidt med det, det gør ikke noget! Hvis hun ikke møder op til fitnesstimen, fordi hun faktisk ikke orker det, så skal der lyde et overbærende pyt, og der skal da slet ingen løftede pegefingre eller formanende stemmer være, der skal jage hende af sted alligevel. Hun vil også sige pyt til flødeskumskager og pyt til at være løs på tråden. Pyt til støvbolde under sofaen, og pyt til søndage på sofaen. Sidste år havde hendes nytårsforsæt været at træne rigtig meget og spise ultra sundt. Hun havde holdt løftet næsten uden slinger i valsen, men måtte erkende, at hun hverken var blevet lykkeligere, gladere eller en bedre mor af alle sine anstrengelser. Så nu var det tid til at prøve noget andet, og jeg blev ret inspireret. Ikke fordi jeg er modstander af at passe på mig selv, men i min iver for at være god og dygtig kan jeg nemt komme til at overdrive og dermed fordrive glæden fra mit liv. LÆS OGSÅ: Renée: Det hårde job som perfektionist BODEGA-YATZI OG KÆRLIGHED Selv om vi nok alle kender til den indre løftede pegefinger-stemme, så tror jeg, det er vigtigt, den ikke fylder for meget. Noget, jeg kun fik bekræftet, da jeg så et interview med filminstruktøren Woody Allen, der blev spurgt, om hans film hjalp ham med at forstå livets store spørgsmål? Til det smilede han bare sødt og sagde, at han ikke så sine film som andet end distraktioner! Sådan opfattede han egentlig det meste af vores tilværelse, som rene distraktioner, og kunstens opgave er at komme med forslag til, hvorfor livet alligevel er værd at leve. For faktum er, at livet faktisk ikke giver mening. Vi bliver født, og vi dør. Vi lever meningsløse liv i et vilkårligt univers, og efter et par generationer ved ingen, vi har været her, og det er også lige meget! Han grinede lidt efter den svada og sagde, at ingen mennesker selvfølgelig kan holde til at stå op om morgenen og tænke den slags tanker. Derfor har vi alle sammen brug for distraktioner. Det kan være alt, fra sundhedskure til fodboldfanatisme, bodega-yatzi, kærlighed eller fantastiske film. Uanset hvad så giver de hver især mening for den enkelte. Og vi har brug for dem til at holde os beskæftiget og føle et formål, så vi ikke får lyst til at stille træskoene. Hvad disse distraktioner så skal indeholde, er for så vidt ”bare” en smagssag – og så var det, jeg kunne mærke, at jeg med alderen hælder mere og mere til pyt. For pyt er helt enkelt bare en lidt hyggeligere distraktion! Kærlig hilsen Renée Skriv til FEMINA, Havneholmen 33, 1561 Kbh. V, og mærk kuverten ”Renée mener”. Eller send en e-mail til renee@femina.dk. Redaktionen forbeholder sig ret til at forkorte de breve, der bringes i bladet. Alle, der skriver til Renée, får svar, uanset om spørgsmålet bruges i bladet eller ej.