Selvudvikling
14. april 2016Chefredaktøren: Sundhed er et smil på læben
Uanset hvor stærk din krop er, hvor mange maratoner du har fuldført, hvor mange fester du kan holde, og hvor mange ærinder du får løbet, så er dit liv ikke i topform, medmindre du har et smil på læben.
Af: Camilla Kjems
Kender du følelsen af at møde på arbejde mandag morgen – og bare være dødtræt! ? Ikke fordi du ikke glæder dig til en ny uge på jobbet, men ene og alene fordi du har drønet rundt hele weekenden og alligevel ikke har nået det, du allermest ønskede: At slappe af. Personligt kender jeg det kun alt for godt. Så godt, at jeg faktisk for nogle år siden lavede en regel, der hed, at mindst én af weekenddagene skal være helt uden planer. Og at hver anden weekend – helst – også skal være fri for store arrangementer og forpligtelser. Ellers kan jeg simpelthen ikke holde til det. Jeg går ganske enkelt hen og bliver dårlig af træthed og bliver en usædvanlig sur mor. Jeg er heldigt disponeret her, fordi jeg hverken er perfektionist eller går særlig meget op i, at mit hjem ser perfekt ud, samtidig med at jeg også er det vildeste hyggemonster og elsker alenetid i sofaen med bøger og blade. Så at sige PYT! til nullermændene og melde afbud til et middagsselskab falder mig nemt, men for mange af mine veninder er det rigtigt svært. Og jeg ser trætheden og udmattelsen i deres øjne (og i mine egne øjne, når jeg i perioder ikke får sagt fra). De fleste af os har stort fokus på arbejdspres og stress på jobbet, men når det gælder vores privatliv og fritid står det for mange anderledes til. Dér fiser vi rundt for at nå det hele, gøre alle glade og træne os i topform. Problemet er, at uanset hvor stærk din krop er, hvor mange maratoner du har fuldført, hvor mange fester du kan holde, og hvor mange ærinder du får løbet, så er dit liv ikke i topform, medmindre du har et smil på læben. Velkommen til et FEMINA med fokus på afslapning, den nye sunde (og sjove) livsstil og evnen til at sige pyt! FÅ ET SMUGKIG I UGENS FEMINA HERUNDER