Linda P.: "Anders har set alt det grimme også, det er derfor, jeg ved, han elsker mig"

Det er nogle år siden, standup-komikeren og skuespilleren Linda P. tømte den flaske sprut, hun plejede at bælle fra om formiddagen, ud i vasken. Der er heller ikke nogen smøger mere. I dag er hun bare Linda - uden hjælpemidler til at være det.

Hun er netop nu aktuel med showet ”Normal”, hvor hun reflekterer over den udvikling, hun har gennemgået over de sidste fem år, siden hendes far døde af druk, og Linda P. begyndte sin rejse hjem til sig selv.

Du har beskrevet dig selv som et usikkert menneske?

– Ja, og jeg har brugt de sidste fem år på at blive til et sikkert menneske. Men det er jo side ét i psykologibogen: En, der klæder sig ud som dreng og siger ”fjabbe” og ”hva’ så, damer!” ... det er jo ret meget lige til højrebenet af et grundusikkert menneske. Det har taget mig nogle år at slippe af med – af flere årsager.

Læs også: Tv-vært Mikkel Fønsskov: Det bliver meget let bærende for ens identitet, at man er homo

Druk og damer

Egentlig opfatter Linda P. de vilde år med druk og damer som en afstikker. For hun har altid været en hyggenisse, der sad derhjemme med futter på og så Dirch Passer-film, mens de andre var i byen. Hun kunne bare ikke på nogen tænkelig måde tage ind, hvad det dér med hendes far handlede om, og hun havde heller ikke lyst til at snakke om det. Så det blev flasken, hun talte med i stedet.

– Jeg tænkte: Nu har jeg brug for at drikke mig stiv i mange år. Og så mødte jeg tilfældigt nogle lebber i Aalborg, og ...

Linda P. stopper sig selv et øjeblik. Overvejer formuleringen.

– Nu er der sikkert mange, der bliver sure, men det er ikke, fordi jeg ikke tror, at der er noget, der hedder homoseksuel – jeg taler udelukkende for mig selv nu. For mit vedkommende handlede det dér med at klæde sig ud som dreng og være en butch bare om at finde en identitet. Jeg sejlede rundt og havde ikke engang LYST til at finde ud af, hvem jeg var, så jeg tænkte: Oh, det er den nemme. Den tager jeg fra hylde ét. Nu er jeg den kække lebbe – værsgo, Danmark, her er jeg!

Men det var du ikke?

– Nej, det var jeg ikke. Og det at have dyrket i så mange år at være en anden ... og at hele Danmark så ovenikøbet forelsker sig i den person ... så i starten, da jeg skulle lægge den på hylden, brugte jeg rigtig meget tid på at tænke: Åh, hvad nu hvis jeg mister halvdelen af mine fans? Hvad nu hvis det ikke er godt nok, det, der kommer ud på den anden side ..? Men jeg nåede til et punkt – og det var nok Anders’ fortjeneste – hvor det var lige meget. Jeg har ikke noget at miste ved at være mig selv, jeg har kun noget at vinde. Så kan det godt være, jeg kun har 10 publikummer tilbage, men hellere optræde for 10 mennesker, der gider se, hvem jeg virkelig er.

Hun behøvede ikke at være bekymret. Tværtimod. For fanskaren er kun vokset og stjernerne strøet rundhåndet ud over hende, efter at hun valgte at fortælle historien om sin rejse fra kæk, fordrukken lebbe til den ægte Linda, i showet ”Normal”.

Læs også: Sys Bjerre: Jeg har været så tarvelig over for mig selv

Anders

Så er der Anders. Kollegaen Anders Grau, som Linda havde været gode venner med i mange år – indtil hun opdagede, at hun havde forelsket sig i ham.

– Anders har set alt det grimme også, det er derfor, jeg véd, han elsker hele mig. Allerede da vi mødtes første gang, sagde jeg for sjov, at det var kærlighed ved første blik, men da var jeg jo hende lebben, så jeg tænkte ikke mere over det. Men jeg havde aldrig mødt sådan et menneske før ... Anders var så begavet og finurlig og sjov, og jeg var dybt fascineret over at tale med ham, fortæller Linda, som fik Anders med på sit ”Alt for store Linda P. show” sidste år. Og dér kunne hun godt mærke, at det dér venskab var noget helt særligt.

At der var en kærlighed imellem dem af den slags, hvor man får lyst til at passe på hinanden, være tæt på hinanden. Og pludselig begyndte hun at gå mere op i sit udseende ... de stramme bukser kom ud af skabet, og skulle hun ikke lige smide et par kilo og få kigget lidt på sin hud?

– På det tidspunkt gad jeg slet ikke være sammen med nogen, jeg vidste bare ikke hvorfor. Jeg ville gerne bruge rigtig meget tid sammen med ham, og når jeg mødte på kontoret, havde jeg lyst til at gøre mig lidt fin, fortæller Linda med et skævt smil.

En aften skal de sammen til premiere på den nye ”Klovn”-film. Linda går rundt og gør sig klar – stadig i hængerøvsbukser, men med håret løst, sådan, uden at tænke over det. Eller ...

– Da jeg kom ind i stuen, sad Anders helt stille, for han havde aldrig set mig med løst hår før. ”Du ser meget piget ud”, sagde han. Da vi sad på en restaurant lidt efter, fortalte jeg ham, at jeg for første gang var kommet i tvivl om min seksualitet. Jeg har aldrig sat label på min seksualitet – jeg forelsker mig i mennesker, og så ser jeg sgu ikke lige i svinget, om det er en dreng eller en pige. Men jeg sagde til Anders: ”Jeg tror sgu ikke, jeg er lebbe. Der er noget med mænd for tiden, tror jeg”.

Jeg elskede Melissa som bare pokker!

Dagen efter på kontoret tog Anders den op, og det åbnede en snak, der varede to uger. De følte sig frem, lukkede op for følelserne og trak sig lidt igen, når det blev for meget. For man vil jo ikke lægge sig fladt ned, hvis man nu tog fejl, som Linda siger. Det blev alligevel hende, der gjorde det, efter en meget kort session hos sin psykolog.

– Normalt varer det jo en time, men denne gang var jeg der kun i 20 minutter. ”Du skal bare gå hjem og kysse ham!”, sagde min psykolog. Så jeg tog hjem til ham og sagde, at der jo var én af os, der var nødt til at lægge sig fladt ned, så nu gør jeg det: ”Jeg er virkelig forelsket i dig, og jeg aner ikke, hvordan vi kommer videre herfra, hvis du har det på samme måde. Hvis ikke, må vi jo se på, hvordan vi gør med vores venskab fremover”.

Modigt!

– Ja. Men jeg kunne heller ikke holde ud ikke at sige det. Heldigvis havde Anders det på samme måde, han havde ovenikøbet tænkt over konsekvenserne, for vi er jo begge to rimeligt offentlige personer. Og han var nået frem til, at han var pisseligeglad. Det var jeg også. Så det var den første dag, vi kyssede.

Og første gang du har været rigtigt forelsket, siger du. Du har været gift og i lange forhold før ... var du ikke forelsket da?

– Jeg synes, det er snæversynet at sige, at der kun findes én form for kærlighed, og mine relationer har handlet om noget forskelligt. Jeg var 15 år, da jeg blev kærester med Rasmus, og han var lidt en farfigur for mig, fordi jeg virkelig manglede sådan en. Melissa, som jeg var gift med, var en helt anden snak. Jeg véd, hun er blevet ked af, at jeg har sagt offentligt, at det er første gang, jeg oplever romantisk kærlighed, med Anders, men det er, fordi hun ikke har hørt efter, hvad jeg har sagt. Jeg havde en kæmpe kærlighed til hende, vi havde noget helt unikt sammen, men jeg var aldrig forelsket. Vi var to udsatte gadetøser, to ødelagte mennesker, der passede på hinanden. Jeg havde et søsterforhold til hende, jeg havde lyst til at passe på hende og blev glad, når hun var glad. Det var en anden form for kærlighed, men er du sindssyg, jeg elskede hende som bare pokker!

Læs også: Uffe Elbæk: Jeg har elsket de kvinder, jeg har været sammen med

Farven på altankasserne

Linda og Anders bor ikke sammen – endnu. De har ikke travlt, siger hun, fordi:

– Da jeg mødte Anders, var det på et helt vanvittigt åndeligt plan. Det er første gang, jeg har oplevet, at det HELE hænger sammen, hvad enten det er sex, kærlighed eller at tænke ens. Vi er endda lige usikre på, om vi skal have børn. Så for os er det sådan: Når vi nu bliver 90 og bor på en lille gård på Fyn, hvilken farve skal vores altankasser så have? Vi er slet ikke i tvivl om, at vi bliver gamle sammen, derfor har vi ikke travlt.

Så nu er du hende, der hverken ryger eller drikker, er i et heteroseksuelt forhold og tænker over farven på altankasserne, når du bliver gammel – er du blevet normal?

– Ha, jeg ved jo aldrig, hvad jeg skal i morgen, så et mønsterliv får jeg sgu aldrig. Men jeg tænker ikke i kasser, hvad noget angår, og jeg tror, alle ville finde livet så befriende, hvis de ikke gjorde det. Man kan jo ikke sige noget som helst med sikkerhed. Og jo flere labels man har behov for at sætte på sig selv, jo mindre ved man, hvem man er. Jeg ved det, for jeg har været det hele igennem.

– Jeg har været dér, hvor jeg kaldte mig selv en fuck-up, en lebbe, der drak for meget, et B-menneske og sådan en, der ikke betalte sine regninger til tiden. Nu har jeg fundet ud af, hvem jeg er, så nu har jeg ikke brug for at sætte etiketter på mig selv længere. Dybest set er det at begrænse denne her vidunderlige verden for sig selv. Man aner jo ikke noget som helst, før man har prøvet det ...

Læs hele det store interview med Linda P. i femina nr. 49, der er på gaden 8.-14. december 2016.