Hella Joof om sin barndom: ”Jeg var meget bekymret over kaffepriserne”
foto: Heidi Maxmiling
Det første år …
… af mit liv bor jeg på Mødrehjælpen sammen med min mor. Hun har boet i London og er blevet gravid med en sort jurastuderende fra Gambia. Det er hendes far ikke superbegejstret for. Da jeg er omkring et år, bliver min mor kæreste med sin gamle barndomsven, og vi flytter til Birkerød i en 2½-værelses lejlighed Da jeg er tre år, bliver min lillesøster født. Min biologiske far møder jeg først, da jeg som 15-årig besøger ham i Gambia. Jeg ser ham kun den ene gang, inden han dør i 1996.
Andre mennesker griner af det, jeg siger,
selvom jeg ikke prøver på at være sjov. Da jeg er omkring seks år, er vi til en familiefrokost med brun sovs, udkogte kartofler og mænd i hvide nylonskjorter. De taler om, at jeg er høj af min alder. En mand siger: ”Jamen, Jørgen er jo også høj.” Jeg forstår ikke, hvad han mener: Jørgen er min stedfar, og han har en helt anden hudfarve, så jeg siger: ”Ja. Men hvad hjælper det?” Og alle griner. De synes det er sjovt, at jeg korrekser ham.
Inden jeg skal starte i skole …
… tager min mor mig ned i en tobaksforretning. Ejerens barnebarn er der. Han hedder Troels og har en far, der er fra Benin i Afrika. Min mor fortæller mig, at vi skal starte i samme klasse. Jeg bliver øjeblikkeligt forelsket i Troels og er det i mange år. Troels giver ikke en fuck i, hvad andre synes. Heller ikke da vi blev ældre. Når vi andre går ned i skoven for at lege ”S, P eller K” og ryge, går Troels hjem, fordi han får hovedpine. Han er ikke bare til rådighed. I dag er Troels og jeg stadig bedstevenner.
Min mor er blevet skilt og har fået en ny kæreste, som er gift.
Han kommer kørende i en Ford Mustang og bliver ikke og sover. Jeg er frygtelig jaloux, men kan ikke fortælle hvorfor. Jeg synes, de ord, jeg vil bruge, lyder så barnlige og dumme: ”Jeg er bange for, at du bedre kan lide ham end mig.” Men en dag siger jeg det alligevel. Min mor fortæller, at den måde, man elsker sine børn på, er en helt anden slags kærlighed end den, man har til en mand. Den aften er hun meget sød og omsorgsfuld, og vi må være længe oppe. Ellers er hun altid meget træt og bekymret. Når jeg spørger hende, hvad der er galt, siger hun: ”Ikke noget, skat, jeg er bare træt,” men jeg kan mærke, at det ikke passer. Jeg tror, hun er ked af det.
Jeg er ikke et særlig lykkeligt barn.
Jeg er meget bekymret over økonomi, husleje og kaffepriser. Min mor har ikke særlig mange penge. Og på trods af, at man taler om kaffepriserne, der stiger, laver hun altid en hel kande kaffe til sig selv, selvom hun altid kun drikker halvdelen. Jeg kan ikke forstå, hvorfor hun ikke bare kan nøjes med at lave en halv kande.
Jeg er altid sulten,
man må aldrig få noget at spise efter aftensmaden, så jeg lister ud om natten og tager et stykke rugbrød eller noget ukogt spaghetti, som jeg spiser i sengen. Jeg er også meget kræsen. En dag er jeg på koloni med fritidshjemmet og sidder med en tom tallerken. Da en pædagog er ved at øse op til en anden, lander der ved en fejl en klat havregrød på min. Jeg stirrer rædselsslagen på den. Pædagogen siger, at jeg skal spise den, før jeg får noget andet. Jeg spiser den og kaster bagefter op ud over tallerkenen. Min søster er også kræsen. Og på et tidspunkt får min mor en kæreste, der altid laver mad, vi ikke kan lide, og som vi skal spise op – det skulle vi ellers ikke, når vi var alene med vores mor. Fordi vi ikke kan blive færdige, får vi lov til at tage maden med ind på værelset, så vi kan spise op derinde. Men vi hælder den ud ad vinduet.
Til musikdag på skolen
… optræder alle de andre børn i kor eller grupper for forældrene. Men jeg sidder alene og spiller guitar og synger ”House of the Rising Sun”. Den klapsalve, jeg får bagefter, er så uforbeholden og gør mig ør. Måske er det dér, jeg bliver ramt af giften af gerne at ville have bifald.
Min mor er min største fan.
Hun synes, jeg er sjov, synger godt og er helt fantastisk. Der findes utallige billeder af os, hvor jeg står og skærer ansigter, mens hun kigger imponeret på mig, som om hun tænker: ”Hvad er du for et væsen? Hvor kommer du fra?” Det er en kæmpe gave i mit liv, at hun har det sådan med mig. Og det bliver ved. Da jeg som voksen har premiere på teatret, siger jeg til hende: ”Du kommer ikke med, hvis du rejser dig op og klapper. For hvis der er en, der rejser sig op og klapper, så gør alle andre også, fordi de synes, de skal. Og så gælder det ikke, hvis det var dig, der startede.”
Til spejder er min status højere end i skolen.
Jeg er god til at lave bål, og jeg ved, hvad træerne hedder. Men når vi er på telttur, er jeg altid så bange for at tisse i sengen, at jeg tisser i sengen. Det gør jeg aldrig derhjemme. Men hver gang, jeg bliver bange for at tisse i sengen, tisser jeg i sengen – og det fortsætter, til jeg er 23 år. På teltturen er der ingen af de voksne, der siger noget, de sørger bare for at hænge sengetøjet op. Men jeg skammer mig alligevel helt vildt og tænker, det ville have været rart, hvis de lige havde sagt: ”Det er helt normalt at tisse i sengen.” I det hele taget skammer jeg mig meget: Jeg skammer mig over ikke at have de nye Lee-bukser. Jeg skammer mig over, at det roder hjemme hos os. Jeg skammer mig over, at min mor ikke har noget kørekort, at vores telefon tit er lukket, at vi ikke har noget farvefjernsyn. Jeg skammer mig over alle mulige ting, jeg ikke har nogen indflydelse på. Jeg lever med så meget skam. Som voksen begynder jeg at råbe den ud. Det har en helbredende virkning på skammen at råbe fra hustagene, at man har en hæmoride, og at man skal ud at skide.
Kort om Hella Joof
Født i 1962. Opvokset i Birkerød nord for København med sin mor, der var uddannet korrespondent og arbejdede for Hewlett-Packard, og sin lillesøster. Hellas far kom fra og boede i Gambia. I dag er begge hendes forældre døde. Hella Joof er skuespiller, instruktør og forfatter. Hun skrevet to børnebøger, en ABC for voksne og senest en bog om livets regler ”Papmaché-reglen”. Privat er hun gift med læge Henrik Jepsen, som hun bor med på en gård tæt ved Isefjorden. Hun er mor til datteren Olivia på 28 år.
Læs hele interviewet med Hella Joof i Psykologi nr. 8, der er på gaden indtil 23. januar 2017