Renée: Sorgen skal da ikke være usynlig

Sorgen skal da ikke være usynlig

I denne her uge har jeg modtaget et brev fra en kvinde i sorg. Hun har mistet sin søns far, og selv om de blev skilt tilbage i tiden et sted, så var han stadig hendes allerbedste ven. Vi har skrevet lidt sammen, hvor hun også har fortalt om andre, hun har mistet i sit liv, og hvor meget sorgen har fyldt. TRØST HJÆLPER Og korrespondancen har faktisk været en gave for mig. For det fik mig til at tænke over det at sørge, og hvordan vi gør det. Og så fik det mig til at indse, at mine ord gjorde en forskel – også selv om jeg jo ikke gjorde andet end at trøste og aldrig kunne bringe hendes sorg til ende eller hendes eksmand tilbage. Men trøst hjælper. Dét at dele sorgen med en anden, blive set i sin sorg, lyttet til. Dét, at den ikke bliver set som noget væmmeligt, der forstyrrer idyllen og kun må optage et bestemt tidsrum, er en lille lindring i sig selv. For når vi sørger, kan vi have brug for at græde i månedsvis. Og selv om vi inderst inde véd, smerten aldrig vil gå helt væk, så er det alligevel vigtigt at give plads til tårerne. Sorgen er nemlig et eksistentielt livsvilkår, som vi bliver nødt til åbent at kunne vise frem. Sådan at vi véd, den findes, og kan få hjælp til at bære den. LÆS OGSÅ: Jo, hjertesorg KAN faktisk gøre dig syg TILBAGE TIL SØRGEBIND Jeg læste i en artikel i Kristeligt Dagblad, at sorg har trange kår i vores land. Faktisk i hele den vestlige kultur, hvor det at være en succes indebærer at være lykkelig og putte smukke og smilende billeder på de sociale medier. I sådan en kontekst kan det være svært overhovedet at få sagt, at man er i sorg, hvilket gør, at følelsen måske bliver spærret inde i kroppen et sted? Men ingen vil jo gå igennem livet uden at miste et andet menneske. En far, en mor, en ægtefælle, et barn, en nær veninde. I Danmark dør cirka 55.000 mennesker om året, og hvis hver person har ca. fire nære pårørende, vil det betyde, at 220.000 rammes af sorg hvert år. Når man tænker på, at alle disse mennesker kunne have brug for et trøstende ord eller et lindrende kram, så ville det måske være en god idé at genindføre det, der i gamle dage hed sørgebind. Det mente forfatteren til artiklen i al fald, og jeg synes faktisk ikke, det er nogen dårlig idé. De mennesker, der var i sorg, ville få en måde at vise den på, og samtidig ville de mennesker, der kom i kontakt med en sørgende, få mulighed for at opføre sig ekstra kærligt og omsorgsfuldt – om ikke andet så hensynsfuldt – i en livssituation, hvor alting kan føles tungt, uoverskueligt og uendelig sårbart? Én ting er sikkert: Selv om sorgen kan være en meget svær og individuel størrelse, så ville det at acceptere og ikke mindst anerkende den i al fald være en rigtig god begyndelse. Kærlig hilsen Renée Skriv til FEMINA, Havneholmen 33, 1561 Kbh. V, og mærk kuverten ”Renée mener”. Eller send en e-mail til renee@femina.dk. Redaktionen forbeholder sig ret til at forkorte de breve, der bringes i bladet. Alle, der skriver til Renée, får svar, uanset om spørgsmålet bruges i bladet eller ej.