Håndtryk eller highfive? Derfor hilser vi forskelligt

Vi kender sikkert alle til de situationer, hvor en hilsen stik imod de bedste intentioner går hen og bliver akavet. Situationen, hvor du tvinges til på et splitsekund at foretage en vurdering af, hvem der har ”fortjent” et kram, og hvem der må ”nøjes” med et håndtryk. Øjeblikket, hvor du rækker armen frem for at give hånd og forfjamsket ender med højre hånd i maven (eller i værste fald en upassende smule sydligere) på vedkommende, du vil hilse på, fordi han i stedet lægger an til et kram. Tvivlen, når du ankommer til en fest og ikke ved, om du skal gå rundt og hilse pænt på hver og én eller kan slippe af sted med at vinke og råbe noget a la: HEJ alle sammen! Listen over dilemmaer forbundet med noget så dagligdags som at hilse er lang og til tider tåkrummende, for det er ikke altid lige let at gebærde sig i en verden, hvor mulighederne er så mange, at selv ikke måden, vi hilser på, er givet på forhånd.

Vi afkoder hinanden

Helt grundlæggende er en hilsen en anerkendelse af den andens tilstedeværelse. Det er derfor en af de vigtigste og mest fasttømrede dele af vores måde at interagere med hinanden på, og vi har nogle meget specifikke og stærke forventninger til hinanden, når vi sender en hilsen af sted, fortæller Lone Laursen, der har en ph.d. i personlig kommunikation og ejer firmaet LL Kommunikation. At hilse er en måde at vise, man er ufarlig på. Når andre ikke gengælder vores hilsen, betragter vi dem derfor som fjendtligsindede.

– Det ligger så dybt i os, at en hilsen betyder venlighed og samhørighed, så det er en måde at afkode andre mennesker på. Man finder ud af, hvem der er venligsindet, og hvem der ikke er.

Læs også: Derfor er det sundt at kramme

– Hvis vi hilser på nogen og ikke får en hilsen igen, så gentager vi den lige i første omgang. Men i anden omgang, hvis der stadig ikke kommer svar, bliver vi skidesure og tillægger den anden dårlige motiver. Det kan godt være, vedkommende slet ikke har hørt det, men hammeren falder allerede efter anden gang. Derfor er måden, vi får hilst på, ifølge Lone Laursen ekstremt vigtig. I virkeligheden tænker vi dog ikke ret meget over det – vi gør det bare. Det er først i de tilfælde, det ikke fungerer, vi begynder at tænke over det.

Situationen er afgørende

Det næsten altafgørende for valget af hilseform er ifølge Lone Laursen den sociale situation, vi befinder os i. Vi hilser altså på forskellige måder, alt efter om vi mødes i arbejdssammenhæng, til forældremøde eller begravelse.

– Står jeg på fodboldbanen, og et af mine børn spiller, vil jeg typisk vælge et nik eller et vink til de andre forældre, også selv om de står tæt på. Hvis jeg kom hjem til dem, ville jeg nok vælge en krammer. I en jobsituation vil du næsten aldrig se en krammer. Så er det kun, fordi de kender hinanden privat eller ikke har set hinanden i lang tid – ellers vil du tit holde den på håndtryk, siger Lone Laursen. Derudover spiller også vores viden om de mennesker, vi hilser på, en rolle, der gør, at vi har nogle forventninger til situationen, og hvordan folk vil agere i den. Når en hilsen går galt og bliver akavet, handler det om, at man har forskellige forestillinger, forklarer Lone Laursen.

Læs også: 3 floskler, du skal passe på med at sige til et menneske i livskrise

Typisk skyldes de kulturforskelle, man ikke er bevidst om. De kan hænge sammen med store geografiske afstande, som f.eks. når vi hilser på en franskmand og bliver befippede over kindkyssene. Kulturforskelle kan også findes meget lokalt, f.eks. i forskellige ungdomsmiljøer i samme by.

– Det er nogle ritualiserede ting, som støder mod hinanden, fordi vi bare er så vant til at gøre noget andet. Vi er lidt smånaive på den måde, for vi tænker ikke over, at andre ikke nødvendigvis gør det på samme måde, siger Lone Laursen.

Vi krammer mere, end vi vil

En stor undersøgelse af menneskers forhold til kropskontakt, foretaget sidste år ved universiteterne i Oxford i England og Aalto i Finland, har vist, at de fleste af os har modstand på at røre ved fremmede – men gør det alligevel. Faktisk krammer vi mere, end vi har lyst til. Det går hurtigt, fra håndtryk ved første møde til kram, næste gang man mødes (eller måske allerede når man siger farvel). Også på TV er det efterhånden blevet mere og mere almindeligt at se både toppolitikere og prominente erhvervsfolk kramme hinanden. Den udvikling kan Lone Laursen godt nikke genkendende til, og hun er ikke udelt begejstret.

– Jeg synes selv, det er grænseoverskridende. Jeg vil ikke krammes af alle og enhver. Jeg kan godt lide at kramme venner og familie, men ikke nogen, jeg har mødt én gang. Jeg vil f.eks. ikke kramme mine børns klasselærer. Men jeg har været ude for, når vi har mødtes under andre omstændigheder, og efter at vi har haft en mailudveksling, at hun har lagt op til en krammer, hvilket jeg egentlig har syntes var lidt mærkeligt – men så har jeg krammet igen. Dér kan man sige, krammet har taget frygtelig meget overhånd.

Sådan hilser du i udlandet

USA og England

I USA og England er det almindeligt at hilse med et: How are you?. Men det skal ikke forveksles med egentlig interesse for éns velbefindende. Du skal derfor ikke begynde på en længere smøre om, hvordan du har det, men i stedet betragte det som et hej og gengælde.

Sydeuropa

Her kindkysser man ofte hinanden, når man hilser. I Italien er tommelfingerreglen to kindkys, hvor man starter med højre kind. I Frankrig varierer antallet fra ét til fem, alt efter hvor i landet man befinder sig, og hvor nære man er. En tommelfingerregel skulle dog være at holde sig til ét eller to. I Paris er det almindeligt at begynde med højre kind. Og husk, at man ikke kysser hinanden rigtigt på kinden – man lægger kind mod kind og kysser ud i luften.

Rusland

Også her kindkysser man, som regel tre gange.

Japan

Her er det almindeligt at bukke, smile og nikke dybt, når man introduceres til fremmede.

Grønland

Den traditionelle hilsen hos inuitterne er, at den ene person trykker sin næse og overlæbe mod den andens hud og trækker vejret.

New Zealand

Den traditionelle maori-hilsen indebærer, at man gnider næser, når man mødes.

Mellemøsten

Nogle muslimske mænd giver ikke hånd til kvinder.