Anne Sophia Hermansen: Jeg er sådan en, der synes et nej er meget motiverende
foto: Ulrik Jantzen
I 2009 skrev Anne Sophia Hermansen som kærestesøgende singlemor en skarp kronik i Berlingske om uvoksne mænd i 30’erne. Den affødte i omegnen af 2.000 sure kommentarer - og ÉN positiv, fra mandeterapeuten Carl-Mar Møller, hvilket bare gav hende debatblod på tanden.
Siden har hun været udsat for ting, der snildt kunne optræde i en gyserfilm, så der er faktisk en grund til, at hun har hemmelig adresse. Men Anne Sophia efterlader indtrykket af at være en selvbevidst kvinde, der for længst har erkendt, at ordkrig også kræver sine ofre. Det er bare the name of the game. Det fortæller hun om i et interview med femina.
Shitstorm, tilsvininger og afklippede hestehaler
Det var efter bruddet med hendes søn Davids far, at Anne Sophia for alvor brød igennem på den danske debatscene. De datingerfaringer hun opdagede, hun delte med andre singlemødre i Davids børnehave, blev til debat-braget om manden i 30’erne i Berlingske.
– Jeg var uforberedt på shitstorm og tilsvininger og modtog afklippede hestehaler, og en fremmed mand kom midt om natten og stod og ringede på dørtelefonen og sagde, at han ville snakke med mig. ”Alvorssnak”. Det var voldsomt intimiderende og ret ubehageligt – min søn var fire-fem år og lå i sin Junoseng.
Blev du angst?
– Ja, det gjorde jeg. Og også paf.
LÆS OGSÅ: Anne Sophia Hermansen er klummeskribent for femina - læs et udvalg af hendes klummer her
Hvorfor stak du ikke halen mellem benene?
– Der er meget fandenivoldskhed i mig. Min far havde et motto: Lad aldrig bæsterne få krammet på dig. Jeg er sådan en, der synes, et nej er meget motiverende, og når jeg møder modstand, tænker jeg: Så er der nok noget om det. Så jeg fulgte den første kronik op med et par mere. Det var næsten ligesom at tyre sin knytnæve ind i et hvepsebo. Jeg tænkte: Det er virkelig noget, der gør ondt, så gør jeg det lige en gang til. Det er ikke altid så klogt, og jeg prøver at blive lidt klogere med årene. Men dengang tænkte jeg bare: Nu klør jeg bare på.
Men for Anne Sophia er det også en dyd at være meget følsom, siger hun.
– Den dag jeg ikke længere registrerer følelser og folks sindsstemning, vil jeg for alvor begynde at overveje, om man kan tage skade af at være i den offentlige debat. Dér synes jeg ikke, jeg er.
Hilsen fra toiletrullen
I dag bor Anne Sophia på en hemmelig adresse med sin søn. Og det er nok bedst, den bliver ved med at være hemmelig – og her kommer gysene: I sommer lå hun og sov i sin lejlighed på en hemmelig etage på den hemmelige adresse i København. Hendes soveværelse vender ind mod gården, og bygningen havde stillads på i forbindelse med et renoveringsprojekt. Midt om natten vågnede hun med underlig følelse af ikke at være alene. Hun sagde til sig selv, at hun bare var paranoid og faldt i søvn igen. Næste morgen vågnede hun op til en Facebook-besked: ”Du ser sød ud, når du sover. Jeg kommer ind til dig en aften, og det bliver dejligt for os begge to.” Fy for helvede ...
– Ja. Han skrev fra en falsk Facebookkonto, der hed ”toiletrulle”.
HAVDE han været oppe på stilladset og kigge ind?
– Ja, DET tror jeg. For oplevelsen den nat mindede mig om noget. Tilbage i 1990’erne var vi ikke så bevidste om, at solarier var skadelige, eller også vidste vi det godt og var pisseligeglade. Men jeg ligger en dag i et solarie og steger og har pludselig følelsen af, at jeg ikke er alene i min kabine. Da jeg så stiger ud, kan jeg ikke finde mine trusser, og i mine trusser er der i øvrigt et menstruationsbind. Supernice, ikke? Men jeg kan ikke finde mine trusser, fordi der jo HAR været en inde i kabinen. Og det er den samme oplevelse, jeg har den nat, jeg vågner og tænker: Jeg er ikke alene ... Måske har jeg bare en god intuition.
Hvad gør en klog kvinde så? Anne Sophia fjernede stigen mellem etagerne på stilladset:
– Så kunne jeg i hvert fald høre, hvis der kom nogen, og så sov jeg med vinduerne lukket.
Op på debat-hesten
Det er bare ét af de ”ret groteske” eksempler på intimidering og slet skjulte trusler.
– Et andet var, da der var en, der skrev til mig, at jeg ikke skulle blive overrasket, når jeg kom hen på min søns skole, hvis det var sådan, han ikke var der. At bruge mit eget barn imod mig var meget voldsomt.
I den forbindelse tog hun en debat-timeout. Men kun en timeout, så var det op på debat-hesten igen, fordi muligheden for indflydelse vejer for tungt til at lade truslerne bestemme:
– Kvinder har tit svært ved at vedkende sig, at de gerne vil have magt og indflydelse. Det har jeg ikke særlig svært ved at vedkende mig. Det vil jeg da gerne have. Og det er min måde at få det på, gennem meningsdannelsen, siger hun.