Selvudvikling
10. februar 2012

25-års krisen rammer unge kvinder hårdt

Den moderne kvinde står overfor mange svære valg i tyverne, der let kan føre til en identitetskrise.
Af: Juliane Olsen, NewsDesk, Aller Media
https://imgix.femina.dk/media/07ca7895d01a4f2ca9a72c42a99c5208.jpg

Foto: All Over Press

Uddannelse, job, mand og børn. Alt det skal helst være på plads for nutidens kvinde mellem 20 og 30 år. Men den lykkelige slutning udebliver for mange af de unge, som skøjter forvirrede rundt mellem de mange og tilbud og muligheder, som den moderne kvinde har, og derfor må søge hjælp i terapien.

Psykolog Camilla Holst, der er indehaver af praksissen "Cityterapi" kan nikke genkendende til fænomenet "25 års krisen", som er gennemgribende for mange af de unge kvinder, der opsøger hendes psykologhjælp.

- 25 års krisen er ikke så markant som 40 års krisen, men der sker en ny identitetsudvikling fra 18-25 år, hvor kvinderne er urolige i det ståsted, de har i livet. De har måske haft et studiejob og taget et uddannelsesvalg, da de var 20 år, som ikke rigtig passer til dem længere, og så føler de, at de er faldet mellem to stole. Hovedet er derfor fyldt med negative tanker, fordi de sammenligner sig selv med andre, der er meget længere fremme med karriere og kærlighedsliv, siger hun til NewsDesk.

Ofre for pleaser-adfærd
Camilla Holst forklarer, at når et menneske fylder 25 år, så er der som regel dannet en fast struktur i tilværelsen og holdninger til livet. Men selv om de unge kvinder besidder de to egenskaber, så er de stadig følsomme overfor andres kritik, og har en pleaser-adfærd, der siger dem, at alle mennesker på deres vej skal kunne lide dem. Kvinderne er altså på sin vis fast dannet som mennesker, men har svært ved at tro på sig selv, og det kan føre til kaos og munde ud i lidelser som eksempelvis depression, angst, lavt selvværd eller endnu værre en spiseforstyrrelse.

- Omkring de 25-26 år er dilemmaet stort omkring hvem man er som menneske. Nogle rejser og studerer i udlandet for at finde ud af det og andre kvinder finder pludselig den rigtige mand og bliver gift. Kvinderne er stort repræsenteret hos mig i den alder. De er også ofte i tvivl om de lider af angst eller depression. Frustrationerne munder dog som regel ud i en handling, og at forandringen ikke kan være anderledes, siger Camilla Holst.

Mænd vinder anerkendelse på kvinder
25 års krisen er også en helt speciel situation for især kvinderne. Mændene i samme alder reagerer nemlig anderledes på omverdenen, ifølge psykologen. De er meget kærlighedsorienterede, og bruger en stor del af deres energi på at bliver anerkendt på kvinders gunst. Er de ikke i et fast forhold, så bliver tiden brugt på den næste scoring, der kan findes i nattelivet.

- Det har vist sig over de seneste år, at mænd er mere afhængige af kvinder end kvinder er af mænd. De moderne, unge kvinder finder nemlig højere grad deres identitet i arbejde og uddannelse end i parforhold. For nogle få årtier siden gik unge mænd meget op i at tjene mange penge - nu gælder det altså om at have mange kvinder for at være at være noget, siger Camilla Holst.

Kvindernes 25 års krise skiller sig også ud ved ikke at have en desperat tilgang på samme måde som i midtvejskrisen, hvor kvinderne gør alt for stadig at vise, at de er attraktive, selv om de er midt i livet. Den unge krise handler mere om lavt selvværd, og at kvinder sammenligner sig selv med andre og bliver skuffede. Kvinderne er som regel meget sårbare overfor kollegers kommentarer, hvorimod en 40-årig generelt ikke finder sig i noget.

Men selv om de unge kvinder er hårdt udfordrede, så kommer der noget godt ud af forhindringerne i sidste ende, ifølge Camilla Holst.

- Det er ikke blevet nemmere at være kvinde, men der kommer stærkere kvinder ud af de knubs, som de får på den moderne tidsalder. Jeg tror, at det bliver mere kaotisk endnu, og de moderne kvinder er stadig på vej. Meget er for eksempel i spil omkring parforhold, hvor kvinderne i øjeblikket oplever, at de ikke er afhængige af mænd og økonomi. Derfor bliver projekt mand og børn skubbet til senere i livet, og flere kvinder får børn alene, hvilket også kan medføre smerte og identitetskrise. Der er altså meget i vælten for kvinderne, der i øjeblikket er i en rivende udvikling for at finde kvinderollen i det moderne samfund, siger Camilla Holst.

Læs mere om:

Læs også

Bliv medlem af femina+

Du skal være medlem for at gemme denne artikel. Medlemskabet giver ubegrænset adgang til alt indhold.