Cecilie Beck: Jeg savner at have nogle at drage den enorme omsorg for

TV-Vært Cecilie Beck om alder

- Jeg er ikke bange for at blive ældre i forhold til mit erhverv. Tværtimod. Generelt gælder det for nyhedsværter, at jo længere tid man har siddet der, og jo ældre man er, jo større troværdighed synes folk, man har. Min forhenværende chef havde klart den holdning, at jo ældre, des bedre. Dér kunne man blive siddende, til man faldt om.

– Jeg vil i hvert fald hellere blive ældre end yngre. Der er ingen alder, jeg gerne vil tilbage til – nej, ellers tak. Dér har jeg været. Jeg synes, det er federe nu. Jeg er indstillet på de ting, de begivenheder, de følelser og alt det, jeg er omgivet af.

– Det betyder ikke, at jeg ikke på mange måder føler mig yngre, end jeg er. På nogle områder er jeg 12. For eksempel elsker jeg at lege. Jeg kan stadig godt finde på at klatre op i et træ, så jeg skal hentes ned af Falck, og jeg kan også reagere enormt barnligt. I konflikter tænker jeg nogle gange: Du gode gud, er jeg 46 år? Jeg lyder jo som en på 13. Men der er også områder, hvor jeg føler mig som en på 75. For eksempel når jeg sidder i newsroom og skal forklare et nyt hold praktikanter det samme, som jeg har forklaret, jeg ved ikke hvor mange andre hold før.

– Noget, jeg synes er svært ved at være i denne her alder, er, at jeg ikke har små børn længere. Jeg savner at have nogle at drage den enorme omsorg for. Jeg har altid været sådan en, der elskede at smøre en madpakke og sy fastelavnskostumer, og nu er der ingen at gøre det for. Til gengæld sætter jeg så tilpas meget pris på min nattesøvn nu, så hvis jeg virkelig stod over for valget, ville jeg nok ikke bytte, når det kom til stykket.

– Det er vigtigt at blive ved med at udvikle sig, og at lege er jo en måde at turde kaste alting op i luften på og se, hvordan det falder ned. Vi skal slippe konventionerne. Det er sådan, der kommer nyt. Hvad enten man leger fysisk eller leger i tanken, er leg en enormt vigtig proces.

– Man skal ALTID holde sig selv i nakken for ikke bare at gøre, som man plejer. Jeg tror desværre, man på det punkt bliver mere og mere doven med alderen. Dér er det sgu vigtigt, man tager fat i sig selv og siger: Niksen biksen, Karen Blixen, det kan ikke nytte noget, du går i stå her. Når jeg nogle gange føler, jeg har fundet MÅDEN at gøre ting på, skal jeg minde mig selv om, at det er der altså ikke noget, der hedder.

– Dér er jeg heldig, at det keder mig, hvis jeg gør tingene på den samme måde for mange gange. Det er jo også lidt af et barnligt træk, som gør, at jeg er frygtelig rastløs og ikke særlig tålmodig. Jeg kan ikke sidde til et møde, der varer mere end en halv time, så får jeg spat. Så begynder jeg at sidde og tegne, holder op med at høre efter eller begynder at kaste med kuglepenne.

– At blive skilt er virkelig noget, der flytter én i tilværelsen. Dér tog jeg endnu et skridt langt ind i voksentilværelsen. At splitte en familie op på den måde var enormt hårdt. Det var et luftkastel, der blev sprængt. Anden gang jeg blev skilt, var det lidt lettere, fordi vi ikke havde fælles børn. Dine forestillinger om tilværelsen falder sammen første gang, men anden gang ved man jo godt, livet er sådan. Det at erkende, at man dybest set er alene i tilværelsen, er et stort skridt ind i det at være voksen.

Cecilie Beck, 46 år

• Journalist og TV-vært

• Har de sidste 10 år arbejdet for både DR og TV 2, hvor hun i dag er vært

• Har døtrene Astrid og Frida på 20 og 16 med sin tidligere mand Carsten Lassen