Kamilla Vesterbæk: "At miste et barn er det værste, der kan overgå forældre"

”Heeej ... så kunne vi ikke sove mere?”. Kamilla Arve Vesterbæk har lige hentet sin datter Karla ind fra middagsluren i barnevognen omme i gården.

– Jeg tænkte på det, da jeg tog hende op. Når man får et lille barn i armene, ved man på en eller anden måde helt instinktivt, hvad man skal gøre. Men når man ligger dér med sit lille døde barn, er alt bare med omvendt fortegn.

- Ja, vi snakker om din storebror, siger Kamilla på babysprog til Karla, mens hun leger med hende på sofaen.

”Du gav os en dag, som varer i al evighed”, står der på forsiden af den bog, Kamilla har lagt frem på spisebordet. Det er Alberts bog, som rummer billeder fra hans korte liv. Forventningens glæde er ikke til at tage fejl af på bogens første side. En positiv graviditetstest. Kamilla, der stråler med stor mave på – ”naivt gravid”, som hun siger.

– Det var en fantastisk dejlig tid, fuld af forventninger. Mange af vores nære venner var gravide, så der var meget snak om, at vi skulle være på barsel sammen. Vi glædede os bare helt vildt og havde ikke nogen som helst erfaring med, at noget kunne gå galt.

2007

Graviditeten går, som den skal. Maven vokser, og hele hjemmet er både fysisk og følelsesmæssigt klar til det lille barn, der skal komme. Førstegangsfødende som hun er, er Kamilla lidt usikker på det hele, men føder på bare tre timer en fin og velskabt dreng.

– Han kom op til mig med det samme og var bare umådeligt sød og kær og duftede af baby og af livet. Det var et fantastisk stort øjeblik. At kunne kigge på hinanden og sige: ”Det er lille Albert, der ligger her”. Det var bare ... skønt. Det er et øjeblik, som berører mig helt vildt, når jeg tænker tilbage på det. Han fik sit navn, mens han lå dér, og en masse kys. Og så havde jeg faktisk en instinktiv følelse af, at jeg ikke syntes, han trak vejret helt, som han skulle.

Som en løve i et bur

Jordemoderen affærdiger Kamillas bekymring. Det har været en hurtig fødsel, og han er en stor dreng på 3.500 gram, så han er nok bare lidt forpustet.

– Jeg ved ikke, hvor lang tid der gik, måske en time. Vi nåede at få ringet til vores forældre og fortalt, at han var kommet. Alt det, man jo har glædet sig til og hørt éns veninder gøre. At vide, at de der gamle mennesker nu var på vej, det var stort.

På et tidspunkt beder jordemoderen assistenten på stuen trykke Albert under fødderne. Hun synes, han ”knirker” lidt. Det eneste, Kamilla registrerer, er, at hans måde at trække vejret på ikke ændres. Snart kommer en børnelæge, som for en sikkerheds skyld tager Albert med på børneafdelingen.

– Jeg måtte så spørge: ”Hvad betyder det at knirke?” Lægen sagde, at børn, der er født hurtigt, godt bare kan have brug for lidt varme og ro, og det ville hun prøve at give ham. Så jeg var faktisk forholdsvis rolig, da de gik med ham.

Herefter følger knap syv timer, hvor Kamilla og Allan venter, desperate for at få lov at se deres lille dreng.

– De timer var de aller-aller-længste i mit liv. Jeg var som en løve i et bur. Når man har født, er man fyldt med hormoner, der pumper rundt i kroppen. Man er som et dyr, der vil passe på sin unge og forsvare den for enhver pris. Alting emmede af, at han skulle være der, og så var han der ikke. Det er stadig sorgfyldt for mig at tænke på, at jeg ikke var hos ham. Da Albert forlod fødestuen, var han vågen, og syv timer senere var han blevet så syg, at han havde brug for en respirator.

Senere får Kamilla og Allan at vide, at Albert er overflyttet til intensivafdelingen. En læge anbefaler, at de får ham døbt.

– Min mand spurgte, om han var så syg, at han kunne dø af det, og jeg kiggede på Allan og tænkte: ”Hvad er det, du spørger om ..?!” Sindet kunne bare ikke følge med. Men lægen sagde, at ja – risikoen var der.

Læs også: Renée: Sorgen skal da ikke være usynlig

Kæmper imod kæmper

Kamilla tigger og beder om lov til at se sin søn, men lægen forklarer, at der er nogle ”sterile procedurer”, som ikke gør det muligt. Kort efter bryder Kamilla sammen. Nu MÅ hun over og se sin søn. En af jordemødrene tager ansvaret og giver lov.

– Det, jeg bedst kan huske, er larmen, de røde, blinkende lamper og hans lille krop midt i det hele. Jeg talte, at der var 11 mennesker omkring ham, og de havde alle sammen sindssygt travlt.

En læge fortæller, at Albert formentlig er smittet med en bakterie, som mange kvinder har i fødselskanalen. Kamilla registrerer, at lægen har sved på overlæben, mens hun forklarer, at Albert kan overleve uden men, hvis de kommer foran i behandlingen, men at han lige nu ”kæmper imod”.

– Vi havde milliarder af spørgsmål, og hun havde ikke meget tid. Jeg tror ikke, jeg endnu havde tænkt, at han kunne dø. Jeg tænkte: ”Åh, hvor skal jeg være nænsom ved ham, når han kommer fri af alle de her slanger, hvor må han være øm mange steder”.

Der bliver en rolig stund, hvor Albert bliver døbt, men hans tilstand svinger hele tiden. Håb og rædsel afløser konstant hinanden.

– Vi bad og heppede og gav ham en milliard gode grunde til at blive hos os. De stunder ind imellem, hvor der var roligt, var det fantastisk at kunne sidde med ham og ae, kysse og synge for ham. Det var dejligt, at vi trods alt var til stede for ham, selv om vi kom sent derover.

Kapløb med tiden

Hen under aften forstår Kamilla, at det er Alberts kredsløb, den er gal med. Lægerne skal bruge en hjerte-lunge-maskine fra Rigshospitalet, men den er optaget, så de må bestille en fra Sverige, som skal flyves dertil. Dér får Kamilla den første fornemmelse af, at de er ude i et kapløb med tiden.

– Kort før midnat kan jeg se, at Albert begynder at få væskeophobninger i kroppen og en usund kulør. Jeg spørger lægen, hvornår maskinen forventes at være fremme, og mens vi står dér, kommer sygeplejersken ind og siger, at nu er de landet. Jeg tænker, at nu er der ikke langt, nu skal de bare herind. Og så siger lægen til mig: ”Kamilla, det er i Aalborg, de er landet ...”. Og dér vidste jeg, at så kunne de ikke nå det.

Anmodningen om at lande i lufthavnen i Tirstrup var blevet afslået. Der var ”lukket for i dag”. Kamilla tager en dyb indånding.

– Lægen prøvede at stabilisere ham, men vi kunne selv følge med på skærmen og se, at hans iltning af blodet blev dårligere og dårligere. Jeg tror, det var mig, der kiggede på Allan på et tidspunkt og sagde: ”Han skal ikke mere”. Og det var han helt enig i. Og så blev han befriet fra respiratoren og kom over til mig og døde. I mine arme.

– Det var en følelse, jeg slet ikke kan beskrive. Det var dejligt at få ham i armene og kunne give ham den ro og nærhed, at han kunne ligge ved mit hjerte, dér, hvor han var blevet til. Samtidig var det den største smerte, der nogensinde er overgået mig.

Læs også: Hospitalspræsten: En livskrise gør dig ikke altid stærkere

Kastet ud over afgrunden

Kamilla og Allan fik en uges tid på hospitalet med Albert. Det var naturligt for dem at være sammen med ham, selv om han var død.

– På den uge, vi havde med ham, fik vi gjort alt det, vi gerne ville gøre for ham et helt liv. Vi prøvede i hvert fald. Der var så mange ting, vi skulle fortælle ham. Så mange sange, der skulle synges. Vi ville bare gerne gøre det hele så godt, fordi det ligesom var det, han kunne få med på vejen.

– Jeg kunne ikke overskue mere end 10 minutter frem i tiden, og vi var afhængige af, at der kom nogen og gav os mad. Vi var fuldstændig bag nedrullede gardiner, tyngede af sorg og kastet ud over afgrunden som mennesker, kærester og forældre.

– Alting var, som om vi var i den forkerte virkelighed. Vi skulle have været i BabySam og hente barnevognen, men var hos en bedemand og vælge en barnekiste. Vi snakkede om blomster til kirken, men skulle have købt blomster til en barnedåb. Alt det, man ikke véd, man glæder sig til, men bare tager som selvfølgeligheder, når man bliver mor og far, skulle gøres om – alle tanker skulle tænkes om.

Hjemløs kærlighed

Hjemme igen får Kamilla og Allan en daglig rutine: Står op, tager hinanden i hånden og går op til kirkegården, drikker kaffe på caféen på vejen, spiser lidt, hvis de gider, og er så ellers ved Alberts gravsted i lang tid, før de går hjem igen.

– Det var en følelse af at kunne være hos ham. Hvor skulle vi ellers være? Når folk spurgte mig efter nogle måneder: ”Jamen, kommer du stadigvæk ved graven hver dag?”, lå der sådan en undertone af, at vi måske hurtigere kom videre, hvis vi kom der sjældnere. Men jeg tænkte på ingen måde, at der var noget mærkeligt i det. Det at kunne gå op til ham – passe hans have, pusle, snakke med ham, skrive breve til ham, har været mindst lige så vigtigt som den sorggruppe og psykolog, jeg har gået hos. Jeg skulle have trillet rundt med barnevognen og ordnet og puslet om ham, men det kunne jeg ikke. Der var en kærlighed, som var hjemløs. Mine arme var så tomme. På graven kunne jeg ordne lidt.

Den erfaring er drivkraften bag Mind My Angel – en hjemmeside og webshop, som Kamilla og veninden Rebekka Biegel, som hun har mødt i sorggruppen, har startet op sammen. Den henvender sig til familier og pårørende i sorg, og i webshoppen kan man bl.a. købe mindelys, forskellige figurer til kirkegården eller hjemmet og mindeæsker.

– Det allervigtigste er, at man har mennesker omkring sig. At nogen rækker ud, bliver ved og tør være i den virkelighed, der gør så forbandet ondt, uden hele tiden at prøve at sætte plaster på – for der er ikke noget plaster, der er stort nok. Når det er sagt, tror jeg, de fysiske symboler og ritualer kan være med til at skabe kontakt og være en måde at sige rigtig meget på uden at sige så mange ord. Ord kan være svære at sige, og nogle gange er de måske heller ikke det vigtigste. Det er nærværet. At nogen tør sidde og græde sammen med én, tænde et lys eller lægge et lille hjerte.

Læs også: Derfor skal du dele din sorg med andre

Mor igen

– At miste et barn er det værste, der kan overgå forældre. Så der går lang tid, inden man har fundet derhen, hvor glæden igen fylder, og man tror på, at der også er levende børn til os.

Siden Alberts død er Kamilla og Allan blevet forældre til tre sunde og raske børn: Anton, Viggo og Karla.

– Det mest helende har været at få et levende barn i mine arme, det er der ingen tvivl om. På ingen måde forstået sådan, at Albert kunne erstattes, da Anton kom, og heller ikke da Viggo eller Karla kom, så forunderligt er livet jo. Der er en kærlighed, der hører til det menneske, vi har mistet.

– Mange har spurgt mig, om jeg har ledt efter meningen med Alberts liv. Det har jeg aldrig gjort, for der er ingen mening med, at små børn skal dø. Men hans liv har haft en betydning for Allan og mig, vores familie og venner. Den betydning handler meget om at have mod til at mødes i de livsvilkår, som rammer os. Vi lever i en kultur, som er fattig på ritualer, hvor døden stadig er omgivet af tabu, og hvor vi er vant til hurtigt at kunne fikse tingene. Det kan man bare ikke med sorg.

– Det er altafgørende, at nogen kan holde ud at være hos os midt i den grundlæggende alenehed. At man får lov at have det, som man nu engang har det. Jeg lever ikke et liv i sorgen over Alberts død længere. Det er heldigvis glæde og taknemmelighed, der fylder i mit liv nu. Men sorgen er med mig. Altid. Vi behøver ikke at være bange for at snakke med hinanden om det eller vise, at vi ved det. Jeg tror, det er på den måde, vi heler: ved at der åbent er plads til både glæden og sorgen.

Kamilla Arve Vesterbæk, 41, arbejder med familiebehandling i Aarhus Kommune, og hun har gennem en årrække arbejdet som frivillig i Landsforeningen Spædbarnsdød. Hun er gift med Allan på 12. år. I 2007 fik de Albert, som døde et døgn efter fødslen. Siden er de blevet forældre til Anton, Viggo og Karla. Kamilla har efterfølgende uddannet sig til sorgterapeut.

Mind My Angel er navnet på den webshop, som Kamilla og veninden Rebekka Biegel har startet sammen. Den henvender sig til alle, som har mistet en nærtstående, samt de pårørende. Rebekka og Kamilla har selv erfaret, at det kan være lindrende at udtrykke sin kærlighed og sorg ved at gøre noget konkret i form af symboler og ritualer. I webshoppen kan man bl.a. købe mindelys, kirkegårdspynt, ting til hjemmet og en mindeæske. Rebekka står for den daglige drift og varetager en blog på siden.