Scott holdt to måneders barsel: ”Jeg undervurderede totalt, hvor stort et arbejde det er”
foto: Cathrine Ermann, Uffe Weng
Han er ikke engang bange for at sige det højt: Det er ”sateme dejligt” at være tilbage på job. Hårdt, når man har en lille fyr på 11 måneder, der endnu ikke er helt med på projekt nattesøvn. Men skønt!
Vi er landet hjemme i stuen hos 31-årige Scott, der bormed sin familie i et rækkehus i Aalborg. Den yngste, der fræser rundt nede på gulvet, er ovre det dér med at ligge på maven, men knæene lystrer heller ikke heeelt endnu, så nu møver han rundt i rummet ved numsens kraft. Blikket lander ret hurtigt på det store sort-hvide portræt bagest i stuen, hvor den ældste søn Obie, våger over sin helt spæde og nyfødte lillebror, og Elena lyser af stolthed, da hun fortæller, at det er Scott, der står bag billedet.
For nylig tog Scott imod en udfordring og byttede jobbet ud med barnevognen i to måneder. Lidt af et særsyn Nordjylland, der er den region i Danmark, hvor fædre holder allermindst barselsorlov.
Elena: – Vi er sådan meget oldschool heroppe, tror jeg. Vi kender nærmest ingen, hvor manden har taget mere end de to første uger. Du havde det virkelig heller ikke godt, da du skulle fortælle det til din chef ...
Scott: – Nej, det havde jeg ikke. Overhovedet ikke. Men lige så meget fordi det er så stor en del af min hverdag og identitet at være på arbejde. Det føltes ligesom at skulle sige op. Men vi frygtede lidt, Elena havde en fødselsdepression, så det var et forsøg på at give hende lidt ro på.
Bajere og babyer
For den lille familie har det dog udelukkende kunnet lade sig gøre, fordi Scott medvirker i Kanal 4’s nye programserie ”Mænd på barsel”, hvor fire nordjyske mænd bliver udfordret i at prøve barselslivet i to måneder. TV-kanalen har betalt et supplement til barselsdagpengene og samlet mændene i en fædregruppe.
Scott: – Det har været lærerigt. Og hårdt! Vores ugentlige gruppe var dog en virkelig god ting. Ellers tror jeg, jeg var faldet helt hen i sofaen.
Elena: – Men ellers er der jo virkelig ingen tilbud til mænd? Man hopper jo ikke bare ind i en mødregruppe: Fire kvinder og én mand ... det sker jo ikke!
Hvorfor er det så svært for mænd at samles om sutteflaskerne?
Scott: – Når mænd er sammen, er der nærmest altid en eller anden form for alkohol. Jeg ved ikke hvorfor. Det var det første, der blev sagt, da vi mødtes os fire: ”Åh ja, så skal vi bare grille og have nogle øl ...”. Men det kan man jo bare ikke, når man har små børn. Lidt af en udfordring, når udgangspunktet mellem mænd normalt er: Hvem tager bajere med!
I programmet har mændene både prøvet vikingeleg og kagebagning. Mens vi snakker, går Scott da også i gang med at brainstorme lidt på mulighederne for at kombinere crossfittræning med baby på maven. Men når vi graver videre i, hvad der egentlig skal til for at lokke mændene i gang, er det alligevel ikke kettlebells, der er mest presserende.
Scott: – Grundlæggende handler det nok meget om en accept fra arbejdspladsen. Det er sindssygt svært at sige: ”Ved I hvad, nu kan I passe jer selv, jeg hopper lige af i en to måneders tid ...”. Det er bestemt ikke egoistisk set fra familiens side, men det er det fra en arbejdsgivers synspunkt. Hvis de signalerede: Her går vi ind for, at mændene også tager deres del af barslen, så ville det blive nemmere at tage de to-tre måneder. For så er der ingen, der tænker: Det er fandeme noget mærkeligt noget at gøre – kan din kone ikke gøre det? Min chef tog det heldigvis helt vildt pænt.
Noget af et wake-up call
Så du snupper en barsel igen, når nummer tre melder sin ankomst?
Scott: – Hmm ... jeg ved det ikke helt. Det gør jeg nok ikke. Jeg følte mig især helt vildt dvask den sidste halvdel af barslen – jeg savnede det sociale og fornemmelsen af at komme igennem dagens tjekliste. Og det er lidt kontrastfyldt, for på den ene side er mine unger det mest dyrebare, jeg har, og jeg elsker dem ubetinget. Men jeg holder faktisk mere fri i mit hoved, når jeg lukker hoveddøren herhjemme og går på arbejde, end når jeg åbner hoveddøren og går herind igen.
Hvorfor?
Scott: – På arbejdet véd jeg, hvad der sker, hvis jeg ikke laver tingene ordentligt eller afleverer dem til tiden. Med børn er det bare så uforudsigeligt ... hvad får jeg hjem fra dagpleje eller børnehave i dag? Er de sure, trætte, glade? Det er sådan en konstant: Hvad dag har vi i dag?
Elena: – Du har vist også altid haft opfattelsen af, at det er lidt piece of cake?
Scott: – Det kommer til at lyde forkert, for man kan aldrig bruge for meget tid på sine børn ... men jeg har nok haft indtryk af, at der er for meget tid, hvor du ikke får lavet noget ... fornuftigt. Det finder man så lige ud af, når man selv går på barsel – tiden er bare ikke til noget som helst! Og når man så endelig har et øjeblik, vil man egentlig bare gerne lige sidde og lave ingenting.
Elena: – Og jeg er overhovedet ikke bedre selv. Lige så snart jeg kom hjem, tog jeg mig selv i at spørge: ”Hallo, hvorfor er skralde- spanden ikke blevet tømt?”. Et af programseriens krav var netop, at Elena skulle slippe tøjlerne og lade sin mand få det primære ansvar for dengang otte måneder gamle Mace.
Og selv om hun fornemmede en begyndende fødselsdepression og havde brug for hjælp, fandt hun det overraskende svært.
Elena: – Jeg havde jo allerede mine rutiner, og pludselig skulle jeg involvere ham i det ... endda lade ham overtage. Mænd gør altså liiige tingene på en lidt anden måde. Men det var rigtig godt, jeg blev tvunget ud ad døren, for når jeg er vendt tilbage, kan jeg jo godt se, at manden sagtens kan finde ud af at pakke den bletaske selv.
Svært at hamle op med brysterne
Uanset hvor meget Elena er lun på uddelegeringen, så indrømmer hun, at hun nok stadig ville have svært ved at dele ”sin barselsperiode” med ham. Men faktisk er den jo ikke udelukkende hendes. Eller kvindens. 32 uger er til deling. Men det føles alligevel lidt sådan for Elena, og statistikkerne tyder da også på, at hun nok ikke er den eneste. Men hvad er der at vinde ved at lade far komme til?
Scott: – På nogle punkter har jeg nok været mere ihærdig. Ikke for at generalisere, men jeg tror ofte, vi mænd sætter tingene mere op i projekter. Og så bliver det et game at få barnet til at gå eller kravle ... ikke noget med, at ”vi prøver bare igen i morgen”. Nej, nu fortsætter vi og bruger nogle timer, til han er kørt helt træt. De sejre, der følger med, når det lykkes, betyder jo SÅ meget.
Til tider har sejrene også været tiltrængte i det nordjyske hjem. For det kan godt være lidt af en mavepuster, når biologien og brysterne gør én til andenprioritet.
Elena: – Da vi fik vores første, var du tit ked af det. Du sad ikke og hylede, men jeg kunne godt se, du indimellem blev rigtig skuffet og rodløs, når du ikke kunne gøre noget. Selv om du havde taget ham op og trøstet, så skulle han lige hen til mig. Og det ville jeg nok også selv finde sådan lidt provokerende. Man er ikke nok.
Scott: – Det første år er nok bare sådan. Uanset hvor meget man prøver, så opnår man aldrig den dér connection, som man kan se, éns kone har med børnene. Vores snak bliver afbrudt af en let lille hulken nede fra gulvet, hvor Mace ihærdigt møver sig hen mod døren: ”Nå-årh, gik mor, lille skat?”. Scott åbner favnen til et kram, og der bliver nusset, kildet og kastet, indtil smilet dukker op igen. Den 11 måneder gamle blenumse virker til at acceptere andenpræmien.
Scott: – Det HAR også været en skøn, lærerig tid, for de første 14 dage gik jo mest med bare at forstå, hvad der egentlig var sket. Men jeg vil helt klart anbefale at tage barsel i den sidste del, lige inden de starter i vuggestue eller dagpleje. For i øjeblikket virker Mace til at have ramt en alder, hvor han giver mere og mere slip på Elena og opdager mig. Det er svært at sige, om det er barsel eller biologi, der kan tage æren, men måske har de to måneder alligevel båret frugt, for han har taget noget med sig, som han hverken fandt på jobbet eller under projekt nu kravler vi.
Scott: – Det bedste øjeblik var faktisk følelsen, da Mace kiggede på mig – og sådan virkelig SÅ mig. Det bliver meget nemt hverdag, når man har ham 24-7. Men så nogle gange dukker de op, de dér øjeblikke, hvor man kan se, at han synes, jeg er lige så meget værd som mor. Det betyder faktisk mere end milepæle af praktisk karakter.