Emma Martiny: Mød feminas nye madskribent
Foto: Mathilde Vesterherup og Nina Malling
Emma Martiny har ikke flere timer i døgnet end os andre, men man fristes lidt til at tro det, når man lige skimmer den 23-åriges cv: Blogger, kogebogsforfatter, iværksætter og nu madskribent på femina. En pige fra Skive, der for tre år siden satte foden i døren hos et forlag i København, fordi ... hvorfor ikke?
– Jeg er nok havnet dér, hvor jeg er – allerede – fordi jeg ikke er bange for at sige: Se, hvad jeg dur til! Men også lige så meget fordi de mennesker, jeg har mødt, har set et eller andet i mig.
For tre år siden sad Emma nemlig derhjemme og pønsede på en lille e-bog med opskrifter, hun havde arbejdet med i køkkenet. 50 salater, foreviget med kamera. Men da kæresten spurgte, hvorfor hun ikke satsede stort og gik efter drømmen om den rigtige slags kogebog – den med forlag, indbinding og på boghandlerens hylder – havde hun svært ved at finde argumentet for, hvad der var at tabe.
– Jeg googlede adresserne på forlag i København og sendte en bunke mails af sted. Hvorfor ikke? Jeg VÉD jo, jeg kan. Og hvis det ikke går, hvad filan er så det værste, der kan ske? Så har jeg prøvet det, lært af det og fået den erfaring. Hvis de havde sagt: ”Vi er ikke interesseret”, så havde jeg spurgt: ”Hvorfor?”. For når de så remsede alt det op, jeg manglede, så havde jeg jo vidst, hvad det var, jeg skulle tage hjem og forbedre.
Læs også: Find din madplan lige her
Emma Martiny og bloguniverset
I dag er der tusindvis, der klikker sig ind i hendes blogunivers EmmaMartiny.dk, hvor der ligger alt fra makeupguider til madopskrifter og rejseguider. Og nu får feminas læsere så fornøjelsen af hendes ugentlige madplan.
– Det er en ret sjov udfordring at skulle lave hverdagsmad. Brugbar hverdagsmad. Det nytter ligesom ikke noget, at opskriften tirsdag kræver to gulerødder, og så ligger resten af posen ellers bare dér i bunden af køleskabet resten af ugen. Selv om anretningen er med til at fange folks opmærksomhed, så prioriterer jeg lige så højt, at folk, når de bladrer ned igennem ingredienslisten føler, at ”det her kan jeg faktisk finde ud af at lave!”.
At lave opskrifter til et blad kan umiddelbart virke gammeldags, når man er blogger og født i en digital tidsalder, men ...
– Online går tingene vildt hurtigt: Det, jeg poster i dag, har folk glemt i morgen. Hvilket er vildt fedt, for så kan du prøve så mange ting af og teste noget drastisk. En kogebog eller et magasin derimod har et meget langsommere tempo. Til gengæld er min fornemmelse, at det faktisk er de opskrifter, folk husker. River en side ud eller lader pynte på hylden .... og vender tilbage til gang efter gang.
Få Emma Martinys madplan hver uge i femina – den første får du i femina nr. 05, der er på gaden fra torsdag den 2. februar.
Emma Martiny
• 23 år, autodidakt iværksætter, blogger, kogebogsforfatter og feminas nye madskribent
• Kendt for bloguniverset EmmaMartiny. dk og kogebøgerne ”Skønne salater & vidunderligt tilbehør” og ”Herlig & ærlig mad” og udgiver lige om lidt nr. tre i rækken: ”Fabelagtige fristelser”. Hun har derudover været med til at sammensætte feminas nye kogebog
• Bor med kæresten Simon i Århus