Renée Toft Simonsen: Mit hemmelige paradis
Foto: Renée Toft Simonsen
Renée Toft Simonsen guider til sin yndlingsø i Thailand
Jeg ligger og vugger i hængekøjen og funderer over den ældgamle og smukke thailandske kultur og den måde, den synes at være rodfæstet på i de mennesker, der befolker landet – venlige, åbne og imødekommende. Et land, som i sit væsen er så forskelligt fra Danmark, at det er en udvidelse af hele min verden og forståelse.
Et land, hvor sproget ikke indeholder bøjninger i fortid og fremtid, og hvor tid er så relativt et begreb, at det sjældent er knyttet til klokken. Med et klima, der indbyder til langsomhed og nydelse. To elementer af menneskelivet, som jeg, der bor i et vestligt højhastighedssamfund, får alt for lidt af.
Det er nøjagtig derfor, jeg ligger her i hængekøjen. Længslen efter langsomhed og nydelse har fået overtaget. Og følelsen af at gøre det helt rigtige indfandt sig, nærmest allerede i det øjeblik jeg trådte om bord på flyet.
HOTELLET
Som en hemmelig perle ligger Hotel Koyao Bay Pavilions gemt på Koh Yao Nois sydside, helt nede ved vandet, et lille stykke bumlet grusvej fra hovedvejen mod Pasai Beach, hvor de fleste resorter er placeret. Bay Pavilions ligger i den mest vidunderlige have, der grøn og frodig strækker sig hele vejen til havet og den hvide sandstrand.
Haven er tropisk og fyldt med blomster i alle farver, palmetræer og orkidéer, bregner, bougainvilleaer og så den hængekøje, hvor jeg tilbringer mine eftermiddage i skygge for solen, med en god bog i skødet.
Hotellets franske ejer, George, som er arkitekt, og hans kone, Bee, har helt sikkert tænkt det hele igennem, men når jeg ligger lige her midt i det, virker det forunderligt nok, som om naturen selv har valgt at tage sig lige nøjagtig sådan ud, bare for mig.
LÆS OGSÅ: Rejsetilbud: Hold sommer i Thailand - væk fra den store turisme
PRIVAT OG FREDELIGT
Koyao Bay Pavilions er så stille og fredeligt, at det føles som mindfulness uden at forsøge at være det. Her er ikke fjernsyn og andre forstyrrende elementer, kun internet, som jeg kan vælge til og fra, lige som det passer mig.
Når jeg står op om morgenen, er mit største dilemma, om jeg skal gå 30 meter til højre, hvor det lysende blå vand venter, eller 30 meter til venstre, hvor der serveres morgenmad i den lille hyggelige og til alle sider åbne terrasse-restaurant, der ligger midt i en gammel rismark, omgivet af pool med store guldfisk.
Bay Pavilions er meget privat, hvilket er fantastisk, især når jeg har min mand med. Det består af tre store pavilloner på stranden, der hver indeholder et stort soveværelse, hvor der også er skrivebord, så jeg kan arbejde undervejs. Til hver pavillon hører en privat sala – en stor, overdækket terrasse med lave indbyggede sofaer og små borde.
Midt i haven ligger en swimmingpool, som gæsterne deles om. En pavillon som den, vi bor i, er perfekt til en bryllupsrejse, men lige så perfekt hvis man, som os, har været gift i 20 eller 30 år og bare har lyst til at være kærester for en kort stund.
LÆS OGSÅ: Renée: Slip fantasien løs
Tips til øen
PÅ HOTELLET
Eftermiddagene kan bruges på at svømme eller måske dyrke lidt yoga et skyggefuldt sted i hotellets have. Og hvis man synes, der skal ske noget, kan man bestille en massagedame, der kommer til sala’en og giver den mest vidunderlige oliemassage til lyden af bølger, der blidt slår ind over stranden. De friske kan tage sig en løbetur og se lidt på de græssende bøfler og rismarker, der omgiver hotellet, men det skal helt klart foregå tidlig morgen eller ved solnedgang, ellers falder man om med hedeslag.
MARKED OG RUNDTUR
Skulle man blive træt af det rolige liv, er en køretur rundt på øen på scooter en idé. Her oplever du det lokale Thailand med traditionelle fiskerhuse på pinde, og bumlede jordveje gennem gummiplantager – og så er der selvfølgelig markedet i byen, som også er det eneste på øen. Især er Joys butik, Dodee Shop, et besøg værd. Her finder du ingen dårlige kopiprodukter, men smukke tasker i stærke farver og i alle størrelser, stråhatte, typiske thai-armbånd i læder og perler, og fiskerbukser. Hos Joy kan du også bestille alt, hvad du måtte ønske at få syet af tøj, og især er hendes hjemmesyede kimonoer en smuk souvenir at få med hjem. Kimonoerne syer hun ud af saronger, og stofferne henter hun fra hele Thailand. Der sælges også frugt og grønt i små boder, og ikke mindst små poser med thaikrydderier, hvis du drømmer om selv at forsøge dig udi lidt thailandsk madlavning.
SPISESTEDER
P’Chan laver fantastisk thaimad til priser, der i Danmark ville virke latterligt lave. Hun har boet en del år i Tyskland og begyndte vistnok livet som dreng, og så taler hun både engelsk og tysk, hvilket er sjældent på de her kanter, hvor fagter og tegnsprog ofte er nødvendigt. Stedet ligger ca. 15 minutters scooterkørsel ud ad The Main Road, lige ved siden af Six Senses.
Koh Yao Bistro ejes af P’Tung, der selv står i køkkenet, og jeg kan kun sige, at hans tom yum gung-suppe slår alt.
Restaurant Kaya. En hot basil med spejlæg og chili er min absolutte yndlingsfrokost – let og nemt, og så ligger det ikke tungt i maven.
Praktisk
Øen Koh Yao Noi ligger lige midt imellem Phuket og Krabi. Du kan flyve direkte fra København til Phuket eller Krabi på lidt over 10 timer. Flybilletter fås fra ca. 4.500 kr.
Fra Phuket kan du tage en taxa til Bang Rong Pier, hvorfra der sejler en speedbåd til Koh Yao Noi. Du kan også lave en særlig aftale med hotellet om at blive hentet af en privat båd på Bang Rong Pier.
Ophold på Koyao Bay Pavilions kan bookes på Koyaobay.com. Priser fra omkring 12.000 kr. for to personer i en Beach Suite i en uge.
Højsæsonen går fra november til februar, hvor vejret er bedst. I maj
begynder regntiden med voldsomme byger og måske blæst.
Se billeder fra Renées tur til Thailand i galleriet herunder