6 tips til god løbetræning
Foto: Panthermedia
Når skadesfrekvensen er høj blandt motionister i opstartsfasen, skyldes det, at man ikke i tilstrækkelig grad tager højde for, at hjertefunktionen, muskelkraften og styrken i leddene udvikler sig med meget forskellig hastighed. Det er især det sidste, som tager lang tid. Længere end du tror. Derfor er langsomheden i formopbygningen så vigtig.
Normalt befinder 20 procent af kroppens samlede mængde blod sig i musklerne, 20-25 procent i mave-tarm-regionen, 20 procent i nyrerne, 5 procent i huden og 30 procent i hjernen og i lungerne. I stress-situationer samles hele 80 procent i musklerne og gør klar til "kamp". Det siger sig selv, at en permanent stresstilstand er belastende for helheden, da der ikke er meget blod tilbage til resten af livsfunktionerne. En god løbetur er en god "kamp", og når du kommer hjem, fordeler blodet sig i passende mængder.
Træningsekspert: Derfor skal din krop have pause
Selv om du bliver ivrig og gerne vil komme hurtigt i form, så glem ikke pauserne. Mange ved ikke, at formforbedringen - som i træningsfysiologisk henseende hedder superkompensation - kun sker ved, at kroppen kan nå at hente sig ind. For de fleste motionister vil træning hver anden dag være passende.
6 TIPS TIL GOD LØBETRÆNING
1. Op på trapperne
Trappeløb er alt i én-træning. Lår og lægge, kondition, koordination og balance - hele kroppen kommer på arbejde. Et godt supplement til den sædvanlige løbetur.
2. Af med tøjet
Mange tager for meget tøj på, når de løber om vinteren. Vær klar over, at den mængde tøj, som skal til for at holde dig varm i stillesiddende position ved 20 graders varme, holder dig varm, når du løber ved ÷ 20 grader - så meget varme producerer kroppen under løb! Men husk kuldefaktoren: ÷ 5 grader kan hurtigt blive til ÷ 20, når det blæser friskt til.
3. Meditér
Hvis du bliver grebet af akut træthed eller kedsomhed på en løbetur, så lav følgende meditationsøvelse, mens du løber: Luk øjnene halvt i, og forestil dig en cirkel tegnet med en sort, tyk streg i luften foran dig. Forestil dig, at det sorte siver ind i cirklen og farver den helt sort. Se nu for dig, hvordan farven siver ud af cirklen, men efterlader en lille sort prik inde i midten. Lad øvelsen vare 2-3 minutter, og gentag den et par gange.
4. Let your light shine
Du tror måske, bilisterne ser dig i mørketiden. Det gør de ikke, medmindre du har refleksvest og blinkende lygter på. En lille dinglende refleksbrik er ikke nok!
5. Spar penge
Dyre sportsdrikke er spild af penge. 1 liter vand, 60 g sukker og en smule salt er nok og næsten gratis.
6. Tøm flasken
Vær opmærksom på, at væskemangel kan være et lige så stort problem i kulde som i varme. På grund af fordampningen mister kroppen en hel del væske. Desuden reduceres tørstfornemmelsen kraftigt i kulde.
De 10 bedste grunde til at træne
Herunder får du 10 tips til en flad mave