Maren Uthaug: ”Selvom alle har svigtet dig, skal du stadig ikke være et røvhul”

5 spørgsmål til Maren Uthaug om livet:

Hvad har betydet mest i dit liv?

– Ud over dem, jeg elsker, så at det er lykkedes mig at arbejde med det, jeg allerhelst vil. Når jeg tager af sted hver morgen til mit kontor, føler jeg aldrig, at jeg tager på arbejde. Det er en stor gave. Nogle gange kan jeg blive i helt dårligt humør om lørdagen, fordi jeg ikke skal hen på min lille pind og have det sjovt. Også selv om det kun er inde i mit eget hoved, jeg har det sjovt. Jeg elsker at have mine børn, og samtidig elsker jeg også mit arbejde – det er virkelig mit liv. Og mit kontor er det eneste sted, jeg har for mig selv. Jeg er meget taknemlig over, at det er lykkedes for mig at få succes med det, jeg laver. Jeg elsker at skabe mine striber, og de har faktisk en terapeutisk funktion for mig, for jeg lærer mig selv bedre at kende ved at lave dem. I striberne peger jeg jo ikke fingre ad min kæreste eller børn, der ofte optræder i dem. Jeg peger altid kun fingre ad mig selv. Så der sker meget selvrefleksion. Hvis Allan og jeg har været oppe at skændes en dag, og jeg så sidder og tænker på det på kontoret og vælger at bruge det i en stribe, prøver jeg at hive essensen ud af skænderiet: Hvad handlede det egentlig om? Og så bliver jeg nødt til at finde ud af, hvor jeg var idioten, hvilket jo er enormt sundt.

Hvad er dit livs udfordring?

– Manglen på organisatorisk tæft i forhold til mine børn. Jeg kan sagtens organisere mit eget liv, for det er forholdsvis simpelt: gå på arbejde, komme hjem, drikke rødvin, sove, stå op, og gentag. Men når man har tre børn, er der så store krav til alt det, man skal huske og overkomme. Man skal ”bare lige” hele tiden. Så står der på Forældre-intra: ”I morgen skal dit barn medbringe en halvlitersflaske med småsten, for vi skal bygge svaner.” Småsten? Hvem ligger inde med småsten? Så skal man bage, så skal man skrive et referat til et forældremøde – det er ekstremt stressende. Bare at skulle have børnene op og i skole til tiden, og smøre madpakker og give dem rent tøj og bad, det er mere end nok for mig. Og så skal jeg også være inde over deres lektier – jamen, det må de da selv stå for! Der er sket mange gode ting i skolevæsenet, siden jeg var barn. Men jeg bryder mig ikke om den ansvarsforflyttelse, der er sket fra barnet til forældrene.

LÆS OGSÅ: Maren Uthaug: "Jeg vil skilles hvert halve år"

Hvad har livet lært dig om kærlighed?

– At man nogle gange må æde sin stolthed, indrømme sine fejl og sige: ”o.k., jeg var en idiot!” I stedet er det tit sådan: ”Jeg var en idiot, fordi jeg blev såret, og derfor reagerede jeg på denne her uhensigtsmæssige måde, og derfor fortjener du egentlig, at jeg råbte dig i hovedet …”. Det er faktisk det, jeg har bygget min nye roman op om, for jeg synes, det er så interessant, at vi altid har forklaringen på vores egen opførsel, og at vi mennesker er så selvretfærdige. ”Det skyldes min barndom” eller ”mit mønster er jo …”. Det kan godt være, at du har haft en dårlig barndom, men på et eller andet tidspunkt må du tørre dine øjne og komme videre. Og selv om alle har svigtet dig, og dine børn er små svin – så kan du stadig ikke tillade dig at være et røvhul. Nogle gange er du det alligevel, og så må du sige undskyld.

Hvad ville folk sige, hvis de skulle bagtale dig?

– Mange af mine venner er bange for Sure Maren, og min søster har sagt, at hun ville ønske, at jeg var lidt mere konfliktsky. Jeg tænker, at jeg er lidt skrap og kontant. Der var engang en kæreste, der forlod mig, fordi jeg var for sarkastisk og spydig. Min sarkasme er klart en ventil – nogle har let til tårer, og græder, jeg bruger sarkasme til at få tingene ud. Min søster er heldigvis ligesådan. Vi sender hinanden de sjoveste SMS’er, også i forbindelse med vores forældres død. Og det er jo ikke, fordi vi ikke er kede af det, men det er det absurde i situationen, vi griner af. Vores mor var ligesådan. Men mange synes helt sikkert, at det er for meget, at jeg kan gøre grin med alt. Jeg er også sådan en, der glemmer at smile til folk, og jeg gider ikke konversere. Så sætter jeg mig hellere i et hjørne og downloader en e-bog og sidder der og læser – eventuelt noget på russisk, som jeg ikke forstår – men jeg vil hellere læse russisk end smalltalke. Jeg er lidt kantet og ejer ikke et pleaser-gen. Der er meget, jeg ikke gider, og jeg er virkelig dårlig til at deltage i ting, jeg ikke gider. Det kan godt være irriterende for andre, fordi det kommer til at virke, som om jeg ikke tænker på dem og er ligeglad.

LÆS OGSÅ: Svend Brinkmann: "Jeg er rædselsslagen for døen"

Hvordan har du det med, at du skal dø?

– Hvis bare jeg kan holde mig i live, til børnene er blevet 21 år, så skal de nok komme over det. Alt tidligere end det ville påvirke dem for meget. Jeg vil virkelig gerne holde mig i live, til de bliver 21. Jeg håber da, at jeg kan få lov til at dø mæt af dage. Jeg synes, det ville være forfærdeligt at blive alvorlig syg og måske uklar i hovedet, og at mine børn skulle se mig sådan. Hvis jeg kunne få lov til at være rask og rørig og ikke for mentalt underlig, ville jeg gerne blive 80+. Men jeg har ikke en grundangst for at dø, for det er jo et vilkår. At være ærgerlig over, at man skal dø, er lidt ligesom at være sur over, at man skal på toilettet eller spise hver dag. Det er bare en del af livet.

Maren Uthaug

• Født 1972. Tegner, blogger og forfatter. Halv samisk, halv norsk, flyttede til Danmark som otteårig. Har en grunduddannelse i teologi og er derudover uddannet tekstforfatter i reklamebranchen.
• Tegner den daglige stribe ”Ting jeg gjorde” til Politiken. Debuterede med romanen ”Og sådan blev det” i 2013. Aktuel med romanen ”Hvor der er fugle”.
• Bor i København med børnene Kamille på 14 år, Mynte på 11 år, Anemone på 7 år og kæresten Allan, der er 3D-illustrator, og far til de to yngste.