Selvudvikling
27. september 2013

Brev fra Rasmus Nøhr til dig!

En hilsen fra Rasmus Nøhr landede på Oestrogen.dk's skrivebord i dag. Vi iler med at bringe det søde brev videre fra den musikalske mand, der heldigvis snart er aktuel med ny single og ditto album. Vi venter ...
Af: Rasmus Nøhr, Lonnie Kjer
https://imgix.femina.dk/media/billeder/2013/september/rasmusprim.jpg

Foto: Isak Hoffmeyer

I vinters drog jeg ud i verden, med en helt tom kalender, 10 år og mere end 1000 koncerter efter min debutplade. Jeg ku' have brugt de år på mange måder, sad jeg og tænkte i flyet, på vej for at besøge en god kammerat i Thailand. Jeg ku have arbejdet på kaffebar og repareret motorcykler på en sydhavsø ligesom min ven. Så havde jeg måske haft glade brune børn med krøller, til at jage mig op om morgenen og ikke have siddet så meget på Månefiskeren i skæve tanker. Ja ja, man ku have været så meget, man ku' være spændt fast i tolv timer på vej mod Bangkok og være filosof for egen regning.

På en lille ø med et lille bjerg ku' jeg ikke være ret meget andet end mig selv, hjælpe lidt til i min kammerats værksted og gå lange ture over bjerget til den anden side af øen, nogle gange rundt om. Om aftenen skete der ikke en tjuktjuk, man ku se på stjerner eller kede sig. Ingen telefon, ingen computer, intet tv, ingen guitar. Men masser af plads. Til tanker. Jeg fandt en guitar efter en måned - efter to måneder ringede jeg hjem til mit orkester - jeg havde noget de sku høre…..

Retursekund:
Der står august 1990 på den gamle seddel . Jeg ved den er skrevet første aften af mit liv som voksen - omgivet af tømte flytteøl , manglende møbler, min eneste lampe og en uro af smuttede kammerater :
* at leve et frit og vildt liv
* blive en sjov gammel bedstefar med 1000 historier
* bestige et bjerg
* sejle over stillehavet i sejlbåd
* lære arabisk
Der står ikke noget om kærlighed på sedlen, men det er også en meget ung Rasmus Nøhr der har skrevet denne ønskeseddel til livet.

Tæt på 25 år senere:
Sådan ca halvvejs i livet, kan jeg gøre status og sige med sikkerhed, at jeg ikke når at blive flydende i arabisk.Turen over Stillehavet blev ikke til noget, men jeg lærte at svømme og jeg kan stadig nå at blive sjov bedstefar, hvis jeg bliver MEGET gammel.
Jeg er vel halvvejs mod de tusind historier, har både klatret og gået i bjerge, været fortabt i ørkenen, boet i parker og landet i grøften - jeg er blevet gudfar og onkel, har mistet min kærlighed og fundet den igen, været min vens bedste ven, og jeg synger stadig for min far i himlen..

Af alt dette er det største at møde og elske min kæreste. Det var nok bare for stort til at ku' stå på en ung mands liste over et vildt og frit liv.
Men Danmark, man kan synge det - på landevejen og fra byens tage !

Jeg håber I vil tage godt imod min plade ! kh Ras"

Dét lover vi, Rasmus ...

Singlen "RETURSEKUND" udsendes 7. oktober.
Albummet "RETURSEKUND" udsendes d. 6. november.
Turné : 24. oktober - 06. december

Læs også