Selvudvikling
23. februar 2017Chefredaktøren: Eventyr i horisonten
Det er på rejser, man for alvor skaber minder for livet. Det er dér, man har tid til at (re)connecte med sine kære (og ofte også sig selv!!!).
Af: Camilla Kjems
Lige nu er jeg lidt i panik. Normalt har jeg en regel om, at jeg altid skal have næste rejseoplevelse liggende klar i skuffen i form af flybiletter, et spaophold eller anden benzin til sjælen, men lige nu er den skuffe gaaabende tom! De seneste år har dog heldigvis budt på en perlerække af små rejseoplevelser: Jeg har været på retreat i Umbrien, på yogaferie i Grækenland, på venindeweekend i Barcelona og på solferie med ungerne i De Arabiske Emirater. Og når hverdagen bliver lidt for grå, henter jeg minderne frem fra baghovedet, bladrer igennem billederne på mobilen og oplever det hele én gang til.
For det er på rejser, man for alvor skaber minder for livet. Det er dér, man har tid til at (re)connecte med sine kære (og ofte også sig selv!!!). Og måske vigtigst af alt: Det er dér, man efter dejlig dasetid pludselig tager sig selv i at glæde sig til at komme hjem til hverdagen igen! Og netop derfor er det så vigtigt for mig altid at have næste rejse liggende klar i skuffen. Så jeg har et afbræk at glæde mig til. Et afbræk, der tager mig ud af de vante rammer og efter lidt tid sender mig tilbage igen – opløftet og inspireret og med en lyst og livsglæde til igen at kaste mig ud i min elskede hverdag. For hverdagen trives bedst med eventyr i horisonten, og eventyr er kun eventyr i deres egenskab af at være noget ud over det sædvanlige. Lige nu går jeg så og gumler på, hvad mine drømme og min økonomi kan finde af rejsemål for det kommende år. Efter at have læst denne uges rejsetema her i femina står især Kroatien og sportsresortet La Manga i Spanien højt på min ønskeliste. Velkommen til et femina med høj himmel og plads til at drømme. Vi ønsker dig en berigende rejse. Camilla Kjems Chefredaktør camilla.kjems@femina.dk FÅ ET SMUGKIG I UGENS FEMINA I GALLERIET HERUNDER