Er manglende sexlyst tegn på et dårligt parforhold?
Foto: Pantherstock
Sexolog Sara Skaarup ser nærmere på forholdet mellem kærlighed og sexlyst
Myte #1: Med den rette partner vil man føle sig forelsket og tændt på hinanden hele livet
Det er en illusion at tro, man skal have det, som om man lige harmødt hinanden. Lige præcis den idé er med til at opretholde et urealistisk billede af, hvordan sådan et samliv bør være. Og det gør folk rigtig kede af det, fordi de bliver frustrerede og tænker: Hvor blev den af, den dér første gnist? Det er reelt umuligt at opretholde præcist det samme seksuelle begær, som man har haft til hinanden i starten. Den følelse findes kun, når man lige har mødt hinanden, og den er sponsoreret af hormoner. Der kommer måske glimt af det senere, og jeg siger ikke, sexlivet bliver dårligere med tiden. Det kan også blive bedre – det bliver bare noget andet.
Myte #2: Sexlyst daler med tiden
Det enkelte menneskes sexlyst aftager ikke pr. definition over tid. Hvis vi definerer sexlyst som: Trang til sex, og begær som: Trang til sex med en særlig person, så kan vi dog sige, at begæret ofte falder. Mange mennesker oplever nemlig faldende tendens til at spontantænde på deres faste partner, når de har været i forhold længe og eventuelt også fået familie. Med andre ord: De fleste gifte mennesker kan mærke lysten i kroppen, det er bare ikke altid, den naturligt kun søger mod den faste partner.
LÆS OGSÅ: 5 ting, du kan gøre i dag, som giver dig sexlyst i aften
Myte #3: Hvis et par i krise får repareret deres samliv, vil sexlivet også forbedres
Måske, måske ikke. Vi har fået skabt en eller anden forståelse af, at sexlivet er et symptom på, hvordan vi har det i det hele taget. Men det er mere komplekst end som så. Nogle af de ekstremt harmoniske, dynamiske og meget forankrede og dedikerede kæresteforhold og ægteskaber fungerer fantastisk på alle mulige parametre, men ikke nødvendigvis i forhold til det seksuelle.
Myte #4: Plejer du kærligheden, plejer du erotikken
Desværre ikke. Kærlighed og seksuelt begær har faktisk brug for forskellige ingredienser. Kærlighed trives med nærhed og tryghed, at vide alt om den anden. Begær – den rå seksuelle tiltrækning – trives med spænding, mystik, uforudsigelighed og afstand. Meget kan et par, der har været sammen længe, give hinanden, og de to mennesker er helt unikke for hinanden ... men nye for hinanden? Nej, det kan man aldrig blive igen. Men man kan give erotikken bedre kår ved at give hinanden luft.
LÆS OGSÅ: Sex med et glimt i øjet: 6 spørgsmål om sex
Myte #5: Seksuelt begær og kærlighed går hånd i hånd
Det oplever de fleste i en forelskelsesfase: At man kun har lyst til den, man er helt vild med. Derudover er der ikke altid noget link mellem de to. Den menneskelige krop og psyke kan sagtens begære en mand uden at elske ham, ligesom man kan elske en mand uden at føle lyst til sex med ham. Vi kan vælge, at vi kun kan gå i seng med én, men det er så et valg – ikke biologisk naturlighed. Seksuelt begær og kærlighed går ikke altid hånd i hånd, vi vil bare så gerne have dem til det.