Dorthe Kandi: Er du feminist?

Det var med slet skjult afsky, Karen Ellemann som nyudnævnt ligestillingsminister modtog en gave fra sin forgænger. Det var nemlig en bog om feminisme, som blev givet med et par ord om, at den kunne man blive klog af. Karen Ellemann modtog gaven, som det var en halvrådden død rotte, og erklærede, at hun i hvert fald ikke var feminist! Så vi, der mener, vi er det, klart kunne fornemme, at vi ikke skulle regne med, at Karen var en af os ... Man kunne jo ellers tro, at det dér feminisme er rimelig relevant, når man har ansvaret for ligestilling – og ja, jeg véd, der bestemt også er brug for ligestilling for mænd, men det ene udelukker heldigvis ikke det andet, og som erklæret feminist ser jeg mig i stand til at kæmpe for ligestilling uanset køn.

Indtil videre er der vist nok at gøre i ”kvindelejren”, for i januar opstod en hidsig debat om, hvorvidt man kan kalde sig feminist, hvis man går i udfordrende tøj, som man kalder det, og gerne ryster sin røv. Mette Fugl, som jeg har beundret, siden jeg som teenager besluttede, jeg ville være journalist, skrev i et debatindlæg, at unge kvinder gerne må smide tøjet, men at de ikke skal kalde det feminisme. Jeg vil ikke ridse hele debatten op, bare stilfærdigt minde om, at selv om rødstrømperne allerede i 70’erne smed bh’en og gik topløse rundt, så er det desværre stadig sådan, at (unge) kvinder, der kysser mange, kaldes slutty, mens unge mænd bare kysser én til. Der er efter min bedste mening stadig brug for, at kvinder erobrer retten til at være seksuelle væsener, som ikke bare bly venter på at blive taget. Vejen derhen kan selvfølgelig diskuteres, men det er vel ikke det vigtigste – det vigtigste er vel, at nogen gider tage kampen. Der er flere måder at tage den på, og mens vi diskuterer, om man skal tage den med eller uden pushup-bh, sidder der stadig en masse og tænker, at ”hun er selv ude om det i det tøj”, og det er vel det egentlige problem.

Min kollega Tine Bendixen skrev for nylig i sin klumme i femina, at hendes kloge 17-årige datter havde konstateret, at der vel næppe er ligestilling, eftersom det er helt normalt, at hun og andre kvinder bliver ufrivilligt raget på, når de går i byen, og at alle kvinder uanset alder stadig frygter at gå alene hjem om natten, i en helt anden grad end mænd gør.

For mig er feminisme mange ting, og vigtigst er det måske, at jeg på ingen måde føler, jeg behøver at være enig med andre i alt, hvad de kalder feminisme, og at vi spilder tid og energi på at definere, hvad feminisme er, i stedet for at bakke hinanden op eller i det mindste bare lade hinanden være, mens vi gør, hvad vi synes er feministisk. At være feminist er ikke farligt eller mærkeligt eller for de få.

LÆS OGSÅ: Ligestilling - Ret eller pligt?

Det fik Politiken også overbevist ligestillingsminister Karen Ellemann om, da de i slutningen af december gav hende en T-shirt fra Dansk Kvindesamfund, hvor der på maven stod trykt: ”Feminist (efterfulgt af forklaringen:) — Enhver, der er tilhænger af social, politisk og økonomisk ligestilling mellem alle køn”.

Ud over tak sagde Karen Ellemann: ”Jamen, okay, hvis det er sådan, så er jeg også feminist. Og stolt af at være det”. Inden hun tilføjede: ”Ja, man har jo altid lov at blive klogere”.

Og det kunne vi måske alle sammen blive, hvis vi gad lytte til indholdet i det, andre siger, i stedet for bare at se på indpakningen.

Har du lyst til at skrive et indlæg om, hvad der optager dig, så send os mellem 300 og 500 ord på redaktionen@femina.dk

Læs andres indlæg og få mere info på femina.dk