Tine Bendixen: Det kan man da ikke! Eller kan man?
Da præsten Poul Joachim Stender i et tankevækkende interview på Zetland sagde, at alle mennesker bør tage et fjumreår, når de er fyldt 55, blev jeg ellers først helt rystet. Fjumreår? I den alder? Og i en tid, hvor vi ikke bestiller andet end at fortælle de unge, at de absolut ikke skal fjumre nogen som helst steder hen, men målrettet skal skynde sig ind på en uddannelse? Hamsterhjulet venter! Det virkede lidt langt ude med det der fjumreår for voksne.
Præsten argumenterede med, at vi er blevet arbejdsnarkotiske i et samfund, hvor alt for meget handler om kontrol, mål og travlhed for travlhedens skyld – vi flygter ind i travlheden. Han sagde også, at vi tror, vi kæmper for at leve op til sundhedsnormerne for vores egen skyld, men at det i virkeligheden er for statens, så vi kan holde os friske i hamsterhjulet. Og at vi hverken skal kalde det udviklingsår eller dannelsesår, for det lugter igen af PLIGT. Vi er efterhånden så gode til protestantisk selvpiskning herhjemme, at selv frihed og fritid skal have et formål, men stod det til præsten, skal man ikke bruge et fjumreår til andet end at være i selskab med sig selv og livet. Som han selv gjorde det på et tidspunkt. Tog til Grækenland med sin kone og deres yngste søn og VAR bare. I månedsvis. Og mærkede tankerne gro.
Lad det være sagt med det samme: Jeg er faktisk enormt glad for mit arbejde. Men jeg blev helt ærligt skide misundelig. Og jeg er godt nok lige præcis 55, men jeg tror ikke, det med alderen er så afgørende. Det er til gengæld selve tanken om at give sig fri i en periode. Den tanke kan tænkes af alle voksne, synes jeg.
LÆS OGSÅ: Julia Lahme: Fanget i kalenderhelvedet
Hvad kan man bruge et fjumreår til? F.eks. få mulighed for at genfinde og genopfinde sig selv. Finde ud af, hvad der dukker op af glemte og undertrykte interesser, når man pludselig har tid til at dyrke dem. Blive mere livsklog. Jeg forestiller mig, at det er berigende og bevidsthedsudvidende. Man kan se livet som en slags kærlighedspartner, man har levet med så længe, at det måske kan være en god idé lige at prøve noget nyt sammen for at se hinanden i et nyt lys. Så man forelsker sig i livet igen så at sige. (Jaja, jeg ved godt, det lyder lidt pladderfølsomt, men det er okay i januar …).
Pessimisten vil selvfølgelig sige, at man risikerer ikke at ville tilbage i hamsterhjulet – eller at hamsterhjulet ikke længere vil have én, når man har fjumret rundt. Optimisten vil sige, at man sandsynligvis bliver bedre til at løbe i hamsterhjulet efter et fjumreår. Fordi man har lært noget.
De fleste mennesker vil, uanset om de er det ene eller det andet, nok være ret enige om, at det selvfølgelig ikke er helt let. Man kan jo ikke bare melde sig ud, vel? Hvordan i alverden får man også råd til det, der er ikke meget ved at holde fri, hvis der ikke er noget at holde fri for? Og hvem skal også passe katten imens? Det er meget hurtigt meget i vejen. Vi er vel så vant til hamsterhjulet, at vi indretter vores egne drømme derefter. Vi drømmer realistisk – når det altså handler om os selv. For det er garanteret derfor, vi er så vilde med Mikkel Beha Erichsen og hans skønne familie og deres lange rejser ud i det blå: Det repræsenterer ren og ufortyndet længsel. Ultimativ frihed. På den måde kan man sidde i sofaen og suge lidt af andres drømme og virkeliggørelsen af dem.
Eller også kan man rejse sig fra den.
(PS: En hamster lever i 2-3 år. En dansk kvinde kan regne med at blive over 80. Og det er ikke hamsteren, der har tid til et fjumreår …).
Har du lyst til at skrive et indlæg om, hvad der optager dig, så send os mellem 300 og 500 ord på redaktionen@femina.dk
Læs andres indlæg og få mere info på femina.dk