Nougat-fragilité med flormelisdrys og ribs
Tid: 40 minutter. Bagetid, bunde: 15 minutter. Hviletid på køl: Mindst 3-4 timer. 9-12 stykker
DET SKAL DU BRUGE TIL NOUGAT-FRAGILITÉ MED FLORMELISDRYS OG RIBS FRAGILITÉBUNDE 75 g hasselnødder 75 g mandler 150 g flormelis + 50 g flormelis 2 spsk. kartoffelmel 3 æggehvider
NOUGATCREME 2½ dl mælk 2 spsk. sukker skal af 1 usprøjtet appelsin 3 æggeblommer 2 spsk. majsstivelse (Maizena) 150 g nougat 4 dl piskefløde
PYNT flormelis 200 g ribs
PRØV OGSÅ: Fragilité med hvid chokolade Opskrift - sådan laver du nougat-fragilité med flormelisdrys og ribs
1. Fragilitébunde: Tænd ovnen på 175°. Blend hasselnødder og mandler helt fint sammen med 150 g flormelis og kartoffelmel, brug en blender/foodprocessor. Pisk æggehviderne let skummende med en elpisker, tilsæt 50 g flormelis, og pisk hviderne helt stive. Vend nødde/mandelmelet forsigtigt sammen med hviderne til en luftig marengsdej. Klip 4 stykker bage-papir på 20 x 25 cm, og læg dem på en bageplade. Smør dejen tyndt ud på papiret, og sigt lidt flormelis over. Bag fragilitébundene i ovnen i ca. 15 minutter, til de er gyldne. Lad dem køle af på papiret. 2. Nougatcreme: Pisk mælk, sukker, fintrevet appelsinskal, æggeblommer og majsstivelse sammen i en lille gryde, og bring det i kog under piskning. Kog cremen godt igennem. Skær nougat i små tern, og pisk dem i cremen, til de smelter. Lad cremen køle af til håndtemperatur, rør i den af og til. Pisk fløden til blødt skum, og vend det hurtigt i den afkølede creme. 3. Læg et nyt stykke bagepapir på et skærebræt, og vend forsigtigt en afkølet fragilité-bund om på skærebrættet, så oversiden vender nedad. Træk bagepapiret af, og fordel ¹/³ af nougatcremen oven på bunden. 4. Læg den næste fragilitébund oven på cremen, og træk papiret af. Gentag, så du får en kage med 4 bunde og 3 lag creme. 5. Bemærk! Den sidste fragilitébund skal have oversiden opad, så kagen får en flot top: Vend bunden ud på et af de brugte stykker bagepapir, og træk det bagepapir af, som bunden er bagt på. Herefter kan du forsigtigt vende bunden over på sidste lag nougatcreme, så oversiden vender opad. Lad kagen stå på skærebrættet i køleskabet i 3-4 timer, før du skærer den i pæne stykker med en brødkniv. Skær uden at trykke for meget, og tør kniven af med en ren, opvredet klud mellem hver skæring. Sigt flormelis over kagerne, og pynt med ribs.
PRØV OGSÅ: Pavlova med marcipan og sommerbær