Tine Bendixen: Jeg skylder i skat
Foto: Nellie Møberg
Dér sidder man så med småsvedige hænder og taster sig ind: På den ene side nysgerrig, på den anden side vil man helst være fri for at finde ud af, hvad årsopgørelsen fra SKAT gemmer til én.
Det er altid lidt af en gyser, ikke?
Suk. Der er røde tal på bundlinjen.
Jeg skal betale 95 kroner i restskat. FEMOGHALVFEMS KRONER?
Jamen, det står der. Sådan cirka prisen for en økologisk kylling i Netto eller to store latter på den nærmeste café. Nogen i SKAT har brugt tid og kræfter på at skrive det vigtige budskab til mig.
Det kære (u)væsen melder også, at jeg slipper for kedelige renter, hvis jeg lige indbetaler det formidable beløb inden en fast dato – ellers ryger de ind i næste års skatteregnskab. Med renter.
Så nu skal jeg til at forholde mig aktivt til, hvordan jeg vil betale de 95 kroner, jeg skylder SKAT.
Og det kan ikke diskuteres. Det er SKAT, der bestemmer, hvad jeg skylder.
Jeg ved ikke med dig, men jeg synes måske, det er lidt vel meget at sætte i værk for 95 kroners skyld.
Vi er i afdelingen for flueknepperi, og den afdeling er virkelig stor i SKAT. I hvert fald når det gælder at lænse almindelige lønmodtagere for mest muligt.
Lyder jeg sur? Jamen, det er jeg også.
Synes jeg, det er vidunderligt, at Danmark har verdens højeste skattetryk? Nej. Men systemet skal jo fodres, og det er åbenbart umætteligt.
Og her vil jeg gerne lige tilføje: Jeg har ikke skrevet et ORD om den gigantiske udbytteskat-skandale og de forsvundne 12,3 milliarder kroner.
Eller om skandalen med SKATs milliarddyre og nu skrottede IT-system EFI. Ikke et ord.
Jeg får bare næsten lidt ondt af mine manglende 95 kroner. De skal søreme lægge ryg til meget.
Hvis SKAT var en kæreste, ville jeg have slået op for længe siden, for dét forhold bliver aldrig lige.
Det minder mig om de dér umage par, man ser på gaden, hvor kvinden går i megastor minkpels og manden i vindjakke fra Røde Kors. Det er SKAT, der har minken på …
Problemet er, at man faktisk ikke kan slå op med SKAT. Det er så at sige et tvangsægteskab, ikke?
SKAT har det fint med at være gift med nogen, der ikke selv har valgt forholdet og egentlig helst vil skilles. Og SKAT er rigtig GLAD for den mink.
Så vi, der sørger for, at SKAT kan gå i mink, kan godt nøjes med en vindjakke. Brugt.
Men 95 kroner?
Hvis man tager samfundsperspektiv-brillerne på, så er det virkelig vigtige og virkelig sørgelige, at det i det store samfundsregnestykke garanteret slet ikke kan betale sig at bede mig betale dem.
Fordi det højst sandsynligt koster mere end 95 kroner i løn og administration at få kradset de 95 kroner ind.
Det er her, jeg tænker: Hvad med en bagatelgrænse? Hvad med at prøve noget helt nyt og vildt – nemlig at sende mig, den evige hamsterhjulsskatteborger, en flink mail: ”SKAT gi’r denne omgang, de 95 kroner er på vores regning”.
Muligvis ville man ligefrem komme til at tænke på SKAT med lidt varme? Og muligvis ville det vise sig, at SKAT faktisk kunne spare en hel del penge på at holde op med at bruge tid og energi på at kradse småbeløb ind.
Er det ikke en fremragende idé? Og den er helt gratis!
Jeg vil til gengæld være så large, at hvis det næste år viser sig, at jeg skal have den overvældende sum af 95 kroner tilbage, så gælder bagatelgrænsen selvfølgelig også den anden vej. Det er på min regning, SKAT!
Har du lyst til at skrive et indlæg om, hvad der optager dig, så send os mellem 300 og 500 ord på redaktionen@femina.dk