Dorthe Kandi: Har vi en aftale? Måske

Kan du huske dengang, man fik et håndskrevet kort med invitation til en fest, en middag eller andet hyggeligt? Det kan jeg. Jeg kan også huske, da computerne gjorde det nemt at sætte fotos ind og printe på kulørt papir. Det blev stadig foldet og sendt med post – I ved, dengang et frimærke ikke kostede mere end to-tre liter mælk og tog en uge om at nå frem til modtageren i den anden ende af byen. Siden kom e-mailen. Jeg har selv skrevet en del invitationer på mail – topsmart, ikke? En-to-tre, og så ligger invitationen i indbakken hos alle de mennesker, man gerne vil se. Det nyeste i den retning er en Facebook-invitation. Så kan du med det samme svare, ja, nej eller måske. Men det der MÅSKE – hvad sker der lige for det.

Vil du komme og drikke drinks, spise og hygge dig. MÅSKE. Jeg vil virkelig gerne se dig. MÅSKE. Jeg har glædet mig og sat tid af til dig. MÅSKE. Hvad betyder det måske? Betyder det: ”Ja, medmindre jeg får et bedre tilbud” eller, ”Ja, hvis ikke jeg hellere vil ligge på sofaen eller vaske hår”. Er det bare mig, der er blevet 100 år mentalt og synes, at det er for fesent? LÆS OGSÅ: Dorthe Kandi: Uenighed gør godt Jeg tror det ikke. For nylig sad jeg med nogle skønne kvinder og talte om vores nærmest voksne børn. Den ene sagde, at hendes søn syntes, det var rimelig irriterende, at man sjældent havde en aftale, der blev taget alvorligt. For eksempel: Det er fredag, og over aftensmaden fortæller sønnen, at han skal ud med sine venner senere. Fint. Senere kommer han forbi stuen, hvor resten af familien fredagshygger, han ved ikke rigtig, om han skal af sted. Eller hvornår. Mobiltelefonen er i gang med beskeder frem og tilbage, men intet definitivt som hvor og hvornår. Senere kommer han ind og siger godnat og går i seng. Endnu en gang blev en aftale til ingenting. Det mønster kan jeg også genkende hos mine børn. Jeg har tre – en af dem kan aldrig rigtig beslutte sig for, om han kan komme til middag, før sidste øjeblik. Du kan jo nemt og med rette pege på hans opdragelse. Men jeg tror også, det er en del af tiden. Filosof Anders Fogh Jensen var i Berlingske i begyndelsen af marts inde på, hvorfor vi er blevet et samfund af halve aftaler, for ja, han så det som en klar tendens i tiden: ”Vi er blevet mindre villige til at bruge vores tid på ting, som vi ikke har lyst til, og derfor får vi det også dårligt med forpligtende aftaler. Fordi vi laver halve aftaler, skal aftaler bekræftes i dag. Det betyder, at vi overbooker. Så aflysninger er blevet mere normale i dag”, sagde han blandt andet. Personligt er jeg så gammeldags, at en aftale er en aftale, og jeg bliver faktisk glad, når nogle gerne vil se mig. Hvis jeg overbooker, er det bare fordi jeg er glemsom. Jeg synes ”måske” er uforskammet, især da jeg har en klar fornemmelse af, at de mange måske’er ikke ender med et bedre tilbud, men bare med, at man ikke tager sig sammen til at komme ud ad døren. Har du lyst til at skrive et indlæg om, hvad der optager dig, så send os mellem 300 og 500 ord på redaktionen@femina.dk Læs andres indlæg og få mere info på femina.dk/fraenlæser