Carl-Mar Møller: Hvad kvinder skal vide om kærlighed
foto: All Over
Oplever du, at dine kærlighedsforhold igen og igen går i vasken, så er der måske nogle ting i din egen adfærd, som det kan være en god ide at ændre på. Det mener parterapeut Carl-Mar Møller, i hvert fald. Se han 20 gode råd her…
1. Ingen mand i hele verden kan gøre dig lykkelig.
OM CARL-MAR MØLLER
Carl-Mar Møller er uddannet pædagog, samt par- og psykoterapeut. Han er deusden leder af Sexolog og Parterapeut skolen.
Carl-Mar er desuden forfatter til en lang række bøger, og hver uge skriver han klumme hér på Oestrogen.dk
Se mere om Carl-Mar på hans hjemmeside, Carl-Mar.dk
2. Hvis du skal have dækket alle dine følelsesmæssige behov, skal du have mange kontakter. Det kan f.eks. være fem tætte veninder, en mand, børn, familie, arbejde og nogle interesser. Har du ikke et netværk af veninder, som ikke altid kun holder med dig, men også kan se sagen fra mandens side, vil du blive overbevist om, at du altid har ret og han uret.
3. Mange mænd vil forstå det, du siger om dem, som kritik eller bebrejdelser, selvom det ikke er det.
4. Du skal lære at udtrykke dine behov uden at angribe eller komme med undertoner af bebrejdelser ved f.eks. at sige: "du rører mig aldrig". Du kan i stedet sige: "jeg bliver glad, hver gang du rører ved mig".
5. Du skal kontakte manden på en værdig måde og ikke udnytte, at han har svært ved at kritisere dig. Manden har ikke lært at kritisere kvindens adfærd konkret, men kun at afvise, lukke af eller give generel kritik.
Konkret kritik er: "Du lytter ikke nok til mig, når jeg taler. Du afbryder". Generel kritik er: "Du er egoistisk, du taler uden at sige noget". Konkret kritik er berigende for forholdet. Det gør, at man kan ændre sin adfærd og være med til at løse et problem. Generel kritik skaber konflikter og er afvisende og nedbrydende for forholdet.
I en diskussion kan man godt begynde med en generel kritik, hvis det går over i en konkret kritik.
Modtageren af generel kritik føler sig uretfærdigt behandlet og får en følelse af afmagt og håbløshed, fordi kritikken er for stor, og der ikke er noget at tage fat på.
Generel kritik: "Du er passiv." "Du er usammenhængende."Det passer ikke, for han er jo ikke kun passiv og usammenhængende.
Konkret kritik: "Du lytter ikke." "Du skifter emne."
6. Du må ikke kritisere ham, mens andre hører på, og slet ikke når børnene er tilstede.
7. Hvis du afviser mandens kærtegn, bør du først bekræfte ham ved at sige fra på en blød måde og opmuntre ham til at komme igen. Du kan f.eks. sige 'det er dejligt, at du rører ved mig, men jeg er lidt træt nu'. Senere samme dag skal du så tage kontakt til manden og gøre det ved ham, som du afviste ham i at gøre, f.eks. røre ved ham.
Manden holder hurtigt op med at være kærlig, hvis han bliver afvist. Kvinden er hurtigere til at komme igen, hvis hun f.eks. føler sig afvist seksuelt. Det ligger i kvindens instinkter, at hun skal kunne klare at blive afvist af børnene og alligevel tage sig af dem.
Jo oftere man føler sig afvist på et bestemt område, jo mere gør det ondt. Derfor er det generelt sådan, at manden føler sig mest afvist seksuelt, og kvinden føler sig mest afvist, når han ikke vil tale om følelser, børn og hjemmet.
8. Har du afvist ham seksuelt, skal du næste gang - og inden for kort tid - tage initiativet for at genoprette hans selvtillid.
9. Du skal forklare ham hans rolle, når du f.eks. har brug for, at han kun lytter, når du fortæller. Manden er opdraget til at skulle komme med et problemløsningsforslag, hver gang han bliver præsenteret for et problem. Når du kommer med et følelsesmæssigt problem, hvor han kun forstår halvdelen, bakker han ud, fordi han ikke er i stand til at løse problemet.
10. Du kan kun forvente, at han forstår mellem tredive og halvtreds procent af det, du siger, da han lever i en anden verden. Han har for eksempel aldrig været gravid, haft menstruation eller ægløsning. Selvom han muligvis ved, hvad ordene betyder, er det svært for ham at forstå, hvad de dækker over. Så hvis du har brug for at snakke om disse ting, skal du gå til andre kvinder, der deler dine erfaringer.
Kvinden har større behov for at snakke om følelsesmæssige problemer, og det tænder hende, at manden er lidt mystisk og gådefuld. F.eks. har kvinden svært ved at sætte sig ind i, hvordan det er at have en pik og få rejsning på stranden og andre uheldige steder. Eller hvordan det føles ikke at kunne få rejsning. Hun har svært ved at forstå hans lyst til at slå ihjel og til f.eks. at skyde dyr.
Manden holder også af gåder, men mere på det tekniske område.
11. Du skal begære hans krop og det mandige ved ham (muskler, holdning osv.).
12. Du skal tænke på, at han måske vil have noget andet end det, du har lyst til at give ham, f.eks. beundring, begær eller ros.
13. Du skal foreslå gensidig massage, hvor du giver massage først og han bagefter. Og at I skiftes til at have magten seksuelt for at lære hinandens seksualitet bedre at kende.
14. Du skal forlange af ham, at han støtter dig i at blive fagligt dygtig og i at dyrke dine interesser, også selvom han ikke bryder sig om dine interesser.
Når det kan være svært at støtte sin kæreste i at dyrke sin interesse, kan det være fordi, man har nogle uopfyldte behov, f.eks. at gå i biografen eller at tale sammen. Når kæresten så dyrker sin interesse, kommer man i kontakt med savnet og bliver vred og ked af det. I stedet for at formulere sit behov på en positiv og konstruktiv måde, angriber man eller ignorerer den andens interesser.
Måske bliver man rent faktisk følelsesmæssigt forsømt. Måske er der for stor forskel på de følelser, man har for hinanden, og den anden bruger sine interesser til at holde én på afstand. Hvis man føler sig forsømt og ensom i parforholdet, vil det være meget provokerende at se den anden engagere sig dybt i at se tv, dyrke sport, astrologi, politik osv.
15. Du skal lære, at den, der ikke vil indgå aftaler om det praktiske, er en tyran, da det griber ind i den andens frihed.
16. Du skal forlange af ham, at han siger undskyld, hver gang han fortryder en handling. Ellers er det mangel både på selvrespekt og på respekt for dig.
17. Ingen mand i hele verden kender alle dine følelsesmæssige behov.
18. Hvis du bliver ked af det, skuffet eller vred, er det med 95% sikkerhed på grund af misforståelser, uvidenhed eller et uheld fra mandens side.
19. Det er svært at nå en mand følelsesmæssigt gennem øresneglen, for der sidder en russer ved hver øresnegl og bortcensurerer alt, hvad der kunne give ham en følelse af ikke at være god nok. Det er meget svært for en kvinde at ændre en mands opførsel ved at tale til ham. De fleste mænd er allerede på vagt, når du begynder at bevæge dine læber. Der er en meget stor chance for, at det på en eller anden måde er en kritik eller en bebrejdelse af ham. Manden har oplevet kritik hele sit liv fra sine forældre, der ikke har forstået den verden, han lever i. Kvinden har ikke lært, hvordan man ændrer en mands adfærd, uden at han lukker af, går sin vej, afviser, går til modangreb eller bliver trodsig.
Når der kommer et par i terapi hos mig, har kvinden i ti år forgæves prøvet at ændre på manden. Når jeg har talt med ham mand til mand i ti minutter, ved jeg, hvad man ikke må, og hvad man skal gøre for at nå ind til ham og ændre hans adfærd. Hans grundlæggende personlighed accepterer jeg, og den forsøger jeg ikke at ændre på. Hvad jeg ændrer, er hans følelsesmæssige reaktion. Jeg lærer ham at formidle sine tanker og følelser på en sådan måde, at han bliver forstået. Det medfører, at hans selvværd og selvtillid vokser.
Der er stor forskel på at udøve psykoterapi på en kvinde og en mand. En kvinde vil jeg kunne hjælpe med ca. 70% af hendes problemer. En mand vil jeg kunne hjælpe med ca. 90% af hans problemer. Jeg sender mine kvindelige klienter videre til andre kvinder med de sidste 30% af deres problemer, og jeg sender mændene videre til andre mænd med de sidste 10% af deres problemer.
Konklusion: Selvom jeg har et tæt forhold til min mor, har boet sammen med mine to søstre og er uddannet pædagog - et miljø domineret af kvinder - har levet i fem dybe kærlighedsforhold, har læst et hav af bøger om kvinder og har haft flest kvindelige klienter, forstår jeg alligevel ikke mere end maksimalt 70% af kvinden. Så der er sikkert mange mænd, der forstår endnu mindre.
Endnu sværere må det være for kvinden at forstå manden, for der er skrevet meget få bøger om mænd. De bøger, der findes, er skrevet af kvinder og feminine mænd. Langt de fleste bøger om køn har i de sidste 25 år handlet om kvinden.
For kvindelige terapeuter må det derfor være meget svært at forstå og hjælpe maskuline mænd, men ikke feminine mænd. Flertallet af terapeuter er kvinder, og det er en af grundene til, at meget få maskuline mænd går i terapi. De føler sig ikke forstået og accepteret. Selv har jeg gået på en uddannelse til gestaltterapeut. Vi var femten kvinder og fem mænd, hvoraf jeg var den eneste maskuline mand. Siden 1991 har jeg og min skole - som formodentlig den eneste terapeutiske skole i landet - et flertal af mænd blandt studerende og kursister.
20. Du kan nå manden følelsesmæssigt ved at skrive til ham. Mænd vil se forslag til ændringer i forholdet konkret stillet op, tjekket serveret på skrivemaskine eller computer! Det skal være positivt formuleret uden negative undertoner. Kvinder vil gerne have tingene serveret i håndskrift og på smukt papir, fordi det virker mere personligt.
Mangler I noget at tale om?Carl-Mar har udviklet samtalespillet som et værktøj til at få åbnet op for samtalerne.