Linda P: ”Hos min far må jeg ryge smøger som 8-årig”

Jeg vokser op…

… i en lejlighed på Arnold Nielsens Boulevard i Hvidovre med min mor og storesøster, der er seks år ældre end mig. Hver anden weekend er jeg hos min far, og der er ofte druk involveret. Hvornår mine forældre er blevet skilt, ved jeg ikke, og det interesserer mig heller ikke. Der, hvor jeg vokser op, er man nærmest født til at være skilsmissebarn, og jeg husker ikke, at mine forældre nogensinde har været sammen.

Hos min far …

… må jeg gøre, hvad jeg vil. Også ryge smøger som 8-årig. Han peger aldrig fingre ad det, jeg gør. Når jeg er derhjemme, må jeg få det, jeg vil have: frysepizzaer, Easy Barbecue Chips fra Fakta og slik. Han bruger alle sine penge på druk og har derfor ikke råd til at købe spil, vi kan spille, så han laver sine egne. Han er meget kreativ. Det er f.eks. noget med en spilleplade, hvor jeg skal hoppe på et ben, hvis jeg lander på julenissen og den slags. Vi leger også købmand med Lego, og jeg kan mærke, at han elsker det. Det er ikke ligesom de der pædagoger, der leger, bare fordi de skal. Så selv om min far er fuld, når jeg er hos ham, glæder jeg mig alligevel til, at jeg skal derhjem. Men der venter mig en stor regning, da jeg bliver voksen.

LÆS OGSÅ: Hella Joof om sin barndom: "Jeg var meget bekymret over kaffepriserne"

Hver gang jeg kommer hjem fra min far ...

... må min mor opdrage mig forfra. Hun giver kærlighed, og samtidig er der regler, rammer og velfortjente skideballer. En dag siger de store drenge fra skolen, at jeg og en dreng, der hedder Simon, må være med i deres klub, hvis vi stjæler noget. Jeg har aldrig stjålet før, men Simon og jeg går i Fakta og stjæler en pose Hugo-bolsjer. Bagefter går Simon hjem knækker sig af dårlig samvittighed og sladrer til sin mor, der ringer til min mor, Hanne P. Senere derhjemme siger min mor med sin rolige stemme: ”Du har stjålet i dag … nede i Fakta.” Den er helt gal, når hun har den stemme. Og så beder hun mig om at tage mit tøj på. Og så går vi ned i Fakta, hvor jeg afleverer bolsjerne og siger det, hun har sagt, jeg skal sige: ”Jeg er simpelthen så ked af, at jeg har stjålet de her bolsjer.” Det er så pinligt og ydmygende og det helt rigtige. Jeg stjæler aldrig igen.

Vi hører tit Gasolin,

når jeg er hjemme hos min far. Jeg er særligt glad for nummeret ”Bingo”, hvor Kim Larsen er en vagabond, og der er et kor af børn, der også synger med. En dag, da min far er stiv, danser han til ”Bingo”, mens han synger med:

”Jeg vil danse hele natten,

jeg vil drikke månen fuld,

og glemme mig selv”.

Det er tragisk, men også poetisk på samme tid - for i det øjeblik er han helt ærlig.

I sangen er der også et vers, der lyder:

”Bingo – Bingo, hvornår er man stor?

Når man forlader sin mor.

Bingo – Bingo, hva’ sker der så?

Så hænger livet i en snor”.

Det har jeg tatoveret på min arm i dag.

LÆS OGSÅ: Skammer du dig over dine forældre?

Læs flere af Linda P’s barndomsminder i det nye nummer af Psykologi