Brev til Renée: Jeg kan ikke holde min kærestes venner ud

Hej Renée

Min kæreste og jeg er begge i midt-40’erne og er lige flyttet sammen. Vi har kendt hinanden i to år og er begge blevet godt ”integreret” i hinandens vennekredse.

Det, som før var mine eller min kærestes venner, er nu blevet til VORES venner, og vi har det super godt med hinanden alle sammen.

Lige bortset fra ét par, som min kæreste har kendt i mange år. De er rigtig glade for os, men jeg kan ikke holde ud at være sammen med manden i forholdet.

De første par gange vi mødtes, var det hele jo nyt og lidt formelt. Men nu er jeg kommet tæt på dem, og jo mere jeg er sammen med dem, jo mere afstand tager jeg til manden.

Han er meget, meget selvcentreret og egoistisk. Taler kun om sig selv.

Når min kæreste og jeg prøver at fortælle noget om vores hverdag, arbejde, ferie eller lignende, når vi aldrig at færdiggøre sætningerne, før han har overtaget samtalen med noget endnu mere dramatisk eller spændende, han har oplevet.

Et eksempel er den grillaften, vi var inviteret til hos dem i sommer, hvor de lige var kommet hjem fra en uges ferie.

Vi spurgte interesseret til deres ferie, og den første halve time gik med at fortælle, hvad de havde oplevet.

Vi havde på daværende tidspunkt ikke holdt ferie endnu, men de spurgte ikke på noget tidspunkt til vores ferie.

Da samtalen på et tidspunkt kom til at omhandle fodbold, så fortalte jeg med stor begejstring, at vi havde bestilt ferie, hvor vi skulle kombinere fodboldkamp og storbyferie – men inden jeg nåede at sige mere, havde manden allerede overtaget samtalen og snakkede igen om deres ferie, og at det eneste rigtige var kør selv-ferie, osv., osv.

Og så var der igen enetale og ellers ikke andre spørgsmål til vores kommende ferie.

Og sådan er det med alt.

Det er kun hans verden, hans arbejde, hans sport og alt det, som er vigtigt for ham. Det dræner mig for energi, at vi kun skal høre om deres liv.

Jeg arbejder i et job, hvor jeg skal være meget lyttende og fokuseret på andre mennesker, og derfor falder det mig meget naturligt at spørge til andres ve og vel, deres liv, deres hus/have osv.

Det er bare belastende, når det hele kun går den ene vej.

Min kæreste har været single i mange år og har haft dem som venner, hvor det mest er ham og manden, som har mødtes, men nu er det jo naturligt, at vi alle fire mødes som par.

Men jeg kan simpelthen ikke holde ud at være sammen med dem mere!

Så nu har jeg overvejet at sige til min kæreste, at jeg er nødt til at melde pas med alt, hvad der hedder parmiddage sammen med dem.

Kan jeg tillade mig det? Eller ser du en anden udvej?

De bedste hilsner fra den rådvilde

Kære rådvilde

Jeg kunne ikke lade være med at smile lidt for mig selv, da jeg læste dit brev, for hvem kender ikke den situation, du beskriver? Jeg gør i al fald.

Og sådan er det, når man er par: Der er bare venner, man ikke kan dele – og det er fuldkommen naturligt.

Jeg har masser af veninder, som jeg ofte er sammen med, og faktisk også flere venindegrupper, hvor min mand aldrig er indblandet.

Og ærligt – heller ikke ønsker at være indblandet i. Han har jo også sine venner, som han ser.

Traditioner med dem, som jeg ikke er med til, og det er simpelthen ikke noget problem for nogen af os.

Når man er par, behøver man helt enkelt ikke at gøre alting sammen. Man har godt af også at have et liv hver for sig ... det mener jeg i hvert fald.

Så kan du tillade dig at sige til din kæreste, du ikke gider være parvenner og holde parmiddage?

Efter min mening er det et ubetinget: JA! Jeg mener, hvor frygteligt er det ikke at bede hinanden om igen og igen at gå igennem en middag, som man på ingen måde ser frem til – men nærmest tværtimod frygter, fordi man simpelthen ikke kan holde de mennesker ud?

Du har al ret i verden til at sige fra over for at deltage i det venskab, som din kæreste har haft i mange år, og som han holder af og derfor er hans.

Som du skriver, så din kæreste også mest sin ven alene før i tiden, så det kan de jo sagtens gøre igen.

Nu har I prøvet at se, om ikke I alle fire kunne blive venner, du har gjort et ærligt forsøg – og det bør din kæreste sætte pris på.

Faktisk kan jeg ikke forestille mig, han vil blive sur over, at du ikke har lyst til at være parvenner med hans ven.

Jeg mener, hvorfor skulle han ville ønske det, når du bare ikke kan holde det ud? Måske kunne det endda være, din kærestes ven har det på samme måde som dig?

Når du ikke er vild med ham, kunne det jo tænkes, det var gensidigt – så måske gør du alle parter en tjeneste ved at være ærlig?

Og så må det være op til din kæreste selv at holde forbindelsen med sin ven og selv sørge for, at de laver noget sammen, der ikke involverer deres kærester.

Kunststykket bliver så for dig at tillade, at din kæreste har en ven, han holder af, og som han indimellem vil vælge at bruge tid med frem for at lave noget med dig.

Men de aftener kan du jo så se en af dine veninder eller bare tage en slapper foran fjernsynet med en god film og en skål chips.

Kærlig hilsen Renée

Cand. psych. Renée Toft Simonsen giver hver uge gode råd og kærlige indspark til læserne. Du kan spørge hende om alt, hvad der hører kvindelivet til. Skriv til femina, Havneholmen 33, 1561 Kbh. V, og mærk kuverten ”Kære Renée”. Eller send en e-mail til renee@femina.dk. Redaktionen forbeholder sig ret til at forkorte de breve, der bringes i bladet. Alle, der skriver til Renée, får svar, uanset om spørgsmålet bruges i bladet eller ej.

Meget mere Renée

Her kan du finde tidligere svar og klummer fra Renée. Så tumler du lige nu med et parforhold, der halter, eller en teenager, der ikke trives, eller lignende, så find et godt råd, der måske kan hjælpe dig videre.

Følg også femina på Facebook, hvor du altid er velkommen til at komme med din mening om artiklerne i bladet, eller andre ting, du finder aktuelt at debattere.