Sommerferie: Bliv enige om jeres forventninger og undgå konflikter
Foto: Panthermedia
Bliv enige om forventninger og prioriteringer i jeres sommerferie
Typisk har vi gjort os en masse tanker og overvejelser om, hvad vi vil bruge den længe ventede sommerferie til, så den bliver så god som muligt. Men det gør den desværre ikke altid, for august og september er faktisk de måneder, flest par vælger at blive skilt eller lægger sig med stress.
Hvorfor? Ifølge psykologerne skyldes det, at ferieforventningerne er så store, at mange ender med at komme tilbage til hverdagen skuffede, stressede og, i værste fald, drænede for energi.
– Mange oplever ferien som en skuffelse, fordi den bliver noget helt andet end det, de forventede og havde håbet på. På den ene side har vi en masse forestillinger og drømme om alt det, vi skal lave nu, hvor vi endelig har fri og tid til alt det, vi ikke kan nå i en hektisk hverdag. Samtidig føler mange, at det, de egentlig har allermest brug for, er at geare helt ned og lave ingenting. Der er altså tale om meget modsatrettede behov, som gør det svært at få enderne til at mødes – og det stresser og skaber frustrationer, forklarer Katrine Fagerholt, der er coach og blandt andet rådgiver og afholder kurser om, hvordan du får det liv, du drømmer om.
– I ren og skær iver for at få mest muligt ud af vores hårdt optjente ferieuger, har vi tit alt for store – og indimellem måske også urealistiske – forventninger.
LÆS OGSÅ: 6 tips til at gå på sommerferie uden stress
Overvej, hvad målet med ferien er
Vil du undgå frustrationer og uindfriede forventninger efter ferien, kan et effektivt værktøj ifølge Katrine Fagerholt være at lave en forventningsafstemning, hvor du inden ferien ”tjekker ind” med dig selv og stiller dig selv spørgsmålet: Hvad vil jeg egentlig have ud af denne her ferie – hvad er mit vigtigste mål?
– Forventningsafstemningen kan laves i god tid, eventuelt i forbindelse med, at du planlægger din ferie. Du kan også vælge at lave den en uge eller to før ferien, hvor du er tættere på, så du virkelig ved, hvad du har brug for og lyst til, når ferien starter, foreslår Katrine Fagerholt.
– Ved at sætte tid af til at mærke efter og gøre op med dig selv, hvad ferien skal bruges til, slipper du ikke kun for at blive skuffet over at komme hjem og føle, at du har spildt tiden og ikke fået ladet tilstrækkeligt op. Du får også mulighed for at sætte dig nogle helt konkrete mål for din ferie – og opleve succesen ved at nå dem.
LÆS OGSÅ: Chefredaktøren: Få en fantastisk sommer
3 trin til at lave en god forventningsafstemning:
1. Brainstorm – hvad har jeg lyst til?
Spørg dig selv, hvad du har lyst til i ferien. Hvad ville være rart for dig? Hvad har du brug for? Har du behov for at være social, dyrke motion og være aktiv eller opnå mere nærvær med din partner. Eller ønsker du at male sommerhuset eller rydde op i kælderen? Lav evt. en liste over dine ønsker og mål for ferien.
2. Prioritér – hvad er vigtigt?
Vi har tit alt store forventninger til, hvad vi skal nå i ferien, og for at undgå at blive stresset kan det være en god idé at lave en prioritering. Zoom ind på listen over de ting, du har lyst til eller behov for, og spørg dig selv, hvad det er, du allerhelst vil i ferien. Har du svært ved at prioritere, kan du give de forskellige punkter point efter vigtighed og lave en prioriteret rækkefølge. Vælg, fravælg, og vær realistisk – måske er det ikke alt på listen, der er lige vigtigt.
3. Vær realistisk
Ferietid er også afslapningstid, og selv om du måske føler, du lader op ved at male plankeværket eller rydde op i kælderen, er det også vigtigt at huske sig selv på ind imellem at ”lave ingenting”. Vi har tendens til at fuldbooke kalenderen selv i ferien, fordi vi gerne vil nå det hele. Men det kan vi ikke. Ved at acceptere det i stedet for at stresse i forsøget, får du mere overskud til at nyde ferien.
Sommerferien er ikke lutter lagkage for alle. Tværtimod. Over 50 % af os oplever nemlig stressede situationer i sommerferien, og 41,7 % vender tilbage til jobbet med mindre energi, end da de tog på ferie.
Derfor skuffer ferien:
26 % – for mange planlagte aktiviteter
22 % – høje forventninger fra familie og venner om fælles tid
21 % – tankerne om at vende tilbage til den travle hverdag
14 % – angsten for en mindre vellykket ferie
Kilde: Undersøgelse foretaget af Voxmeter for Rexona blandt 1004 danske kvinder