Julia Lahme: Ligestilling: Ret eller pligt?

Efterhånden som de såkaldte kønsroller har udvidet, bøjet og forandret sig, er vi blevet rigtig gode til at lade, som om kvinder og mænd har de samme muligheder. Det har vi desværre bare stadig ikke rigtig. Vi har stadig ikke lige løn, vi har heller ikke lige muligheder for barsel, og i rigtig mange professioner er det heller ikke lige velset, at manden tager barnets første sygedag. Rettigheder bliver det store spørgsmål, men for kvindernes vedkommende glider det, der engang var rettigheder, vi kæmpede for, mere og mere over i at være en pligt, vi skal påtage os.

For nylig udtalte advokat Eva Persson for eksempel, at hun var gået på arbejde otte dage efter sin søns fødsel. Hun er selvstændig og driver en virksomhed med en del ansatte. Hun har også en mor, der har været villig til at træde til og på den måde hjulpet Eva med at finde en vej tilbage på arbejde, samtidig med at hun følte og oplevede, hvordan hendes søn trivedes med en kvinde, som også Eva har fuld tillid til. Det kom hun så til at udtale sig om i medierne – og selv om artiklen i Børsen var sober, så var kommentarfeltet det ikke. Man skulle ikke læse mange kommentarer, før det gik op for én, hvordan det frie valg så langtfra eksisterer i et kvindeliv. Mor og barn hører sammen, ja, men på hvilken måde dét skal ske, synes at være afgjort af en folkestemning. Hvis man blot læste kommentarerne, så det ud, som om det ikke var en ret, Eva havde til at holde en bestemt form for barsel – en ret til selv at bestemme, hvordan hun vil være mor – men en pligt. Nærmest en forbandet pligt til at holde barsel i minimum et halvt år efter barnets fødsel.

LÆS OGSÅ: Ligestilling er noget, vi lejer vi har

Men det er her, vi har fået suppen galt i halsen – pligt og ret er på ingen måde det samme. Mulighederne skal være der, og er de der ikke, kan retten hjælpe os til at få dem. At vi har ret til at blive præster, politibetjente eller soldater, er ikke det samme, som at der hviler en pligt på vore skuldre til at ofre år af vores liv på det. At vi har retten på vores side, behøver simpelthen ikke at betyde, at vi også har pligten. Vi har også retten til at blive direktører for multinationale selskaber, men kun få kvinder i Danmark føler decideret en pligt til at gå efter nogen af de jobs. Vi har også ret til at holde jul for og med vores svigerforældre, men faktisk ingen juridisk bindende forpligtelse til at have dem boende i en uge.

Det er, som om skellet i kvindelivet mellem ret og pligt er meget skarpere trukket op – for selv om en mand har ret til 14 dages barsel (alt for lidt efter min mening), så tøver vi med at indføre, at han har pligt til at tage dem. Pligten er flyttet hjem i privaten i et kvindeliv, mens den stadig bor i det offentlige i en mands liv – så når manden føler, han har pligt til at møde op på arbejde, selv om hans tvillinger har fået skoldkopper, så er det faktisk her, vi burde hjælpe ham med at huske, at også han har ret til at blive hjemme. Ligesom det omvendte er tilfældet for kvinder.

Har du lyst til at skrive et indlæg om, hvad der optager dig, så send os mellem 300 og 500 ord på redaktionen@femina.dk

Læs andres indlæg og få mere info på femina.dk