Smokey eyes: Sådan gør du
Udgivet første gang d. 21 december 2017 Foto: Unsplash
Til de mange fester kan makeuppen godt få lidt ekstra gas. Det kan være svært at navigere i, hvordan man lægger den helt perfekte øjenskygge.
Smokey eyes er en nyere fortolkning af øjenskygge, der laves ved at blende øjenskygge sammen, så du får et kraftigt udtryk. Smokey eyes kan laves til det mere almindelige hverdagslook, det rå og det festlige look.
Her får du en trin-for-trin guide til de perfekte smokey eyes.
Sådan laver du smokey eyes
STEP 1 OG 2
STEP 1: Primer
Begynd din øjenmakeup med en primer, så du forhindrer skyggen i at skøjte rundt på øjenlåget. En primer holder både skygge og eyeliner på plads.
Den kan fås i flere versioner, enten gennemsigtig eller med et hint af farve. Påfør den med en lille pensel, og fordel den godt ud på hele øjenlåget med en større og lidt mere luftig pensel.
STEP 2: Eyeliner
Klassiske smoky eyes starter med eyeliner. Påfør lineren helt nede i den øverste vippekant – det behøver ikke at være hverken pænt eller præcist. Det skal blendes ud på hele øjenlåget.
STEP 3 OG 4
STEP 3: Blend din eyeliner
Brug en lidt fast pensel til at trække eyelineren op på øjenlåget, så farven er mest intens i vippekanten og mindst intens oppe ved globelinjen. Prøv dig frem med lidt ad gangen, og påfør mere eyeliner, hvis du synes, den skal være lidt mørkere.
STEP 4: Øjenskygge
Påfør mest skygge helt nede i vippekanten oven på eyelineren, og træk igen øjenskyggen op mod globelinjen, så den er mest intens i vippekanten og mindst intens oppe ved globelinjen.
Kun din fantasi sætter grænser for farvevalget. Alt skal ”samles” under øjet, så læg en smule eyeliner i kanten ved de nederste vipper, så øjet ikke ser bart ud dér.
STEP 5 OG RESULTAT
STEP 5: Mascara
Looket afsluttes med rigeligt mascara. Vær forberedt på, at du lige skal ”rense” huden under øjnene bagefter, fordi de mørke øjenskygger tit drysser lidt. Læg eventuelt øjenmakeuppen først, og lav en smuk hud bagefter, så du slipper for dobbeltarbejde.
Smokey Eyes - Video guide
I videoen nedenfor kan du også se et eksempel på, hvordan du kan lave smokey eyes med enkle og tonede farver.
Videoen er lavet til begyndere, så du skal ikke være bange for at kaste dig ud i en ny øjenmakeup.