Pia fik fjernet poser under øjnene kirugisk
Foto: DITTE CAPION, VANNA ENVALL og privat
Facts
Navn: Pia dalsgaard
Alder: 37 år
By: Espergærde
Job: Forskningslaborant
Privat: Gift og har tre børn
Forestil dig, at folk konstant spørger dig, om du er træt eller ked af det - selv om du er glad og frisk. Sådan var det for Pia, der efter sin tredje graviditet begyndte at tvivle på, om hun fik nok søvn og væske - udelukkende af den grund, at hun så træt og udkørt ud på grund af poser under øjnene.
Poserne under øjnene begyndte at genere Pia for flere år siden, men selve beslutningen om at gøre noget ved de tunge nedre øjenlåg, er noget hun stærkt har overvejet de seneste par år.
Et bryllup uden poser under øjnene
"Jeg besluttede, at jeg ville have det gjort, inden jeg skulle giftes. Det er en ren kosmetisk operation, og jeg har aldrig været fysisk generet af poserne under øjnene - kun psykisk. De fleste kan sagtens forstå mit valg. Kun den lidt ældre generation synes, det er noget pjat. Jeg gjorde mig naturligvis nogle overvejelser omkring operationen, men var ikke i tvivl om, at jeg skulle opereres hos Per Bjerregaard, der tidligere har fjernet min datters jordbærmærke, som nu er blevet rigtig flot," fortæller Pia.
Men til forundersøgelsen fandt Pia ud af, at det ikke var en hel almindelig operation af de nedre øjenlåg, hun skulle igennem. Hvor operationen oftest går ud på at fjerne fedtdepoter eller omstrukturere fedtet, var der i Pias tilfælde tale om en muskel, der var for slap. Musklen skulle derfor strammes op og hæftes, hvorefter overfl ødig hud skulle fjernes.
"Jeg måtte gå med solbriller for ikke at skræmme mine børn."
Poserne forsvandt, og Pia kan nu se frisk og veloplagt ud til sit bryllup.
Operation kun med lokalbedøvelse
"Da jeg fandt ud af, at min operation var lidt anderledes, blev jeg lidt nervøs. For hvor ofte havde de mon foretaget denne type operation? Jeg syntes også, det var lidt skræmmende, at operationen skulle foregå i lokalbedøvelse, fordi man på den måde er med under hele processen, og fordi fokus er lige på øjet, og man ikke bare kan vende sig om. Men selv om jeg var nervøs, var jeg faktisk meget tryg," fortæller Pia.
Operationen, der forløber over ca. to timer, foretages i lokalbedøvelse og er ambulant, hvilket vil sige, at man kun er "indlagt" ca. en time efter selve operationen. Herefter kan man tage hjem og vente på, at tråden fra stingene kan fjernes en uge senere.
"Inden operationen blev jeg informeret om alt det, der skulle til at ske, hvilket var meget betryggende. Herefter blev jeg lokalbedøvet, og øjnene blev derfor meget tunge og lukkede i helt automatisk. Jeg kunne ikke mærke noget, men jeg kunne se noget. Jeg skulle kigge opad med åbne øjne for at sikre, at det ikke blev hæftet for stramt - det var lidt af en prøvelse," fortæller Pia.
Læs også : Poser under øjnene - forebyggelse og behandling
Efter operationen skulle Pia ligge med en gummimaske med gennemstrømmende koldt vand i en halv time, og herefter fik hun lov til at køre hjem. Men et par timer efter Pia var kommet, hjem skete der noget uventet.
Efter operationen lignede jeg en der var blevet tævet
"Jeg lignede en der var blevet tævet med et baseballbat. Mine øjne hævede og blødte, men det gjorde på intet tidspunkt rigtig ondt. Jeg var meget bekymret, og kirurgen var da også overrasket, men kunne heldigvis konstatere, at der ikke var noget at være bange for. Jeg måtte gå med solbriller for ikke at skræmme mine børn. Jeg fik ikke noget medicin imod det, men fik plastre under øjet, og på tredjedagen begyndte det at gå den anden vej. De tre første døgn kunne jeg ikke lave så meget, men mit syn blev heldigvis kun påvirket i det omfang, at hævelsen dækkede lidt for øjet," fortæller Pia.
Kirugen
Per Bjerregaard er speciallæge i plastikkirurgi og indehaver af Bjerregaard Plastikkirurgisk Klinik i Hørsholm. På Bjerregaard Plastikkirurgisk Klinik foretages alle typer plastikkirurgiske indgreb samt botoxbehandlinger. Der tilbydes både operationer i lokal og fuld bedøvelse, evt. med efterfølgende indlæggelse til næste dag. En operation af nedre øjenlåg koster 11.000-16-000 kr. alt efter hvilken type indgreb der er tale om.
Læs meget mere på bjerregaard-klinik.dk.
Pias hævelser var et helt ekstremt særtilfælde, men det, at øjnene var ensartet hævet på begge sider, tyder blot på, at Pia har en tendens til at hæve. Hun havde ikke ondt, og havde det været en infektion, havde det sandsynligvis kun gjort udslag på den ene side af ansigtet og ikke på "harmonisk" vis, som i Pias tilfælde.
Hævelserne var væk efter en måned
En måned efter operationen bevæger Pia sig igen rundt uden solbriller, og hævelserne og de blågule mærker er væk.
"Allerede efter de værste hævelser havde fortaget sig, kunne jeg fornemme, hvordan resultatet ville blive. Jeg har på ingen måde fortrudt min beslutning, selv om jeg på et tidspunkt lignede en, der havde fået tæsk op til flere gange. Faktisk møder jeg nu mange andre, der også går med de samme overvejelser, og jeg tror, det handler om, at der er blevet åbnet op for noget, der måske har været lidt tabubelagt. I hvert fald glæder jeg mig over, at jeg kan se frisk og smuk ud til mit bryllup, og jeg ikke længere skal høre på, om jeg er træt."
Du kunne også være interesseret i at læse
Pernille Aalund om plastikkirugi - "Man skal gøre det der er godt for en selv"
Plastikkirugens top 10 over mest hyppige operationer
Sådan plejer du huden omkring øjnene