Julia Lahme: Husk nu at passe på dig selv

"Husk nu at passe på dig selv"

Sådan lyder en af de hilsener, jeg ofte får. Og sikkert også nok giver.

Det er et af de mantraer, vi gentager over for hinanden som noget godt, som noget positivt. En kærlig påmindelse om, at man ikke skal glemme sig selv i hverdagen, i ræset og i måden at tænke sig selv i verden på. Vi løber hurtigt, alle sammen. Det er de færreste af os, der føler, at vi rent faktisk har tid nok, penge nok, ro nok, muligheder nok, og i vores konstante jagt på at få nok af det hele bliver vi sådan nogle, der glemmer at passe på os selv. Tænker vi. Men hvordan gør man helt konkret? Det dér med at passe på sig selv? Vi gør, hvad vi kan, og vi gør alt det, vi skal for at få hjulene til at dreje og hverdagen til at spille. Problemet med at passe på sig selv er også, at det for det meste går ud over andre. Som i: Jeg skal passe på mig selv, derfor kan jeg ikke nå at blive færdig med min del af projektet til den aftalte tid ... Det betyder så, at éns kollega, éns mand eller éns veninde så ingen mulighed overhovedet har for at passe på sig selv, fordi de så skal klare alt det, man selv lader være med at ordne, fordi man jo har hænderne fulde med sig selv.

Hvor kommer den egoisme fra? For det er jo en af de ting, der går mere i nedadgående spiral, end godt er? At passe på sig selv ender i ansvarsforflygtigelse og enerverende snæversyn med et par skyklapper, som gør, at kvinden, som passer på sig selv, ikke kan se andet end sit eget ansigt i spejlet.

Jeg tror ikke på det. Jeg tror til gengæld, det er ved at være på tide, vi gør op med selv-coachingens nemmeste point. Jeg tror ikke, vi skal passe på os selv; jeg tror, vi skal lade os selv være lidt. Hive fingeren ud af navlen, holde op med at føle os selv mere, end vi føler verden, og flytte vores perspektiv.

LÆS OGSÅ: Emilia van Hauen: En slags kærlighed er ikke finere end andre

Vi skal passe på andre. Vi skal passe på hinanden. Vi skal passe på alt det, der er fælles, og som ikke handler om os selv. Forleden aften sad jeg som moderator på en samtale om skilsmisse og tabt kærlighed. Præst, og FEMINAs klummeskribent, Anna Mejlhede var en af deltagerne, og jeg spurgte hende, hvordan man holder fast i kærligheden. Anna svarede: ”Ved altid, hele tiden, hver dag, i stort og i småt at sætte den andens behov og muligheder foran sine egne. Og ved at begge parter gør det.”

Så nej. Man holder ikke på noget ved at holde fast i sig selv; heller ikke ved at passe på sig selv. Jeg tror heller ikke, at det at passe på sig selv holder andet fra døren end fællesskabet. For fællesskab, kærlighed, omsorg, liv, lyst og kærlighed handler aldrig om os selv, men om, hvordan vi er sammen med andre.

Så næste gang nogen siger til mig, at jeg skal huske at passe på mig selv, vil jeg spørge, om ikke de kunne tænke sig at passe lidt på mig i stedet? Måske tilbyde hjælp eller en pose frikadeller, så jeg kan arbejde en halv time mere end ellers og blive færdig med det, der stresser mig. I stedet for selv at komme med halvdumme, velmenende råd til andre vil jeg spørge, om jeg skal passe på dem? Hjælpe med noget, gøre noget og ikke være SÅ snæversynet, at jeg tror, jeg hjælper med tomme, uengagerede floskler, der i virkeligheden bare har til formål at fjerne ansvaret for andres liv fra mig og lægge det tilbage på dem, der måske lige nu ikke har mulighed for at tage mere ansvar, end de allerede har.

For vi har et ansvar. For hinanden. Mere end vi har for os selv. Hvis jeg har lært én ting, så er det, at livet skal bruges, rub og stub. Det skal ikke gemmes, til det hele bliver endnu værre – og sjovt nok kan alt deles i to, så man kan deles om det. Alt undtagen snæversynet selvoptagethed. Det er faktisk det eneste, man kan være sikker på at have helt for sig selv.

Har du lyst til at skrive et indlæg om, hvad der optager dig, så send os mellem 300 og 500 ord på redaktionen@femina.dk

Læs andres indlæg og få mere info på femina.dk